Så er det sidste dag her i Vietnam, og igen i dag har vi bestilt en tur, denne gang til Cu Chi tunnellerne.
Kl. 8 bliver vi hentet på hotellet, og søreme om det ikke er Typhoon igen, vores meget grinende guide fra i går. Igen i dag bliver vi kun 7 i alt, så ud over os, er der et ungt par, hvor hun er spanier og han er schweitzer, så er der et ungt par fra New Zealand, og som rosinen på bagsædet en australsk mand, som formodentlig er på vores alder.
På vej derud bliver vi igen tvangsindlagt til et besøg på et sted for handicappede ofre for de amerikanske kemikalier, med de misdannelser det medførte. Det er tragikomisk at de nu sidder og arbejder med malinger, der er totalt forbudt i danmark, og det uden nogen former for bekyttelse, det må være ud fra devisen at mangler en mand det ene ben, så hug det andet af så passer højden bedre.

Cu Chi tunnellerne er et interessant sted, der viser vietnamesernes ukuelighed. På trods af Amerikanernes overlegenhed når det kommer til økonomisk formåen, så klarer de den med list. De har et helt bysamfund under jorden, og tunneller der rækker helt ind under fjendens lejr. Der er omkring 250km. tunneller, nogen steder i 3 etager. Det mest utrolige er, at det hele er gravet ud ved håndkraft, og al jorden er båret ned til floden så den kunne bringe den væk.

Tilbage på hotellet køler vi lige lidt ned, inden vi tager den sidste runde i byen, får lidt at spise og traver tilbage igen.

Nu er der bare tilbage at slappe lidt af komme i bad og så få pakket kufferterne, vi bliver hentet kl. 22 og kørt til lufthavnen, så dette var sidste afsnit i denne omgang såååååh

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Vi har købt en tur til Mekongdeltaet, og bliver derfor afhentet på hotellet kl. 8.  Vi skal lige hente nogen på et andet hotel, det drejer sig om to fra Hong Kong, og tre fra philipinerne, så ialt bliver vi 7 personer, det er jo ikke så ringe. Det tager næsten en time bare at komme ud af byen, og yderligere en times tid på landevejen, før vi ankommer til et meget fint Buddhistisk tempel, der hedder Vính Tràng. I den tilhørende park er der nogle megastore statuer bl.a. en meget glad Buddha.

Herefter skal vi ned til havnen i Mý Tho, hvorfra vi skal sejle ud på Mekongfloden, og over på en ø, hvor vi får serveret te og frugt, tilsat sang og musik (hvor er mit høreværn).

Efter dette udsøgte optrin, går vi gennem skoven og når frem til bådebroen, hvorfra vi bliver roet af nogle lange kanaler omgivet af kokospalmer, det er ret eksotisk, og der er iøvrigt temmelig trafikeret.

Forenden af denne rotur skal vi smage honning produkter. Først skal vi lige se bierne, og en af disse plader, hvor bierne producerer honningen bliver taget op, så vi kan se, hvordan hundredevis af bier kravler rundt og gør det, de nu gør. Vi får tilbuddet om at prøve at holde denne helvedesting, men det bliver pænt afslået hele vejen rundt.

Vi får nu serveret honningte og nogle snacks, som alle har været udsat for honning, bl.a. honningristede bananskiver, og disse “lækkerier” er naturligvis til salg, så hvis vi vil købe, skal vi bare sige til. Efter teen bliver vi spurgt, om vi vil hilse på slangen, og selvfølgelig vil vi det, det er jo bare en sølle kvælerslange på et par meter. Både Vibse og jeg samt et par andre vil da gerne prøve dette halstørklæde, så døm selv om det klæder Vibse.

Vi skal nu ud og sejle igen, og denne gang er servering ombord,  efterhånden som vi står på får vi udleveret en kokosnød med et sugerør i, så kan vi sidde og nyde turen med lidt kokosmælk. Det er jo nok ment som optakt til næste indslag, som er et sted, hvor de laver karameller eller sådan noget ud af kokosnødderne, det er et lille familiforetagende hvor alle deltager, selv børnene.

Da vi kommer ud på den anden side af “fabrikken” står der to hestekøretøjer klar til at fragte os rundt i byen. Det er en lille krikke, der er spændt foran vores vogn, og det stakkels dyr skal trække sig selv, vognen og 5 fuldvoksne mennesker i skarpt trav, på hullede og ujævne veje….. godt man ikke er hest.
 

