Enden er nær, og på vores sidste hele dag er det Hollywood og Beverly Hills der står for skud.

Vi har købt en rundtur i området med en åben minibus, så klokken 9:45 bliver vi afhentet på hotellet for at blive kørt til turarrangørens kontor på Hollywood Boulevard. Her skal vi lige ordne det økonomiske, og så iøvrigt vente til kl. 10:30, hvor turen begynder.

Vi starter med at køre forbi Hollywood Bowl, det vil sige et skilt der siger Hollywood Bowl, selve amfiteatret ser vi ikke noget til. Næste punkt er huset hvor den berømte slutscene fra Pretty Woman, hvor Richard Gere frier til Julia Roberts fra taget af en limousine, er filmet.

Herefter går det igennem Mulholland Drive, en lang vej der snor sig gennem Hollywood Mountain. Vi får udpeget alle de huse som de kendte enten har boet i, eller bor i. Desværre tror jeg at chaufføren har stjålet bilen, for det går så stærkt på den ikke særlig jævne vej, at fotografering er en umulighed. Indimellem lykkes det dog at nå at se et flot hus, eller port, for de fleste har muret sig inde, forståeligt nok.

Den næstsidste del af turen går gennem Beverly Hills, hvor alt bare er toptunet, der er ikke et forkert græsstrå, eller plankeværk der trænger til  maling. Det skyldes at de har et system der pålægger dem at holde alt 100% i orden. Hvis der er noget der ikke er som det skal være, får de en bøde på 500$ og 2 dage til at ordne det i, er det stadig ikke i orden efter de 3 dage får de en ny bøde på 1500$, og sådan fortsætter det. Det skal jo nok holde dem til ilden.
Hvis alarmen går i et af husene her, er politiet fremme på maksimum 45 sekunder. Dette kan lade sig gøre fordi de har deres egen politistyrke, som regnet i forhold til areal og indbyggere er den største i verden.
Den sidste del går gennem det område hvor alle de sindsygt stinkende dyre butikker ligger, her er der ingen prisskilte, for som de siger “hvis du er nød til at spørge om prisen, så har du ikke råd til det”.
vi bliver sat af ved hotellet og en hæsblæsende tur er endelig forbi.

Vi tager lige en kort pause, inden vi i bil vover os ud i trafikken for at køre op til Griffith Observatory.

Her er der udsigt over hele LA, og den er altså stor skulle jeg hilse og sige. Den modsatte vej kan man se det berømte Hollywood skilt og de omkringliggende bjerge.


Selve observatoriet er en utrolig flot bygning med 3 kupler. Der er fri adgang til bygningen og de udstillinger der er, det eneste der koster lidt, er hvis man vil ind og se en forestilling i en biograf, som den der er i planetariet i København.


Jeg holder øje med dig

Vi kører tilbage til Hollywood Boulevard, og finder et parkeringshus i nærheden af The Chinese Theater. Det er på fortovet på Boulevarden, at alle stjernerne med de berømtes navne på ligger, og her er et billede af den måske aller berømteste

Foran The Chinese Theater finder man et meget ujævnt fortov, det er nemlig her at nogle af de samme berømte, og også nogle andre berømte har sat deres hånd og fodaftryk i betonen. Mange af dem har også skrevet en hilsen til Sid, så mange at jeg til sidat må spørge en der ser lokal ud, hvem er Sid, og svaret var:  den første ejer af teatret. Så nu er jeg meget klogere…….

Maven rumler, og det må der gøres noget ved, og det bliver Hard Rock Café der bliver den udvalgte. Det er jo efterhånden også en tradition at gøre dette en gang på hver oversøisk ferie, og ellers kan det blive det. 😉



Det er dem selv der kalder det for HOLLYWEIRD.

Desværre er jeg blevet lidt skidt tilpas, så vi vender næsen hjemad mod hotellet.
Vi skal jo tidligt op i morgen, så det passer fint at komme tidligt til køjs, så derfor er der vel kun en ting tilbage at sige, tak for denne gang, tak fordi i gad og læse alt det sludder jeg har skrevet, jeg håber at I har nydt det, for det har dæleme været hårdt arbejde. 🙂

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag blev en særdeles begivenhedsrig dag, på den ufede måde.

