Dag 10, Hue

Endnu en solbeskinnet dag i Hue med hat…….. undskyld jeg kunne ikke lade vær’. Vi har besluttet at vi vil hyre en chauffør i dag, til at køre os rundt til de ting vi skal se, og som ligger for langt væk til at gå. Hotellet hjælper os med at skaffe sådan en, og kl. 10:30 står der en ung mand klar i receptionen. Han er flink og smilende, og taler heldigvis udmærket engelsk, og i hans fine Toyota tøffer vi lige så stille ud af byen. Først skal vi ud til en gammel bro, vist nok fra 1400 tallet. Den sidste trediedel af turen går ad en vej så smal, at det er utroligt at to biler kan passere hinanden, men det lykkes da flere gange. Inden vi får set os om, er vi fremme.
_MG_3864

Denne fine gamle bro har tag på, og indenunder taget er der bænke i begge sider hele vejen over, de bliver flittigt brugt af unge mennesker og også nogle gamle der lige kan tage en morfar her.
_MG_3872_MG_3877

Vi skal nu videre for at se nogle gamle kongers/kejseres gravpladser, og de forstår sgu at slå stort brød op.

Først skal vi til kejser Khai Dihn’s lille beskedne gravsted

_MG_3930_MG_3912_MG_3916

På vej hen til den næste, som hedder Tu Duc, stopper vi lige et sted på vejen, hvor vi ser nogle kvinder der laver røgelsespinde og stråhatte, og Vibse skal da også lige prøve en af hattene.
_MG_3940

Tu Ducs gravsted er ud over de sædvanlige bygninger også en kæmpe park medmasser af træer og vandløb, og inde mellem træerne fandt jeg denne “lille” fætter.
_MG_3964

Så er det hjem til hotellet igen til afkøling på værelset, det er nemlig så varmt i dag, at man kan stege 2 spejlæg på min pande på mindre en 1½ minut, og alt vores tøj kan vrides.

En lille spadseretur langs med parfumefloden bliver det da også til, og her ser vi de unge mennesker øve sig i at lege Jackie Chan, de springer op af mure snurrer rundt i luften og laver alle mulige tricks, de er rimeligt dygtige og der foregår også mange andre ting for de unge i parkområdet ved flodbredden, jeg tror ikke der er ret mange der sidder derhjemme og spiller computerspil.

Inden vi skal ud og have den sidste nadver i Hue, skal Vibse lige have en gang massage mere. På vejen til restauranten skal vi også lige hente den bluse, Vibse har fået syet af noget silkestof hun har købt, og som heldigvis viser sig at være tilfredsstillende konstrueret.
Da vi sidder og spíser, falder vi i snak med dem ved nabobordet. Det er et par og deres 16årige søn fra Sydney, og inden de forlader stedet, har vi fået deres kort og er inviteret hjem til dem hvis vi skulle komme til Sydney igen.

Nu er 10. afsnit af romanen skrevet og vi kan krybe tilkøjs, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

ps: hulubulu ….. …. .. .. …..

This entry was posted in Vietnam.

One comment to Dag 10, Hue

  1. christina1977 siger:

    Waaaauuu sikke en dag i har haft i dag – lyder som en smart ide med chauffør (specielt på så snævre veje). Super hyggelig bro – fik I jer en “morfar”. Den beskedne gravplads er godt nok flot – det må man give dem.
    Marcus synes ikke den “lille fætter” er spor fin :0)
    Kunne godt tænke mig, at have oplevet jeres parkour/Jackie Chan oplevelse.
    Personligt forstår jeg ikke, hvor mutti ikke har købt “kineserhatten” som Marcus kaldte den – er sikker på den vil gavne hende og med garanti stå godt til hendes silkebluse.
    Afslutningsvis – SÅÅÅ typisk jer at vade ind i andres liv med kyshånd – næste gang må I lokke dem der inviterer til at betale billetten for jer, så I reelt KAN komme på besøg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *