Det har åbenbart gjort godt at jeg kom hurtigt i gang med penicilinen, her til morgen har jeg det allerede meget bedre, så efter “lidt” morgenmad, det er nemlig så kedeligt at man ganske enkelt ikke kan spise ret meget, så tager vi hotellets bus ind til byen, nu skal vi til skrædder. Det viser sig at blive den uden sidestykke dyreste udflugt, og så tager det endda kun en time.

Efter skrædderen går vi en tur gennem byen, som faktisk er smadder hyggelig. Der er et stort marked, hvor der sælges alt mellem himmel og jord, så der er souvenirs, grøntsager, kød, fjerkræ og fisk og meget meget mere. For hver tre skridt vi går, får vi tilbudt et eller andet, og de er ikke meget for at godtage et nej tak. Faktisk tror jeg, at vi når nej tak nummer 500.000 inden vi forlader landet.

Så kommer vi endelig til byens store attraktion “Den Japanske Bro”, den er mægtig fin og meget gammel nemlig fra 1593. Broen forbandt den kinesiske bydel med den japanske og fordi japanerne allerede den gang kendte til jordskælv så byggede de den så solidt, at den står endnu.

Hoi An var faktisk en stor havneby før i tiden, hvor østens og vestens kultur mødtes, store handelsskibe kunne komme hertil via et floddelta på trods af at byen ligger 5 km fra havet.

Et sted vi kommer til, praler med at de har byens koldeste øl, så jeg foreslår selvfølgelig, at vi går ind og får en forfriskning. Det viser sig hurtigt at temperaturfornemmelsen har det ligesom tidsfornemmelsen, det er i hvertfald den mindst kolde øl jeg har fået indtil nu, men vi får da slukket tørsten.

Turen går videre gennem byen, og på et tidspunkt skal vi da også have noget at spise og går derfor ind et sted der hedder Gourmet garden, vi har dog efterhånden lært at ikke alt skal tages for pålydende.

Vi tager en taxa tilbage til hotellet, jeg kan godt mærke, at jeg lige skal slappe lidt af. Vibse har lidt mindre brug for afslapning, så hun tager en af de cykler, vi har til rådighed og kører sig en tur, mens jeg slapper af. I dag fik Vibse følgeskab af en ung indfødt mand, der fortalte hele sin livshistoriee og inviterede hende hjem og spise hos sine forældre. Så dukkede hotellet helsigvis op..reddet på målstregen.

Da det bliver mørkt, kan vi se at det tordner i det fjerne. Det er så langt væk, at vi ikke kan høre det men til gengæld er lynene der hele tiden, det er flot

Vi spiste her på hotellet i dag, jeg fik noget kylling med grøntsager og sursød sovs det smagte rigtig godt, og Vibse fik noget kylling med champignon, og hun var ikke lige så heldig, champignonerne smagte rædselfuldt (det var hendes egne ord). Vi fik da lidt i skrutten. Mens vi ventede på maden, fik vi besøg af en velvoksen rotte, der dog hurtigt gik igen, da den så priserne, det var nemlig ikke en pungrotte.

Nu er vi  klar til de hårde madrassser…. så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Da der åbenbart står i mine stjerner, at ferie er lig med feber, så vågner jeg naturligvis denne morgen med høj feber. Det er den sædvanlige omgang rosen der trænger sig på, med det resultat at Vibse må tage sig af pakkeriet, mens jeg bare ligger og har ondt af mig selv. Der bliver ikke noget morgenmad, da jeg ikke kan og Vibse ikke vil alene. Det er jo perfekte omstændigheder til en 4½ times busrejse, som iøvrigt i Danmark ville kunne gøres på 2 timer, hold da helt kæft hvor kører de bare langsomt hernede. Undervejs stopper bussen og chaufføren siger at der 2 minutters pause, hvis nogen skal på toilettet, 35-40 minutter senere ruller vi igen, de må have en anden tidsfornemmelse end os (og så lige i dag). Vibse siger at der pænt på vejen, men jeg ser ingenting, så det må jeg tage hendes ord for. Da vi endelig rammer busstationen i Hoi An kan vi kun forgæves spejde efter vores chauffør, vi har endda bedt dem på hotellet i Hue om at checke om det var i orden. Da vi har ventet i 2o minutter  i ulidelig hede, må jeg finde telefonen frem og ringe til den lokale agent og spørge, om vi bliver hentet eller hva’. En spinkel kvindestemme undskylder og siger vi bliver hentet om 5 minutter, så ti minutter efter bliver vi hentet, der var den tidsfornemmelse igen. Vi har så senere erfaret, at vi kunne have taget en taxa for ca 15kr.

Resten af dagen går for mit vedkommende med absolut ingenting, Vibse vover sig ud på en gåtur, hun havner dog ude på stranden i stedet for inde i byen. På et tidspunkt møder hun en tysker på motorcykel, der er faret vild, og da de jo sådan er lidt i samme båd, så får de, ved hjælp af et kort Vibse har, og en af de indfødte, forklaret vejen tilbage. Tyskeren tilbyder Vibse en plads på bagsædet, hvilket hun siger ja tak til, så nu har hun også prøvet at sidde bag på en motorcykel i Vietnam.

billeder fra Vibse’s gåtur

Tænder er det nye sort her

En tysker set bagfra

Så bliver det ellers bare til en burger fra roomservice, og så er den dag gået.

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Endnu en solbeskinnet dag i Hue med hat…….. undskyld jeg kunne ikke lade vær’. Vi har besluttet at vi vil hyre en chauffør i dag, til at køre os rundt til de ting vi skal se, og som ligger for langt væk til at gå. Hotellet hjælper os med at skaffe sådan en, og kl. 10:30 står der en ung mand klar i receptionen. Han er flink og smilende, og taler heldigvis udmærket engelsk, og i hans fine Toyota tøffer vi lige så stille ud af byen. Først skal vi ud til en gammel bro, vist nok fra 1400 tallet. Den sidste trediedel af turen går ad en vej så smal, at det er utroligt at to biler kan passere hinanden, men det lykkes da flere gange. Inden vi får set os om, er vi fremme.

Denne fine gamle bro har tag på, og indenunder taget er der bænke i begge sider hele vejen over, de bliver flittigt brugt af unge mennesker og også nogle gamle der lige kan tage en morfar her.

Vi skal nu videre for at se nogle gamle kongers/kejseres gravpladser, og de forstår sgu at slå stort brød op.

Først skal vi til kejser Khai Dihn’s lille beskedne gravsted

På vej hen til den næste, som hedder Tu Duc, stopper vi lige et sted på vejen, hvor vi ser nogle kvinder der laver røgelsespinde og stråhatte, og Vibse skal da også lige prøve en af hattene.

Tu Ducs gravsted er ud over de sædvanlige bygninger også en kæmpe park medmasser af træer og vandløb, og inde mellem træerne fandt jeg denne “lille” fætter.

Så er det hjem til hotellet igen til afkøling på værelset, det er nemlig så varmt i dag, at man kan stege 2 spejlæg på min pande på mindre en 1½ minut, og alt vores tøj kan vrides.

En lille spadseretur langs med parfumefloden bliver det da også til, og her ser vi de unge mennesker øve sig i at lege Jackie Chan, de springer op af mure snurrer rundt i luften og laver alle mulige tricks, de er rimeligt dygtige og der foregår også mange andre ting for de unge i parkområdet ved flodbredden, jeg tror ikke der er ret mange der sidder derhjemme og spiller computerspil.

Inden vi skal ud og have den sidste nadver i Hue, skal Vibse lige have en gang massage mere. På vejen til restauranten skal vi også lige hente den bluse, Vibse har fået syet af noget silkestof hun har købt, og som heldigvis viser sig at være tilfredsstillende konstrueret.
Da vi sidder og spíser, falder vi i snak med dem ved nabobordet. Det er et par og deres 16årige søn fra Sydney, og inden de forlader stedet, har vi fået deres kort og er inviteret hjem til dem hvis vi skulle komme til Sydney igen.

Nu er 10. afsnit af romanen skrevet og vi kan krybe tilkøjs, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

ps: hulubulu ….. …. .. .. …..

I dag skal vi ud og cykle, Hotellet vi bor på stiller cykler til rådighed for os, men først skal vi jo lige have noget morgenmad. På sådan et fint hotel må morgenmaden jo bare være i orden. Skuffelsen er enorm, udbuddet er stort men det er ris, nudler mærkelige varme ting, og temmeligt ulækkert udseende afskåret pålæg. Der er dog noget baguetteagtigt brød der kan spises og bacon og pølser er også ok, spejlæg bliver lavet på forlangende ved buffetten af en urutineret æggesteger, de to første forsøg ryger i skraldespanden, da hun ikke kan få dem af panden uden at de går i stykker. Juicen som nok nærmere er noget saftevand smager forfærdeligt, så tju hej hvor det går.

Vi får udleveret vores cykler, og cykler nu mod citadellet, som er et gammelt kejserpalads med tilhørende pagoder og bygninger til ansatte m.m. det er faktisk et kæmpe område, som det da også tager os 5-6 timer at få tygget os igennem. Vi er kun lige kommet frem til området, og har fået parkeret vores cykler i “betalingsanlægget”, det koster kr. 1,50 pr. cykel, da vi opdager at batteriet til videokameraet sidder i opladeren hjemme på hotellet. Så jeg må op på jernhesten igen og cykle tilbage og hente det. Vi slipper for at betale en gang til, for mens jeg var afsted, har vibse charmet sig ind hos p-vagten. Han har tilbudt hende en plads i skyggen hvor hun kunne vente på mig.

Vi skal nu ind i området og se denne attraktion og går mod indgangen lige som alle andre. Ved billetsalget får vi besked på at vi skal ind af den anden indgang, den for folk over 1½ m. og uden skæve øjne. Det er da klart at når vi er så store, og afviger så meget fra den normale ansigtsudformning, så skal vi da betale dobbelt så meget som de andre, men OK de 30kr. det koster er såmænd i orden. Eftersom alle vietnamesere er millionærer er det måske alligevel lidt urimeligt. 1.000.000,00 dong = 300,00kr.

Det er så varmt og fugtigt, så inden vi næsten er kommet i gang, er t-shirt og kasket fuldstændig gennemblødt, og hver gang jeg har taget et billede må jeg tørre mit kamera af for sved bwadr.
Nogle af tingene vi ser er noget slidte og matte i farverne, mens andre er nyrenoverede, men fælles for det hele er at det er nogle fantastiske huse med rigtig mange flotte detaljer, det vil være umuligt at beskrive det ordentligt med ord, så kom selv herud og se.

Da vi omsider vender tilbage til cyklerne, har vores ven p-vagten været så sød at han har lagt en avis på sadlen med en sten ovenpå så den ikke blæser væk, da sadlen ellers ville være omkring 100grader varm, flink fyr.

Vi cykler hjem igen til hotellet, og skynder os op på det airconditionerede værelse, så vi kan få kropstemperaturen ned i nærheden af det normale…… pyha.

Jeg får læst min bog færdig, mens Vibse går ned og får massage, manicure og pedicure med neglelak og hele svineriet. jeg får da også lige tid til at gå ind på min blog og se om der skulle være nogen der har kommenteret, men det var ikke tilfældet i dag ( er du der Lotte )

Uden mad og drikke…… det er blevet tid til aftensmad, så vi går ud i aftenlivet for at finde et sted. Sørme om ikke det er begyndt at regne lidt, men det er så lidt at man når at tørre inden en ny regndråbe rammer samme sted igen, så det var faktisk værre at være ude i solen i eftermiddags. vi finder et sted hvor vi kan komme op på 1. sal og sidde på en terrasse og kigge ud over gaden, det var da meget hyggeligt. Vibse får sin forret, og jeg venter bare, så får Vibse sin hovedret, og jeg venter bare, og så får jeg min hovedret, hvorefter jeg spørger om ikke min forret skulle komme først, næ næ den kommer om lidt. Jeg tror nok jeg får forklaret dem at nu kan det være ligemeget med forretten. Det tager lidt tid men til sidst forstår de da at forretten er aflyst. Det er et mærkeligt folkefærd, de smiler og siger ja ja selvom de ikke fatter en hujende fis, men de er jo meget søde alligevel så vi bærer over med dem.