Da der var morgenmad med i prisen på hotellet, gik vi selvfølgelig ned og spiste her. Bagefter gik vi tilbage på værelset, og endelig lykkedes det at få hul igennem til den Mollerup-Timm’ske klan på skype. Det var dejligt at se dem og tale med dem igen. Da vi skal til at forlaade værelset for at checke ud, opdager Vibse at hun har glemt sin taske i restauranten. Hun stormer ned for at se efter den og spørge om den er fundet. Hun kommer dog snart tilbage uden taske, og så breder panikken sig, der er pas, penge, kørekort, visakort, video og armbånd og meget andet i den taske. Værelset bliver minutiøst gennemgået for at se om vi skulle have overset den, men nej, ingen taske. Nu prøver jeg at gå ned i restauranten og kigge og spørge personalet igen, om den skulle være fundet, men igen er svaret negativt.
Op igen, vi må jo se at få spærret visakortet, og finde ud af hvor man kan få et nødpas mens vi har adgang til nettet. Vi skal nu have fat i politiet for at få optaget en rapport over tyveriet så vi kan få en kvittering til konsulatet, det kræves for at få nødpasset. Vi spørger derfor efter vej til politiet i receptionen, men han tilbyder straks at ringe til politiet, så vil de komme til hotellet, så det gør han. Han fortæller os at såfremt vi har mistanke til nogen vil de komme, ellers skal vi komme til dem. Mens vi står der kommer en kvinde hen og spørger Vibse om det er hende der har glemt en taske, hun kan nemlig se hendes rødrandede øjne, og gætter derfor sammenhængen. Da vibse bekræfter at hun mangler sin taske, fortæller kvinden at hun har set morgenmadservitricen tage tasken og gå mod receptionen med den. Nu bliver det mærkeligt, for hun har tre gange benægtet at have set tasken. Vores nye ven i receptionen tilbyder straks at ringe til politiet igen og bede dem om at komme, vi kan se på ham at han heller ikke tror på hendes nye historie om at hun udleverede tasken til en kvinde der sagde at det var hendes.
Politiet kommer efter ca. 20 minutter, en i bil og en på cykel, og de går straks i gang med efterforskningen. Den ene betjent får en briefing af hotelpersonalet og tager derefter servitricen med udenfor til afhøring. Den anden betjent kommer hen til os, og får vores version af det skete, hvorefter vi bare kan sidde og vente. Personalet som nu tæller både de 2 der står i receptionen samt hotellets manager er utrolig søde, og kommer hele tiden spørger hvordan vi har det, tilbyder vand og er i det hele taget meget medfølende. Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået, men pludselig kommer den ene betjent ind igen, og vi tror næsten ikke vores egne øjen, han har tasken med, jeg skal love for at det gipper i os, det er jo næsten umuligt at det kan ske. Betjenten, som foriøvrigt fortæller at de har fundet den i en skraldespand, viser os tasken og beder os om at undersøge om alting er der. efter en hurtig gennemgang kan vi konstatere at alt undtagen ca. 1200$ er der. Passene og videoen med alt det vi har filmet undervejs, er bare det vigtigste, så hvis pengene er væk, kan vi leve med det. Han går med tasken igen, for han skal lige fotografere den og indholdet til sagsmappen, så igen venter vi. Efter en 20 minutters tid, kommer han igen, og denne gang har han gudhjælpemig pengene med også. De har fundet pengene på servitricen, hun havde gemt dem i trusserne.

Man kan vist roligt sige at hun traf den forkerte beslutning da hun tog tasken, nu er hun uden job, hun sidder i fængsel og er herefter sag nr. 14-62451.

Personalet på hotellet er virkelig jublende glade og krammer os, og Manageren tilbyder at vi skal have en fest i aften og vi kan overnatte gratis hvis vi har lyst.

Vi vil nu helst videre så hurtigt som muligt, så med alle vores ejendele kører vi nu videre.

Inden vi forlader byen skal vi da lige se lidt af den. Vi finder en parkeringsplads og går en tur rundt og ser på deres huse som er meget spanskinspireret, og utrolig flotte. En af de bygninger vi nærstuderer er meget apropos The courthouse, som er åbent for offentligheden og vanvittigt flot, og der er bla .a. et tårn man kan komme op i, hvorfra der er udsigt over hele byen.

GPS’en bliver nu sat til LA, via Malibu og Santa Monica.
Malibu er et paradis for rige og surfere og parkeringspladsejere. De rige, fordi de kan bo i vandkanten, og de bor så tæt at man overhovedet ikke kan se vandet fra vejen, Surferne fordi de få steder der er hul ud til vandet, kan de komme ud i nogle kæmpestore bølger, og det er jo det surfere gør, og parkeringspladsejerne fordi alle disse surfere skal betale 20$ for at parkere, så de kan komme ud og lege.
 
BREAKING NEWS Julemanden bor ikke på grønland mere

I Santa Monica kan vi “nøjes” med 12$ for parkeringen, så vi kan komme ud på Santa Monica Pier, som er endnu en forlystelsesmole, hvor Route 66 officielt slutter.
 

De sidste 17 km. til hotellet i West Hollywood, bliver også turens længste, det er nemlig myldretid og det er næsten hurtigere at gå, men vi kommer da frem. Efter check-in kan vi lige klare at gå en tur op på Sunset Boulevard, og få lidt aftensmad på en restaurant der ligger lige ovenpå Ole Henriksens beautysalon.
 

Sikke en roman det blev til, nu er jeg træt, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Vi starter dagen med, fra vores altan, at se delfiner boltre sig i vandet lige ud for os, det er jo en meget rar måde at komme i gang på.

Efter checkud på hotellet, kan vi køre sydpå, og de første 70-80 km. er det bare derudaf for det så vi jo i går. Måske lige med undtagelse af nogle postkasser der står helt ude på kanten af skrænten og in the middle of nowhere, dem fik vi nemlig ikke billede af i går. Turen videre forgår uden de store nye oplevelser, men masser af flotte udsigter igen. Et af de steder vi stopper er der egern, og mange af dem. Og da Vibse finder en pose med chips frem, har hun pludselig en masse venner der spiser af hånden.

Et sted bliver vi mødt af en Highway patrol, der jager os og alle de andre bilister helt ud på et vigespor. Der skal passere en lastbil med et hus på ladet, så den skal bruge begge vejbaner. Ham betjenten overdrev nok lidt da han blev ved med at skulle have os længere ud, for så var den altså heller ikke større.

I San Simeon kommer vi til Elephant Seal Vista Point, og som navnet siger så er stranden fyldt med elefantsæler. Det er nogle store uformelige og grimme fyre, men lidt charme har de da, når de på deres klodsede måde møver sig hen over sandet, de er helt sikkert mere manøvredygtige ude i vandet end på land.

De har da også lige en slange på stedet
  

Og lidt senere ser vi at hestene skal i seng, de har i hvertfald allerede taget pyjamas på!

Det vrimler med wildlife i dag, i vejkanten sidder en flok Condorer og mæsker sig i et ådsel af en eller anden slags. De er godt nok heller ikke pæne, og heller ikke charmerende.

Sidste stop ved kysten inden det går ind over land er en by ved navn Pismo Beach, frygteligt navn. De er kendt for en meget lang og bred badebro som vi forsøger at finde, men i stedet finder vi nogle ualmindeligt pæne huse, nogle med faconsyede buske og træer, i det hele taget er husene her i byen gennemsnitligt meget bedre vedligeholdt end hvad vi ellers ser rundt omkring. Den føromtalte badebro kan vi godt se ude i horisonten, men det ser ikke ud som om det er interessant nok til at vi gider at køre dertil, så nu bliver GPS’en sat til Solvang,.

Solvang er faktisk utrolig flot og en positiv overraskelse, der er danske navne overalt, og i byens informationskontor sidder en ældre herre, andengenerationsamerikaner hvis far var dansk og fra Ålborg og moren var irsk. Han kunne faktisk tale rimeligt godt dansk, og fortalte hvor de forskellige ting var. Han anbefalede Restaurant “Den Røde Viking”, hvor vi kunne få både Dansk mad og Æbleskiver. Det tilbud kunne vi jo ikke lade gå vores næse forbi, så vi fik det store kolde bord med lune retter, der var både marineret sild, karrysild, Æg og rejer, leverpostej, frikadelle, medisterpølse, skinke og italiensk salat, og meget mere. Det var Buffet, alt hvad man kan spise for 15$. Vibse sluttede af med æbleskiver, og så var der ikke et øje tørt.

Således mætte og tilfredse, var der så kun tilbage at køre de sidste 70 km. til Santa Barbara, og checke ind på Best Western.

