Da der åbenbart står i mine stjerner, at ferie er lig med feber, så vågner jeg naturligvis denne morgen med høj feber. Det er den sædvanlige omgang rosen der trænger sig på, med det resultat at Vibse må tage sig af pakkeriet, mens jeg bare ligger og har ondt af mig selv. Der bliver ikke noget morgenmad, da jeg ikke kan og Vibse ikke vil alene. Det er jo perfekte omstændigheder til en 4½ times busrejse, som iøvrigt i Danmark ville kunne gøres på 2 timer, hold da helt kæft hvor kører de bare langsomt hernede. Undervejs stopper bussen og chaufføren siger at der 2 minutters pause, hvis nogen skal på toilettet, 35-40 minutter senere ruller vi igen, de må have en anden tidsfornemmelse end os (og så lige i dag). Vibse siger at der pænt på vejen, men jeg ser ingenting, så det må jeg tage hendes ord for. Da vi endelig rammer busstationen i Hoi An kan vi kun forgæves spejde efter vores chauffør, vi har endda bedt dem på hotellet i Hue om at checke om det var i orden. Da vi har ventet i 2o minutter  i ulidelig hede, må jeg finde telefonen frem og ringe til den lokale agent og spørge, om vi bliver hentet eller hva’. En spinkel kvindestemme undskylder og siger vi bliver hentet om 5 minutter, så ti minutter efter bliver vi hentet, der var den tidsfornemmelse igen. Vi har så senere erfaret, at vi kunne have taget en taxa for ca 15kr.

Resten af dagen går for mit vedkommende med absolut ingenting, Vibse vover sig ud på en gåtur, hun havner dog ude på stranden i stedet for inde i byen. På et tidspunkt møder hun en tysker på motorcykel, der er faret vild, og da de jo sådan er lidt i samme båd, så får de, ved hjælp af et kort Vibse har, og en af de indfødte, forklaret vejen tilbage. Tyskeren tilbyder Vibse en plads på bagsædet, hvilket hun siger ja tak til, så nu har hun også prøvet at sidde bag på en motorcykel i Vietnam.

billeder fra Vibse’s gåtur

Tænder er det nye sort her

En tysker set bagfra

Så bliver det ellers bare til en burger fra roomservice, og så er den dag gået.

Godnat og sov godt
Vibse og Michael