Så er det hjem på redaktionen og skrive dagens avis, det er hermed gjort, så vi siger

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Af praktiske grunde fik vi ikke lige gjort dag 7 færdig, så dag 8 starter dag 7 kl. 22:00.

Vi blev afhentet på vores hotel, faktisk allerede kl. 21:50 (vi må sige, at logistikken har virket upåklageligt indtil nu, vi var jo lidt spændte hjemmefra). Chaufføren kører os stille og roligt til stationen, hvor vi ankommer lidt over 10. Nu begynder det sjove, for der er altså ikke ret mange Vietnamesere der kan tale engelsk, så vi går ind i stationsbygningen og kigger os lidt omkring. vi kan se toget holder lige udenfor døren så selvfølgelig går vi hen og prøver at åbne døren, men den er låst. I samme øjeblik vi hiver i døren kommer der en rendende og siger en hel masse volapyk, men får da slutteligt sagt “tickets”, og så er det jo bare om at finde billetterne frem. Efter at have gransket billetterne får han med fagter forklaret at vi skal gå ud af bygningen igen og til venstre, så det gør vi da selvfølgelig.
Udenfor kan vi godt se at der lidt længere henne er en indgang mere, og da vi kommer derhen står der såmænd Waiting room, så juhu vi er på rette vej. Herinde er dørene ud til perronen også låst, men de er ved at gøre klar til at åbne og folk stiller sig i kø, også os. En ny mand vil gerne se vores billetter, hvorefter han trækker af med os væk fra køen og hen til stolene i ventesalen. Her får han skubbet nogle vietnamesere sammen så der bliver to pladser til os. Sit, og bli’ sit siger hans fagter, det viser sig nemlig at et andet tog skal afsted først, så det var jo meget godt. Efter ca. en halv time kommer endnu en person hen og vil se billetterne og derefter gestikulerer han “følg med mig”. Inden vi får samlet os sammen er han dog væk, så vi ser nok lidt ‘vi er blevet væk’ ud, men så dukker der da bare en ny mand op som vil se billetter (det begynder at blive lidt trivielt). Da han så vil have os med ud på gaden, bliver vi godt nok lidt underlige til mode og bliver enige om at droppe ham og gå den anden vej ud mod perronen, iøvrigt lige som 200 andre, og det var godt for ud af vinduet kan vi se vores første “følg med mig” mand stå og vinke til os. Vi får indhentet ham og han går foran os hen til den vogn vi skal være i, tager vores kufferter op i toget og viser os hen til vores kupé, og så kommer forklaringen på hans hjælpsomhed, han vil da godt lige have lidt for sin indsats…… Det får han så, og vi kan flytte ind i vore luksuskupé.

Vi skal ud og rejse, ikke bare med tog, men også en rejse i tiden.
Jeg vil tro at dette tog er fra omkring anden verdenskrig og formodentlig bygget i rusland eller kina. så ordet komfort er ikke lige det første man kommer i tanke om og renlighed er en by sibirien, med undtagelse af lagner og tæpper som tilsyneladende er rene – gud ske lov. Vi er glade for at vi har købt hele kupéen så vi ikke skal dele med nogen. I kupéen ved siden af er der 2 norske piger som vi taler lidt med, og de har kun købt to pladser, så de kommer til at dele med en hel familie, denne familie er formentlig vant til dele seng med hinanden, og de iøvrigt heller ikke særlig store sådan nogle vietnamesere.
Toilettet ude på gangen vil vi af humanitære grunde slet ikke omtale. Så mange indfødte på så lidt plads udløser et støjniveau som et middelstort skibsværft, men en time til halvanden efter afgang er der ved at være ro på og vi kan lægge os til at sove.