Dyret overlevede, og vi nåede frem til stedet, hvor frokosten blev serveret. Et hyggeligt sted midt i skoven, hvor vi lige til en start fik fremvist en tigerreje, jeg har aldrig set så stor en reje før.

Det er iøvrigt vores Guide Typhoon.

Frokosten bestod af en kunstfærdigt udført elefantørefisk, samt nogle rispapirruller, kylling, rejer diverse grønne ting, suppe og så en kold øl/cola.

Mætte og tilfredse kan vi nu sejle tilbage til udgangspunktet og sætte os ind i bilen og køre tilbage til byen.

Efter en slapper på hotellet, tager vi afsted for at indløse vores voucher til en gratis middag. Stedet er meget populært og nærmest fyldt op da vi kommer derhen, men der er da et bord til os, og en 5 retters bliver kørt frem, og i store træk bliver den også kørt ned. Ikke flere detaljer her, det lyder bare som om vi ikke laver andet end at spise.

På vejen tilbage til hotellet kan vi lige nå et aftenmarked for hyggens skyld, men så er det også hjem på skrivestuen.

Jeg skulle hilse og sige
godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag er det sidste flyttedag før hjemrejsen, og så er det med fly.
Tidligt op skal vi, for der skal checkes ud og vi skal være klar til 9:15, hvor vi bliver hentet af ham, der skal køre os til lufthavnen i DaNang. Alt kører som det skal, og inden vi får set os om, er vi i luften.
Efter at have fået vores bagage går vi til udgangen, hvor der står en masse med diverse navneskilte i hånden, bare ikke nogen med vores navn på……. åh nej ikke nu igen! Efter en ti minutterstid kommer en fyr ind fra venstre med et skilt der passer på os, så jeg vinker til ham, og i samme sekund vender han om, selvom han er 10-15m væk, og styrter ud igen. Så er det ellers bare om at få hanket op i kufferterne og taget benene på nakken, det var heldigt at Vibse så, hvor han løb hen. Da vi når bilen, kan han da lige tage sig sammen til at sætte kufferterne op bag i bilen, og så går det eller for fulde dyt dyt ind til byen. Da vi holder foran hotellet, kommer den første lyd ud af hans mund, noget som må opfattes som “det er der” samtidig med at han peger ind. Han havde da ikke behøvet at påtage sig denne store anstrengelse, vi kunne jo ligesom godt se, at det var vores hotel. Han fik ikke mange drikkepenge.

Vi kunne ikke få vores værelse før kl. 14, så vi måtte sidde 30-45 minutter og vente i lobbyen, de gør dog hvad de kan, for vi skal lide så lidt som muligt, der bliver serveret iste, og en af dørmændene kommer hen med kort over byen og forklarer os en hel masse om, hvad der er i nærheden o.s.v. Jeg får lige sagt at i følge vores program, skal der komme en fra rejseagenten, for at forklare os lidt om resten af turen, så farer en af damerne hen og finder et telefonnummer til hende og ringer hende op. Et øjeblik efter får jeg røret med agenten i den anden ende, hun fortæller surt, at hun da har lagt en kuvert til os, jeg svarer at det vil jeg da spørge efter, så siger hun noget mere, jeg svarer at jeg ikke kan høre hvad hun siger, så lægger hun på. Jeg tror C&C Travel har et problem her.
Vi får vores kuvert og gider ikke at gøre mere ud af det, og nu er vores værelse også klart, så vi endelig kan komme op i et airconditioneret værelse.

Vi skal nu ud og se på byen, og næsten lige uden for døren ligger et kæmpestort marked, så det må vi da lige checke ud. Her sælges alt mellem himmel og jord og havbund. Her er godt nok mange mennesker, og derhjemme ville vi nok sige, at det var lige som sild i en tønde, men her må det være lige som krabber på et blikfad.

De er levende!

Vi forlader markedet og går videre, for vi er sultne og leder nu efter en restaurant som bliver anbefalet i “Turen går til Vietnam”.
Det viser sig dog at kortet er en lille smule misvisende, da afstandene er lidt større end som så, og sulten bliver jo ikke mindre, så da et skilt siger Hard Rock Café, bliver der drejet skarpt til højre.

Vibse fik sig en Chicken burger, mens jeg var stor i slaget og tog en tripple combo, som består af kylling, ribs og pulled pork, med french fries og cole slav, så var vi også mætte. Mens vi spiste var et band ved at stille instrumenter op, desværre nåede vi ikke at få en prøve, det kunne ellers være interessant at høre rockmusik med et vietnamesisk kling klang instrument hmmm.

Næste punkt på dagsordenen er, Notre Dame domkirken og det gamle posthus. Begge dele er nogle imponerende bygninger fra tiden med franskmændene som kolonister, og det ses tydeligt.

Herfra slentrer vi bare lidt rundt, og ender hjemme på hotellet. Vi har dog lige fået købt lidt ind, så vi ikke skal vandsmægte, den ulidelige varme kræver jo sin væske.

Aftenhygge på værelset og blogskrivning og så er den dag gået –

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag er der ikke meget at skrive om, vi har dasket rundt i byen og kigget på gamle huse, gamle mennesker og hvad der nu ellers har budt sig. Selvfølgelig har vi da også fået lidt koldt at drikke, her er nemlig i nærheden af 40 grader i dag. Energi niveauet er helt i bund på grund af varmen, så jeg beklager at dagens version bliver kort, der er dog lidt billeder, hvor I blandt andet kan se at al snak om at burhøns i Danmark har det dårligt, er helt forfejlet, de har det fantastisk.

I morgen skal vi videre til Ho Chi Minh City, som er sidste destination inden hjemrejsen, der er vi til gengæld blevet lovet at det er endnu varmere pyha.

Når I har set billederne, siger vi bare

godnat og sov godt
Vibse og michael

Burhøns så det vil noget

Et gammelt par der nyder livet i deres båd

Restaurant “Good morning Vietnam” god spaghetti Carbonara


Lokal specialitet, er der nogen der er interesseret?


Silkeorme i gang med at gnaske morbærblade

Vibse nye Veninde!

Det har åbenbart gjort godt at jeg kom hurtigt i gang med penicilinen, her til morgen har jeg det allerede meget bedre, så efter “lidt” morgenmad, det er nemlig så kedeligt at man ganske enkelt ikke kan spise ret meget, så tager vi hotellets bus ind til byen, nu skal vi til skrædder. Det viser sig at blive den uden sidestykke dyreste udflugt, og så tager det endda kun en time.

Efter skrædderen går vi en tur gennem byen, som faktisk er smadder hyggelig. Der er et stort marked, hvor der sælges alt mellem himmel og jord, så der er souvenirs, grøntsager, kød, fjerkræ og fisk og meget meget mere. For hver tre skridt vi går, får vi tilbudt et eller andet, og de er ikke meget for at godtage et nej tak. Faktisk tror jeg, at vi når nej tak nummer 500.000 inden vi forlader landet.

Så kommer vi endelig til byens store attraktion “Den Japanske Bro”, den er mægtig fin og meget gammel nemlig fra 1593. Broen forbandt den kinesiske bydel med den japanske og fordi japanerne allerede den gang kendte til jordskælv så byggede de den så solidt, at den står endnu.

Hoi An var faktisk en stor havneby før i tiden, hvor østens og vestens kultur mødtes, store handelsskibe kunne komme hertil via et floddelta på trods af at byen ligger 5 km fra havet.

Et sted vi kommer til, praler med at de har byens koldeste øl, så jeg foreslår selvfølgelig, at vi går ind og får en forfriskning. Det viser sig hurtigt at temperaturfornemmelsen har det ligesom tidsfornemmelsen, det er i hvertfald den mindst kolde øl jeg har fået indtil nu, men vi får da slukket tørsten.

Turen går videre gennem byen, og på et tidspunkt skal vi da også have noget at spise og går derfor ind et sted der hedder Gourmet garden, vi har dog efterhånden lært at ikke alt skal tages for pålydende.

Vi tager en taxa tilbage til hotellet, jeg kan godt mærke, at jeg lige skal slappe lidt af. Vibse har lidt mindre brug for afslapning, så hun tager en af de cykler, vi har til rådighed og kører sig en tur, mens jeg slapper af. I dag fik Vibse følgeskab af en ung indfødt mand, der fortalte hele sin livshistoriee og inviterede hende hjem og spise hos sine forældre. Så dukkede hotellet helsigvis op..reddet på målstregen.