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag skulle vi tidligt op, vi skulle allerede være  på Molen i Monterey Bay Harbor kl. 8:15 selvom der først var afgang kl. 9.
På slaget 8:56 stævner vi ud, Jeg tror at det er første gang i mit liv at noget som dette er startet før tid, men så fik vi da også prøvet det.

Den første times tid er ren sejlads, vi ser lidt fugle og nogle søløver. Så begynder der at ske noget, og endelig får vi set hvaler. Vi får at vide at det er Humpback Whale’s, og internettet kan efterfølgende gøre os klogere så vi nu ved at det er pukkelhvaler. Der er mange af dem og de kommer hele tiden op og puster vand  op i luften, og viser halen frem. Desværre er de rimeligt langt væk fra båden, så engentlige nærbilleder bliver det ikke til.

På et tidspunkt koger vandet helt vildt bag skibet, det viser sig at være en kæmpeflok søløver på ml. 50 og 100 der er på udflugt sammen, de er åbenbart meget sociale. Der gik en times tid med at studere alle disse vandskabninger, men så vendte skuden, og vi måtte tilbage til havnen.

Da viikke havde fået morgenmad, og vi kom lige forbi creperiet fra i går, så kom der til at stå pandekager på menuen. Denne gang blev det dog bare en almindelig en af slagsen med sukker på, og så en dejlig stor kop kaffe, der smagte rigtig godt.

Da vi i morgen skal køre ca. 400 km. på highway 1. tog vi en i beslutning om at inspicere det område som hedder Big Sur som ligger syd for Monterey, så kan vi i morgen suse igennem, der bliver sikkert rigeligt at se endda. Vi kører til McWay Canyon i Julia Pfeiffer Burns State Park. Her er igen en forrygende udsigt til en lille indelukket bugt, med eget vandfald. Der er en meget fin strand, som der dog ikke er adgang til, det hele må betragtes fra oven.

Turen går nu nordpå igen, og vi stopper mange steder for at nyde synet af landskaberne. et af stederne er Bixby Bridge, som afgjort er et foto værd.

Omtrent tilbage i Monterey, kommer vi til Carmel, byen hvor Clint Eastwood på et tidspunkt var Borgmester. Det er en meget fin by, hvor det er tydeligt, at det er de rige der bor her. Fashionable butikker i charmerende huse, der er lidt Tiffany’s, Cartier, Gucci og så videre over det.

Lige nord for selve byen ligger “17 miles Drive”. Det bliver omtalt i alle turistbrochurer og rejsevejledninger som noget man skal prøve. Man betaler 10$ for at få lov til at køre ind i de riges neighborhood. Man skal holde sig til den fastlagte rute, og alle steder står der “Private property, keep out, no trespassing”. Så mens man kører rundt mellem millionvillaer og golfbaner, kan man bare sidde i sin bil og føle sig fattig. Halvdelen af turen er der faktisk slet ikke noget pænt at kigge på. Så mens jeg er blevet 10$ fattigere, er de blevet 10$ rigere, og jeg tror aldrig jeg har følt mig så meget taget ved næsen som her.

Vi når lige hjem til solnedgangen, og efter den gælder det middagen på hotellets restaurant.

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Så er tiden kommet, hvor vi skal videre. Mens vi venter på at vores bil bliver kørt frem, får vi øje på en plade i fortovet foran hotellet. Den har en inskription der fortæller om en legendarisk dørmand der har haft tjansen i over 30 år, Tom Sweeney hedder han. Mens vi kigger på denne plade, kommer vores rødklædte ven hen og fortæller at Tom Sweeney, det er ham og pladen er gammel for nu har han været der i over 40 år. Det er da imponerende at man kan stå det samme sted iført klovnekostume i over 40 år, hold da op siger jeg bare.

Hurra igen for GPS’en som bringer os sikkert ud af byen, og ud på highway 1 igen, som dog noget skuffende viser sig at være motorvej på mere end halvdelen af dagens etape. Indimellem var der dog stykker med landevej, hvor kysten kunne ses, og hvor der var mulighed for at stoppe og tage billeder. Vibse har hele tiden snakket om at hun gerne ville se pelikaner, det ønske blev så opfyldt i store mængder i dag. Store kolonier holdt til på klipperne der lå lidt ude i vandet, så med 200mm’eren på kameraet og telen zoomet helt ind på video’en blev der filmet pelikaner til den store guldmedalje, og også lige en enkelt surfer.

 

Hotellet i Monterey viser sig at ligge lige i vandkanten, så stor er skuffelsen da vores værelse ligger på den forkerte side af huset med udsigt til motorvejen. Mod merbetaling lykkes det at blive opgraderet til et værelse med havudsigt, og det er ikk’ så ringe.

Efter at vi har checket ind og nydt udsigten lidt, starter vi bilen og kører ind til byen. Vi skal ind og bestille plads til en Whale-watching i morgen.
Der er et rigtigt hyggeligt havnemiljø, med en mole fyldt med restauranter og souvenirbutikker, så her tøffer vi da lige rundt i nogle timer. Crepes of Brittany hedder et af stederne, og Vibse kan helst ikke gå forbi sådan et sted, uden at fortære en pandekage, så det skal da lige prøves. En stor pandekage fyldt med is, jordbær, flødeskum og hasselnøddeflager bliver det til, og det var en godbid der ville noget, det smagte fantastisk.

Vi får da også lige lidt aftensmad på molen, inden vi igen starter bilen og kører hjem til hotellet. Her er vi lige i tide til at opleve en solnedgang over havet, som igen får kameraet frem.

Vi har lige set TVavisen med sport og vejrudsigt, og det ser jo ikke for godt ud med det vejr……. for jer altså 😉

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Vibse ville gerne finde en Crocsbutik, og i følge Google skulle vi kunne finde en sådan i stormagasinet Nordstrom, så det første vi gør i dag er at besøge dette stormagasin. Google er imidlertid ikke altid helt opdateret, og Crocsbutikken er lukket.
Stormagasinet har til gengæld en sjældenhed, ja jeg har faktisk ikke set det andre steder, nemlig en rulletrappe der kører rundt i en bue. Vi så den godt nok også sidst vi var her, men jeg bliver imponeret hver gang.

Vi tager buslinie 71 og kører til Ashbury Haights, et gammelt hippiekvarter hvor der stadig hersker en “make love not war” stemning. Der går virkelig mange originaler rundt, og butikkernes udsmykning ser hjemmelavet ud, det kunne lige så godt være 1969.
 

For enden af gaden starter Golden Gate Park, som er en kæmpestor park med alle mulige aktiviteter der er lageplads for børn, og adskillige legepladser for voksne, der er bl.a. Squashbaner, og noget så eksotisk som en græsplænebowling klub. En Japansk tehave, en botanisk have og meget meget mere. Området er så stort at vi må giver op halvvejs igennem, hvis vi også skal nå andet i dag.

Vi vil gerne op på Twin Peaks, som er det højeste sted i byen, herfra er der en fantastisk udsigt over hele byen, og ud til Golden Gate Bridge. Desværre for os kører der ikke nogen bus dertil, så det bliver lidt af en bjergbestigning for at komme derop til fods. Det er så strabadserne værd, for vejret er klart og man kan bare se langt omkring. Nedturen er også til fods, så da vi endelig er ned igen, er jeg godt nok træt.

Vi tager toget tilbage til byen, og går hjem på hotellet for lige at lade op til aftenturen, som igen byder på en tur i Kabelsporvognen til Fishermans Wharf, og denne gang bliver dinneren indtaget på Bubba Gump Scrimp co. der ligger alleryderst på PIER 39, og herefter går det hjemad med linie F og Kabelsporvognen det sidste stykke.

One man band, Gadeunderholdning på Pier 43½

Nu skal vi i seng, for i morgen skal vi videre til Monterey, så

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Jeg var doven i går, så derfor bliver gårsdagens indlæg her på bloggen faktisk først skrevet her til morgen. Klokken er derfor næsten tolv før vi kan forlade hotellet gennem det imponerende indgangsparti, ja det ord dækker vist ikke rigtigt.

Vi tager kabelsporvognen lige uden for hotellet, og kører endnu engang ned til Fishermans Wharf.

Den sene morgenmad bliver noget anderledes end sædvanligt, da den består af Clam Chowder hældt i et udhulet surdejsbrød med tilhørende cola. Dette udsøgte måltid bliver indtaget på en stormomsust plads ved et bordogbænk arrangement, hvor vi var heldige at få plads. Clam Chowder er en cremet suppe med  muslinger, kartofler bacon m.m. der faktisk smager fantastisk.

De næste timer gik med at spankulere rundt på havnefronten og studere mennesker og butikker.
 
Alcatraz

Vi har læst at man skal op til Coit Tower, som ligger højt over byen på Telegraph Hill. Selvfølgelig skal vi også derop, og tager bus linie 39, som kører lige til døren. Det skal vise sig at blive en af de mere morsomme oplevelser. Chaufføren på bussen, en stor neger, er et livstykke uden lige, stort set alle der kommer ind i bussen bliver spurgt hvor de er fra, og så snakker han bare løs, og til mange af dem, på deres eget sprog. Da han hører vi er fra danmark, begynder han at fortælle på dansk om en han kender i Gentofte, og Roskilde kender han også. Han kan alle de frække ord som, for helvede og kraftædemig. Da der kommer yderligere to danskere op i bussen, går han helt i selvsving og nyder tilsyneladende at få genopfrisket sit danske. Alt dette foregår mens han får styret bussen op af smalle stejle veje, indtil vi holder foran Coit Tower, en helt igennem superunderholdende bustur.

Vi vil ikke give over 8o kr. for at komme op i tårnet, sigtbarheden er elendig så det giver ikke rigtig nogen mening, da man alligevel ikke kan se ret langt.

Da vi skal ned igen med linie 39, er det den samme chauffør som før, så vi bliver straks genkendt og det hele starter forfra 😉

Vi tager sporvognen til Farmers Market for enden af Market street, og endelig lykkes det at finde et sted hvor man kan få en fadbamse juhuu.
På markedet køber vi noget brød, røget laks og nogle kæmperejer, så aftensmaden bliver hjemmelavet på værelset. Fra Farmers market spadserer vi hjem, og dagen er dermed ved at være forbi.

Bygning på hjørnet af Pine Street og Davis Street

Laksen er fortæret og bloggen er skrevet, så

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Fantastisk udsigt at vågne op til, og lyden af bølgebrus gør det jo ikke værre, desværre er der kun en nat her 😉

Der er jo ikke noget at gøre ved det, vi må se at få pakket bilen og komme afsted. Vi har en tur på lige knap 300 km. foran os, og det er jo ikke ligefrem motorvej (heldigvis).
Vi er ikke engang nået ud af byen før det første motiv dukker op, en fyr står og læner sig op af sin gamle Fordvogn med en stor træbro i baggrunden, ham må vi lige ha’, eller i hvertfald hans bil, han er så flink at træde væk fra bilen så vi kan få et ordentligt billede.

Kysten byder stadig på nogle utroligt flotte landskaber, som det er meget svært at løsrive sig fra.

I Mendocino er der igen en masse charmerende huse, og mange af dem har lavet et udkigstårn så de kan komme op og se havet. I et af dem ligger også en restaurant hvor vi kan få morgenmad på første sal, så kan vi følge livets gang i hovedgaden.

De har også nogle interessante drinks på stedet, den består af noget der minder om tomatjuice med en bladselleri, en kæmpereje, oliven, et stykke bacon samt andre gode ting som vi ikke lige kan se hvad er… mmmmmm, han så også lidt betuttet ud ham der fik den.

Mens vi sidder der kommer en kortege af gamle biler kørende, klubben er vist på tur, så kom kameraet på arbejde igen.

Man kan åbenbart ikke gå ud fra at Highway 1 er lige ud hele tiden, for lige pludselig opdager vi at vi skulle have drejet et eller andet sted, så det kostede os lige en omvej på over 100 km. og halvvejen af den var på snoede bjergveje, så kan vi lære det kan vi!

Tilbage på sporet kan vi nu se fyrtårnet i Point Arena. Vi vælger nu at se det på 100m. afstand, de vil nemlig have 14$ for at vi kan køre de sidste 100m. de må jo have spist et eller andet de ikke kunne tåle at drikke.


 

Resten af turen nyder vi stille og roligt, stopper lidt i ny og næ for at tage nogle billeder, og endelig har vi Golden Gate Bridge foran os. Resten af vejen gennem byen går meget let (hurra for GPS’en), og vupti så holder vi foran vores hotel, og wow for et hotel, ham der står foran og tager imod gæsterne og skaffer taxi’er og sådan noget, er klædt ud i en rød dragt fra det forrige århundrede, eller før endnu.

Vi er nu flyttet ind på 11. etage, og kan tage afsted ud i byen. Da vi bor 200 m. fra kabelsporvognens endestation, bliver vi enige om at købe en 3dages billet til hele det offentlige transportsystem, og så tage kabelsporvognen ned til Fishermans Wharf.