Ved 6-7 tiden begynder skibsværftet at arbejde igen, og det fortsætter til vi lander i Hue ca. kl.11.
Undervejs får vi da set lidt ud af vinduet, og hvor er der altså mange rismarker, gravsteder, faldefærdige huse, køer, høns og mennesker med trekantede hatte.

På stationen står en sød pige med et skilt i hånden hvor der står ”velcome mr. Michael Timm”, Vibse er åbenbart ikke velkommen.
Hun undskylder at bilen der skal køre os ikke lige er der, og vi kommer til at vente 5-10 min. før den kommer, men så er vi også hurtigt fremme ved Romance Hotel som vi skal bo på de næste tre nætter. Det er et mægtig flot hotel, så her skal vi nok blive glade for at være.

Efter at vi har fået et tiltrængt bad, begiver vi os ud i byen for at se os lidt omkring. Vi har snakket lidt om en sejltur på floden så vi går den vej. Nede ved floden bliver overfaldet at folk der vil sælge os ture på floden, men vi har ikke lyst til at sejle med hvem som helst, og går derfor ind på et kontor hvor de sælger disse ture, i håb om at det er lidt mere organiseret. Det der sker efter at vi har købt billeten, er at sælgeren kalder på en af dem vi lige har sagt nej tak til, og giver hende turen, det blev det vist ikke billigere af.

Turen går ud til en pagode 4-5 km. oppe af floden, Her har vi 20 minutter til kigge på den i, inden turen går tilbage.
Undervejs prøver hun at sælge alt muligt turiststads til os, dog uden held.

Efter denne sejltur beynder sulten og tørsten at indfinde sig, og noget må gøres. En hjørneCafe bliver udvalgt og en Tigerøl og en cola kommer hurtigt på bordet, og 12 små forårsruller følger hurtigt efter. Således restitueret efter en lettere udsultning, går vi tilbage til hotellet, hvor der står traditionel vietnamesisk massage på programmet. 45 minutter med kyndige hænder der tværer det meste af kroppen ind i olie, mens musklerne får en ordentlig omgang, det var sgu okay.

Vi beslutter at spise på hotellet, og kører op på 11. etage, hvor vi spiser med udsigt over byen til tonerne af Bryan Rice. Det er vel ikke underligt at han er populær herude med det efternavn.

Endnu en dag er gået godt, så vi siger da bare

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Dagen i dag ligner til forveksling dagen i går ihvertfald frem til middag, hvor vi denne gang står af skibet for at køre tilbage til Hanoi. Turen tilbage ligner også til forveksling turen ud,totalt uforsvarlig kørsel det samme landskab og det samme besøg på et sted for krigsveteraners børn.

Tilbage på det hotel vi boede på inden sejlturen, får vi lov til at opbevare vores kufferter indtil vi bliver afhentet og kørt til stationen.

Så vi traver en tur ud i byen igen for at slå ca. 5 timer ihjel. Vi spiser aftensmad på en restaurant, der ligger i vandkanten på den store sø i midtbyen, et udmærket sted hvor vi for to retter mad, 2 colaer, og 3 øl kommer af med den nette sum af 240kr. inkl. drikkepenge.

Vi får også lige provianteret til togturen, inden vi igen er på hotellet 1½ time før vi bliver hentet. De er så søde at lade os sidde i deres Bussinescenter hvor der er Wifi, så derfor har jeg lige tid til at skrive dette eventyr.
Det kan godt være at dagens indlæg lyder som om det har været en kedelig dag, det er ingenlunde tilfældet, jeg er bare lidt træt oven på dagens strabadser, det er virkelig varmt i dag og luftfugtigheden må mindst være 100, så bær over med mig.

Da vi jo ikke skal i seng lige nu vil vi bare sige “ha’ en god aften”

hilsen
Vibse og Michael

Der er morgenmad kl. 7, så gæt hvad tid vækkeuret ringede (og det kalder man ferie). Efter morgenmaden sejler vi videre mod en hule vi skal ind og se, og for første gang her i Vietnam skinner solen – hurraaaaa.