Da det bliver mørkt, kan vi se at det tordner i det fjerne. Det er så langt væk, at vi ikke kan høre det men til gengæld er lynene der hele tiden, det er flot

Vi spiste her på hotellet i dag, jeg fik noget kylling med grøntsager og sursød sovs det smagte rigtig godt, og Vibse fik noget kylling med champignon, og hun var ikke lige så heldig, champignonerne smagte rædselfuldt (det var hendes egne ord). Vi fik da lidt i skrutten. Mens vi ventede på maden, fik vi besøg af en velvoksen rotte, der dog hurtigt gik igen, da den så priserne, det var nemlig ikke en pungrotte.

Nu er vi  klar til de hårde madrassser…. så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Da der åbenbart står i mine stjerner, at ferie er lig med feber, så vågner jeg naturligvis denne morgen med høj feber. Det er den sædvanlige omgang rosen der trænger sig på, med det resultat at Vibse må tage sig af pakkeriet, mens jeg bare ligger og har ondt af mig selv. Der bliver ikke noget morgenmad, da jeg ikke kan og Vibse ikke vil alene. Det er jo perfekte omstændigheder til en 4½ times busrejse, som iøvrigt i Danmark ville kunne gøres på 2 timer, hold da helt kæft hvor kører de bare langsomt hernede. Undervejs stopper bussen og chaufføren siger at der 2 minutters pause, hvis nogen skal på toilettet, 35-40 minutter senere ruller vi igen, de må have en anden tidsfornemmelse end os (og så lige i dag). Vibse siger at der pænt på vejen, men jeg ser ingenting, så det må jeg tage hendes ord for. Da vi endelig rammer busstationen i Hoi An kan vi kun forgæves spejde efter vores chauffør, vi har endda bedt dem på hotellet i Hue om at checke om det var i orden. Da vi har ventet i 2o minutter  i ulidelig hede, må jeg finde telefonen frem og ringe til den lokale agent og spørge, om vi bliver hentet eller hva’. En spinkel kvindestemme undskylder og siger vi bliver hentet om 5 minutter, så ti minutter efter bliver vi hentet, der var den tidsfornemmelse igen. Vi har så senere erfaret, at vi kunne have taget en taxa for ca 15kr.

Resten af dagen går for mit vedkommende med absolut ingenting, Vibse vover sig ud på en gåtur, hun havner dog ude på stranden i stedet for inde i byen. På et tidspunkt møder hun en tysker på motorcykel, der er faret vild, og da de jo sådan er lidt i samme båd, så får de, ved hjælp af et kort Vibse har, og en af de indfødte, forklaret vejen tilbage. Tyskeren tilbyder Vibse en plads på bagsædet, hvilket hun siger ja tak til, så nu har hun også prøvet at sidde bag på en motorcykel i Vietnam.

billeder fra Vibse’s gåtur

Tænder er det nye sort her

En tysker set bagfra

Så bliver det ellers bare til en burger fra roomservice, og så er den dag gået.

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Endnu en solbeskinnet dag i Hue med hat…….. undskyld jeg kunne ikke lade vær’. Vi har besluttet at vi vil hyre en chauffør i dag, til at køre os rundt til de ting vi skal se, og som ligger for langt væk til at gå. Hotellet hjælper os med at skaffe sådan en, og kl. 10:30 står der en ung mand klar i receptionen. Han er flink og smilende, og taler heldigvis udmærket engelsk, og i hans fine Toyota tøffer vi lige så stille ud af byen. Først skal vi ud til en gammel bro, vist nok fra 1400 tallet. Den sidste trediedel af turen går ad en vej så smal, at det er utroligt at to biler kan passere hinanden, men det lykkes da flere gange. Inden vi får set os om, er vi fremme.

Denne fine gamle bro har tag på, og indenunder taget er der bænke i begge sider hele vejen over, de bliver flittigt brugt af unge mennesker og også nogle gamle der lige kan tage en morfar her.

Vi skal nu videre for at se nogle gamle kongers/kejseres gravpladser, og de forstår sgu at slå stort brød op.

Først skal vi til kejser Khai Dihn’s lille beskedne gravsted

På vej hen til den næste, som hedder Tu Duc, stopper vi lige et sted på vejen, hvor vi ser nogle kvinder der laver røgelsespinde og stråhatte, og Vibse skal da også lige prøve en af hattene.

Tu Ducs gravsted er ud over de sædvanlige bygninger også en kæmpe park medmasser af træer og vandløb, og inde mellem træerne fandt jeg denne “lille” fætter.