Fremme ved hulen skal man op af en hel del trapper for at komme til indgangen, og så går det ellers nedad igen inde i hulen – en hulens bunke trappetrin er hvad der er ja. en af vores medturister fortæller at der er over 700 trin, jeg ved dog ikke om han har talt dem eller fået det fortalt, så her er tale om et ubekræftet rygte.
Hulen er da mægtig fin, men i forhold til hvad vi har set andre steder ikke imponerende, men vi fik da varmen – dryp dryp.

Flot udsigt lige uden for hulen, specielt i venstre side

Efter hulebesøget går det mod havnen, og vi skal checke ud af værelset, da vores anden dag i bugten skal foregå med et andet skib. de øvrige gæster ombord skal alle af i havnen og får derfor serveret frokost, mens vi bare kan slikke sol på soldækket imens, så får vi frokost på det næste skib.

På det nye skib er vores værelse en lille smule større, og har vinduer til begge sider. Der er lidt bøvl med myndighederne som vil inspicere alle skibe inden de får lov at sejle ud i bugten, så vi bliver forsinket 1 time til halvanden. efter et par timers sejlads kommer vi til en fiskerlandsby vi skal besøge. Det er en flydende by, da alle husene er bygget på pontoner. Her lever 250 mennesker af at fiske og dyrke perleøsters. Vi bliver roet rundt i hele landsbyen af en gammel spinkel kvinde, som på trods af at vi er 6 personer ombord og turen tager knap en time, ikke stønner en eneste gang. Prisen for denne tur = 1 dollar pr. person.

Vi sejler nu hen til det sted hvor vi skal overnatte. Inden vi skal spise aftensmad er der kokkeskole, og her lærer vi at rulle en forårsrulle, spændende!

Aftensmaden når ikke helt gårsdagens højde, men vi bliver da mætte. Midt under måltidet går alt lyset pludselig ud, og der bliver helt stille…… ind kommer to “happy birthday” syngende besætningsmedlemmer med hver sin udhulede ananas med lys i. En af de andre gæster har fødselsdag og et spansk par er på honeymoon, så de får en frugtlampe hver og alle klapper.

Det var så den dag, og nu skal vi til køjs, så vi siger

godnat og sov godt

Igen i dag ringede vækkeuret kl. 6, for kl. 8 skulle vi afhentes for at blive kørt til Ha Long. Bussen var forsinket så vi kom først afsted 8:40, men hvad, vi kom da afsted. 4½ time tog det på nogle temmelig dårlige veje, og sevom man ikke kunne se hvad der kom foran, blev der rask væk overhalet hele tiden (spændende kørsel).

Hvis man skal snakke om en byggestil her i landet, så kan det vist bedst sammenfattes med at de ganske enkelt ikke har én, det er i hvertfald ikke her arkitekten er opfundet, eller også drikker de meget.

Ordet overlæs er endnu ikke blevet oversat til Vietnamesisk, ligemeget om det er lastbiler eller motorcykler er de simpelthen læsset så man tror det er løgn og det er de sjoveste ting man ser dem køre rundt med. En motorcykel med to personer og to mingvaser på ca. 1½m. i højden, eller hvad med en der er læsset med ca. 20 høns og tyve ænder, levende vel at mærke, jeg kunne blive ved!

Undervejs bliver vi også kørt ind til et sted hvor efterkommere af dem der under vietnamkrigen var udsat for diverse kemiske våben arbejder. De er invailderede, retarderede eller deforme og kan som følge deraf ikke have et almindeligt arbejde, her sidder de så og syr billeder og silketøj og laver andre ting som bliver solgt for at hjælpe dem gennem livet. Guiden er da frisk nok til at fortælle at han og chaufføren får gratis mad hver gang de kører et læs turister ind til stedet.

Endelig efter de 4½ time når vi frem til havnen, hvor en challup sejler os ud til skibet vi skal sejle med (man er vel lidt kongelig).

Inden vi overhovedet får set vores kahyt, bliver vi sat til bords, vi får lige præsenteret os for hindanden, og det viser sig at resten af selskabet er Australiere det er to yngre par med ialt 4 børn samt to lidt ældre søstre.

Nu skal vi have frokost. Og hvilken frokost, der er alt godt fra havet og det smager fantastisk, og med en god flaske hvidvin til, så er der ikke et øje tørt.

Udsigten fra spisebordet.

Det er på tide at få inspiceret kahytten.
Det viser sig at være en kæmpe suite på 2,5 x 2,5m, så der er da lige plads til kufferterne og sengen. Det ser nu meget hyggeligt ud, og vi har jo ikke brug for mere.

Undervejs får vi slappet af på soldækket, vi har dog stadig tilgode at se solen, og vi besøger også en perlefarm, hvor visakortet lige får en svingom.

Perlefarmen

Vores junke

Vi bliver nu sejlet til en ø hvor man kan bade fra en fin strand eller gå op af en stejl bakke til toppen hvor der er et udsigtspunkt. Vibse står af her og inspicerer stranden uden dog at bade, og jeg vælger at blive ombord. Skibet bliver nu sejlet hen til den plads hvor vi skal overnatte, og efter en times tid bliver dem der stod af på øen sejlet tilbage til vores skib i en mindre båd.

Der er nu en times tid til afslapning eller hvad man nu har lyst til inden aftensmaden bliver serveret.

Gulerødder, agurker, Rød pebber og kinaradiser bliver på kunstfærdig vis omdannet til en buket blomster.

Aftensmaden var lige så fantastisk som frokosten, og den blev indtaget i selskab med de to australske søstre. Det var enormt hyggeligt og vi fik rigtig snakket om Australien, og iøvrigt alt muligt andet.

Det er tidligt i seng, for i morgen skal vi gudhjælpemig op kl. 6 igen, så

godnat og sov godt

Vibse og Michael

I dag kunne vi sove længe, så vi nåede kun lige at få morgenmad inden det blev fjernet kl. 10.

Så var det på med traveskoene og så bare ud i de små gader. Der er nok at se på, der bliver handlet, spist, drukket, snakket, vasket op, fejet, passet børn overalt, ja det virker som om de lever hele deres liv på gaden. Det vigtigste en vietnameser ejer er deres motorcykel, mens alt andet flyder og ligner lort, så er motorcyklerne pænt parkeret på rad og lige rækker på fortovet selvfølgelig, og hvor det er muligt tager de dem med ind i forretningerne.

Vi bliver konstant antastet af folk der vil sælge alt muligt, og cykeltaxier og almindelige taxier der vil køre os, så vi er efterhånden ret gode til at sige nej tak.

På vejen kommer vi til byens domkirke, ja sådan en har de faktisk. Den minder lidt om Notre Dame i Paris. Udenpå ser den ud til at være i temmelig dårlig forfatning, men indefor er der nu meget pænt, og mens vi er der er nogle kvinder i gang med at pynte op med blomster, så der skal jo nok foregå et eller andet.

Når en ejendomsmægler i Hanoi skal sælge et hus, og skriver “tæt ved offentlige transportmidler”, så mener han det alvorligt!

Vi bliver da lidt overraskede da vi lige pludselig ser et dansk flag på den anden side af gaden, men selvfølgelig har vi da en ambasade her.

På et tidspunkt kommer vi forbi et krigsmuseum, vi går ikke ind, men langs med hegnet har de opstillet nogle Tanks, fly og en helikopter, så selvfølgelig står vi of kigger lidt på dem og tager nogle billeder. Da vi har stået der et par minutter, kan jeg høre nogle fløjtelyde og kigger mig lidt omkring, ovre på den anden side af vejen står der en vagt og fløjter løs og gestikulerer helt vildt med armene over mod os, at vi skal forføje os. Det viser sig at han står vagt ved indkørslen til deres forsvarsministerium, og så kan man selvfølgelig ikke have sådan et par terrorister som os rendende der.

Dette fine hus skulle efter sigende være Hanoi’s ældste.

Vi har læst om en rest fra et posthus, hvor kun et gammelt tårn er tilbage. Det skulle ligge ved det nye posthus, men vi kan ikke se det nogen steder, før det det går op for os, at det rent faktisk ikke er særlig stort, men til gengæld ligger midt på fortovet.