Så er det hjem til hotellet igen til afkøling på værelset, det er nemlig så varmt i dag, at man kan stege 2 spejlæg på min pande på mindre en 1½ minut, og alt vores tøj kan vrides.

En lille spadseretur langs med parfumefloden bliver det da også til, og her ser vi de unge mennesker øve sig i at lege Jackie Chan, de springer op af mure snurrer rundt i luften og laver alle mulige tricks, de er rimeligt dygtige og der foregår også mange andre ting for de unge i parkområdet ved flodbredden, jeg tror ikke der er ret mange der sidder derhjemme og spiller computerspil.

Inden vi skal ud og have den sidste nadver i Hue, skal Vibse lige have en gang massage mere. På vejen til restauranten skal vi også lige hente den bluse, Vibse har fået syet af noget silkestof hun har købt, og som heldigvis viser sig at være tilfredsstillende konstrueret.
Da vi sidder og spíser, falder vi i snak med dem ved nabobordet. Det er et par og deres 16årige søn fra Sydney, og inden de forlader stedet, har vi fået deres kort og er inviteret hjem til dem hvis vi skulle komme til Sydney igen.

Nu er 10. afsnit af romanen skrevet og vi kan krybe tilkøjs, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

ps: hulubulu ….. …. .. .. …..

I dag skal vi ud og cykle, Hotellet vi bor på stiller cykler til rådighed for os, men først skal vi jo lige have noget morgenmad. På sådan et fint hotel må morgenmaden jo bare være i orden. Skuffelsen er enorm, udbuddet er stort men det er ris, nudler mærkelige varme ting, og temmeligt ulækkert udseende afskåret pålæg. Der er dog noget baguetteagtigt brød der kan spises og bacon og pølser er også ok, spejlæg bliver lavet på forlangende ved buffetten af en urutineret æggesteger, de to første forsøg ryger i skraldespanden, da hun ikke kan få dem af panden uden at de går i stykker. Juicen som nok nærmere er noget saftevand smager forfærdeligt, så tju hej hvor det går.

Vi får udleveret vores cykler, og cykler nu mod citadellet, som er et gammelt kejserpalads med tilhørende pagoder og bygninger til ansatte m.m. det er faktisk et kæmpe område, som det da også tager os 5-6 timer at få tygget os igennem. Vi er kun lige kommet frem til området, og har fået parkeret vores cykler i “betalingsanlægget”, det koster kr. 1,50 pr. cykel, da vi opdager at batteriet til videokameraet sidder i opladeren hjemme på hotellet. Så jeg må op på jernhesten igen og cykle tilbage og hente det. Vi slipper for at betale en gang til, for mens jeg var afsted, har vibse charmet sig ind hos p-vagten. Han har tilbudt hende en plads i skyggen hvor hun kunne vente på mig.

Vi skal nu ind i området og se denne attraktion og går mod indgangen lige som alle andre. Ved billetsalget får vi besked på at vi skal ind af den anden indgang, den for folk over 1½ m. og uden skæve øjne. Det er da klart at når vi er så store, og afviger så meget fra den normale ansigtsudformning, så skal vi da betale dobbelt så meget som de andre, men OK de 30kr. det koster er såmænd i orden. Eftersom alle vietnamesere er millionærer er det måske alligevel lidt urimeligt. 1.000.000,00 dong = 300,00kr.

Det er så varmt og fugtigt, så inden vi næsten er kommet i gang, er t-shirt og kasket fuldstændig gennemblødt, og hver gang jeg har taget et billede må jeg tørre mit kamera af for sved bwadr.
Nogle af tingene vi ser er noget slidte og matte i farverne, mens andre er nyrenoverede, men fælles for det hele er at det er nogle fantastiske huse med rigtig mange flotte detaljer, det vil være umuligt at beskrive det ordentligt med ord, så kom selv herud og se.

Da vi omsider vender tilbage til cyklerne, har vores ven p-vagten været så sød at han har lagt en avis på sadlen med en sten ovenpå så den ikke blæser væk, da sadlen ellers ville være omkring 100grader varm, flink fyr.

Vi cykler hjem igen til hotellet, og skynder os op på det airconditionerede værelse, så vi kan få kropstemperaturen ned i nærheden af det normale…… pyha.

Jeg får læst min bog færdig, mens Vibse går ned og får massage, manicure og pedicure med neglelak og hele svineriet. jeg får da også lige tid til at gå ind på min blog og se om der skulle være nogen der har kommenteret, men det var ikke tilfældet i dag ( er du der Lotte )

Uden mad og drikke…… det er blevet tid til aftensmad, så vi går ud i aftenlivet for at finde et sted. Sørme om ikke det er begyndt at regne lidt, men det er så lidt at man når at tørre inden en ny regndråbe rammer samme sted igen, så det var faktisk værre at være ude i solen i eftermiddags. vi finder et sted hvor vi kan komme op på 1. sal og sidde på en terrasse og kigge ud over gaden, det var da meget hyggeligt. Vibse får sin forret, og jeg venter bare, så får Vibse sin hovedret, og jeg venter bare, og så får jeg min hovedret, hvorefter jeg spørger om ikke min forret skulle komme først, næ næ den kommer om lidt. Jeg tror nok jeg får forklaret dem at nu kan det være ligemeget med forretten. Det tager lidt tid men til sidst forstår de da at forretten er aflyst. Det er et mærkeligt folkefærd, de smiler og siger ja ja selvom de ikke fatter en hujende fis, men de er jo meget søde alligevel så vi bærer over med dem.

Så er det hjem på redaktionen og skrive dagens avis, det er hermed gjort, så vi siger

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Af praktiske grunde fik vi ikke lige gjort dag 7 færdig, så dag 8 starter dag 7 kl. 22:00.

Vi blev afhentet på vores hotel, faktisk allerede kl. 21:50 (vi må sige, at logistikken har virket upåklageligt indtil nu, vi var jo lidt spændte hjemmefra). Chaufføren kører os stille og roligt til stationen, hvor vi ankommer lidt over 10. Nu begynder det sjove, for der er altså ikke ret mange Vietnamesere der kan tale engelsk, så vi går ind i stationsbygningen og kigger os lidt omkring. vi kan se toget holder lige udenfor døren så selvfølgelig går vi hen og prøver at åbne døren, men den er låst. I samme øjeblik vi hiver i døren kommer der en rendende og siger en hel masse volapyk, men får da slutteligt sagt “tickets”, og så er det jo bare om at finde billetterne frem. Efter at have gransket billetterne får han med fagter forklaret at vi skal gå ud af bygningen igen og til venstre, så det gør vi da selvfølgelig.
Udenfor kan vi godt se at der lidt længere henne er en indgang mere, og da vi kommer derhen står der såmænd Waiting room, så juhu vi er på rette vej. Herinde er dørene ud til perronen også låst, men de er ved at gøre klar til at åbne og folk stiller sig i kø, også os. En ny mand vil gerne se vores billetter, hvorefter han trækker af med os væk fra køen og hen til stolene i ventesalen. Her får han skubbet nogle vietnamesere sammen så der bliver to pladser til os. Sit, og bli’ sit siger hans fagter, det viser sig nemlig at et andet tog skal afsted først, så det var jo meget godt. Efter ca. en halv time kommer endnu en person hen og vil se billetterne og derefter gestikulerer han “følg med mig”. Inden vi får samlet os sammen er han dog væk, så vi ser nok lidt ‘vi er blevet væk’ ud, men så dukker der da bare en ny mand op som vil se billetter (det begynder at blive lidt trivielt). Da han så vil have os med ud på gaden, bliver vi godt nok lidt underlige til mode og bliver enige om at droppe ham og gå den anden vej ud mod perronen, iøvrigt lige som 200 andre, og det var godt for ud af vinduet kan vi se vores første “følg med mig” mand stå og vinke til os. Vi får indhentet ham og han går foran os hen til den vogn vi skal være i, tager vores kufferter op i toget og viser os hen til vores kupé, og så kommer forklaringen på hans hjælpsomhed, han vil da godt lige have lidt for sin indsats…… Det får han så, og vi kan flytte ind i vore luksuskupé.

Vi skal ud og rejse, ikke bare med tog, men også en rejse i tiden.
Jeg vil tro at dette tog er fra omkring anden verdenskrig og formodentlig bygget i rusland eller kina. så ordet komfort er ikke lige det første man kommer i tanke om og renlighed er en by sibirien, med undtagelse af lagner og tæpper som tilsyneladende er rene – gud ske lov. Vi er glade for at vi har købt hele kupéen så vi ikke skal dele med nogen. I kupéen ved siden af er der 2 norske piger som vi taler lidt med, og de har kun købt to pladser, så de kommer til at dele med en hel familie, denne familie er formentlig vant til dele seng med hinanden, og de iøvrigt heller ikke særlig store sådan nogle vietnamesere.
Toilettet ude på gangen vil vi af humanitære grunde slet ikke omtale. Så mange indfødte på så lidt plads udløser et støjniveau som et middelstort skibsværft, men en time til halvanden efter afgang er der ved at være ro på og vi kan lægge os til at sove.

Ved 6-7 tiden begynder skibsværftet at arbejde igen, og det fortsætter til vi lander i Hue ca. kl.11.
Undervejs får vi da set lidt ud af vinduet, og hvor er der altså mange rismarker, gravsteder, faldefærdige huse, køer, høns og mennesker med trekantede hatte.

På stationen står en sød pige med et skilt i hånden hvor der står ”velcome mr. Michael Timm”, Vibse er åbenbart ikke velkommen.
Hun undskylder at bilen der skal køre os ikke lige er der, og vi kommer til at vente 5-10 min. før den kommer, men så er vi også hurtigt fremme ved Romance Hotel som vi skal bo på de næste tre nætter. Det er et mægtig flot hotel, så her skal vi nok blive glade for at være.

Efter at vi har fået et tiltrængt bad, begiver vi os ud i byen for at se os lidt omkring. Vi har snakket lidt om en sejltur på floden så vi går den vej. Nede ved floden bliver overfaldet at folk der vil sælge os ture på floden, men vi har ikke lyst til at sejle med hvem som helst, og går derfor ind på et kontor hvor de sælger disse ture, i håb om at det er lidt mere organiseret. Det der sker efter at vi har købt billeten, er at sælgeren kalder på en af dem vi lige har sagt nej tak til, og giver hende turen, det blev det vist ikke billigere af.

Turen går ud til en pagode 4-5 km. oppe af floden, Her har vi 20 minutter til kigge på den i, inden turen går tilbage.
Undervejs prøver hun at sælge alt muligt turiststads til os, dog uden held.

Efter denne sejltur beynder sulten og tørsten at indfinde sig, og noget må gøres. En hjørneCafe bliver udvalgt og en Tigerøl og en cola kommer hurtigt på bordet, og 12 små forårsruller følger hurtigt efter. Således restitueret efter en lettere udsultning, går vi tilbage til hotellet, hvor der står traditionel vietnamesisk massage på programmet. 45 minutter med kyndige hænder der tværer det meste af kroppen ind i olie, mens musklerne får en ordentlig omgang, det var sgu okay.

Vi beslutter at spise på hotellet, og kører op på 11. etage, hvor vi spiser med udsigt over byen til tonerne af Bryan Rice. Det er vel ikke underligt at han er populær herude med det efternavn.

Endnu en dag er gået godt, så vi siger da bare

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Dagen i dag ligner til forveksling dagen i går ihvertfald frem til middag, hvor vi denne gang står af skibet for at køre tilbage til Hanoi. Turen tilbage ligner også til forveksling turen ud,totalt uforsvarlig kørsel det samme landskab og det samme besøg på et sted for krigsveteraners børn.

Tilbage på det hotel vi boede på inden sejlturen, får vi lov til at opbevare vores kufferter indtil vi bliver afhentet og kørt til stationen.

Så vi traver en tur ud i byen igen for at slå ca. 5 timer ihjel. Vi spiser aftensmad på en restaurant, der ligger i vandkanten på den store sø i midtbyen, et udmærket sted hvor vi for to retter mad, 2 colaer, og 3 øl kommer af med den nette sum af 240kr. inkl. drikkepenge.

Vi får også lige provianteret til togturen, inden vi igen er på hotellet 1½ time før vi bliver hentet. De er så søde at lade os sidde i deres Bussinescenter hvor der er Wifi, så derfor har jeg lige tid til at skrive dette eventyr.
Det kan godt være at dagens indlæg lyder som om det har været en kedelig dag, det er ingenlunde tilfældet, jeg er bare lidt træt oven på dagens strabadser, det er virkelig varmt i dag og luftfugtigheden må mindst være 100, så bær over med mig.

Da vi jo ikke skal i seng lige nu vil vi bare sige “ha’ en god aften”

hilsen
Vibse og Michael