Aftensmaden indtager vi på en fin restaurant på 19. sal med udsigt over byen. Maden smager fantastisk, og er efter dansk målestok ikke særlig dyr.

Nu mangler kun hjemturen til fods, og her møder vi så lige vores sidste kuriositet denne dag, en gade med ligkisteforhandlere, der stadig kl. 9 om aftenen holder åbent og sælger fine guldbelagte kister.

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Vækkeuret ringede klokken 6, da vi jo lige skulle i bad og have morgenmad inden vores guide hentede os klokken 8.

Han var præcis, og det var vi også, så vores chauffør kæmpede sig vej igennem mylderet og ud til Ho Chi Minh’s mausoleum, som var første stop på turen. Her stillede vi op i en kø, hvor man pænt går to og to ( alt andet ville formentligt have medført øjeblikkelig udvisning).  Selvom køen er lang, måske 500m. så går det forbavsende hurtigt, da vi bevæger os hele tiden, og inden vi får set os om, defilerer vi forbi go’e gamle Ho, som ser vanvittig frisk ud selvom han har været død i 44år. Lige inden vi gik ind i selve mausoleet bliver jeg af en soldat, venligt men bestemt gjort opmærksom på, at jeg skal have kasketten af.

Så går vi videre forbi det palads, han boede i en kort tid. Da Ho er en beskeden mand bryder han sig dog ikke om at bo i paladset, så mens han er på en måneds rejse til Frankrig, bygger de en “hytte”, også kaldet The house on stilts, til ham som passer bedre til hans temperament.

Næste punkt på dagsordenen er “One Pillar Pagode” et tempel fra år 1049. Desværre nåede franskmændene lige at ødelægge den inden de trak sig tilbage i 1954, så den nuværende udgave er jo ikke så gammel, men fin er den.

På vej tilbage til centrum må man gang på gang undre sig over deres færdselskultur, det er ikke usædvanligt at de sidder to voksne og to børn på en motorcykel, og om det ikke er slemt nok i sig selv, så kan man konstatere at mens de voksne altid har styrthjælm på, så har børnene det aldrig.

Vi besøger nu The Tempel of Litterature, som oprindeligt var en slags universitet for landets dygtigste unge mænd. Det var en meget skrap skole, og f.eks. i 1733 bestod kun 8 ud af 3000 tilmeldte. Skolen fungerede indtil 1802 hvor regeringsbyen og skolen blev flyttet til Hue.

Inden vi skal have frokost, skal vi lige have en tur i cykeltaxi.
Turen der varer ca. 45 minutter er meget “spændende”, der er ofte ikke plads til Land og folk mellem bilerne/motorcyklerne og så vores køretøjer.

Der bor en bager

Og en slagter

Alle og enhver, der kan binde en knude, kan blive elektriker her!

Efter at have fået lidt frokost, skal vi i teater… Dukketeater i vand tilsat kling klangmusik, det lyder spændende ikk’, jeg har nu endelig fundet noget, der er kedeligere end at kigge på at maling tører.

Sidste indslag i dag med vores guide er en kop vietnamesisk kaffe på gadeplan bogstaveligt talt (jeg var nær aldrig kommet op igen)

Vi takker vores guide for en fantastisk dag og siger favel til ham.

Inden vi skal hjem på hotellet, beslutter vi lige at gå ud til Long Bien broen en 1683 m. lang bro over “den røde flod” som franskmændene byggede og som stod færdig i 1902. Den er tegnet af gustave Eiffel, men er langt fra så velholdt som Eiffeltårnet og ligner nærmest en kæmpe bunke rusten skrot. Ligesom alle andre steder i Hanoi er der en tæt strøm af motorcykler her, så man skal virkelig se sig for, når man er nød til at træde ned på kørebanen for at passere en anden fodgænger, for fortovet består nemlig kun af en smal og tynd flise (ca. 3cm.) som ligger af på en stålramme i hver side… uha uha.

Hjemme på hotellet får vi lige en lur inden vi går ud og får noget aftensmad, og så skal vi bare hjem og skrive blog inden vi kan krybe til køjs, hvilket sker NU.

Godnat og sov godt
Vibse og Michael