Efter at have spadseret lidt rundt her, går vi ud på Pier 39 og spiser på vores stamrestaurant, vi var her 2 gange i 2011.

Mætte glade og kolde, tager vi sporvognen linie F tilbage udgangspunktet, og så er det ellers i seng, så

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag stod vi op til endnu et gråvejr, men vi var ude af døren allerede kl. 8. Vi ville lige en tur rundt i byen og se på alle de flotte gamle huse, og vi blev heller ikke skuffet. Et enkelt af “husene” vil jeg gå så langt som at kalkde det et slot, gæt selv hvilket!

Avenue Of  The Giants, er dagens hovedattraktion, Det er en strækning på ca. 50 km. som løber paralelt med Highway 101. Redwood træerne vokser i et 800 km. langt bælte i det vestlige USA, men lige netop her finder man de største, og store det er de. De fleste af de rigtigt store er omkring 2000 år gamle, og et sted lå et stykke af en kæmpestamme hvor man havde talt sig frem til at det skulle være 3200 år gammelt, men hvad, os kan man bilde alting índ.

 

Vel ude af avenuen og lidt til kom vi til Byen Legget, og det er her Highway 1 starter. Inden vi starter på 1’eren skal vi dog lige ind til The Chandelier Tree, det er et træ der er så stort at man kan køre igennem det. Det er privat ejet, så det koster lige 5$ at prøve den forlystelse.

Det første stykke af 1’eren snor vejen sig op og ned, ud og ind i ca. 25-30 km. indtil man når ud til kysten, og her er det Vibse der kører, det er hun ikke helt tilfreds med. Vi kommer dog sikkert frem til vores hotel i Fort Bragg, og det ligger helt ud til vandet. Vores udsigt fra altanen er bare formidabel.

Selvom byen er rimelig stor, er det nærmest umuligt at finde en restaurant, og da det endelig lykkes, skal vi skynde os for den lukker kl. 9.
De skal nok op med hønsene allesammen, for det er hele byen der er mere eller mindre mørkelagt.

Nåh men, endnu en dag er gået så…

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag fik vi startet dagen i ordentlig tid, og kom afsted ved 9 tiden, hvilket senere viste sig ikke at være tidligt nok.

Morgenmaden bliver indtaget i Nonnies Breakfast Barn, et rødt hus hvor der står med meterhøje bogstaver på taget “BACON”, Det kan bare ikke gå galt vel!

Næste stop på turen er en lille hyggelig havneby der hedder Bandon. Her er der masser af gamle huse, der er omdannet til forretninger, der sælger alt muligt turistjunk. En krabbekiosk er der også, det er lidt lige som en pølsevogn bare med krabbekager og andre afskygninger af krabbe.
Det behøver ikke at være kedeligt at være handicappet, på en handicapparkering holder en Chevrolet Corvette Cabriolet med behørigt skilt i forruden, så kom ikke her…


Gårsdagens Tåge har ligget på lur, for nu hvor vi viser os på kysten igen, kommer den omgående rullende øv øv øv.

På den videre tur, kører vi igennem en by der hedder Denmark. det er en by der ved en fintælling, som vi selv foretog, viser sig at have ét hus. Til gengæld er det et fint hus.

På vej ud til Cape Blanco Lighthouse, ligger et af de ældste huse på vestkysten, Hughes House er bygget i 1898, men er særdeles velholdt. Det fungerer også som museum.

Fyrtårnet som man skal gå en 6-800 m. for at komme til, ligger hengemt i tåge da vi kom. Mens vi var der lettede tågen så vi kunne fotografere, men den kom også tilbage igen. (ih hvor er det irriterende) Udsigten fra fyrtårnet ville også have været flot i klart vejr.

Tågen letter, og vi ser nu det ene flotte sceneri efter det andet, vi stopper adskillige gange for at nyde synet, og må nu konstatere at hvis vi ellers skal nå frem til vores destination i dag, bliver vi nød til at gå lidt let hen over resten. Ved Grænsen til Californien begynder de kæmpe store fyrretræer også at dukke op, men det er allerede ved at være halvmørkt, så det må vente til i morgen med at nærstudere dem.

Vi når først frem til vores hotel kl., 21.15. Restauranten på hotellet lukker kl. 22 så der er ingen tid at spilde, ind på værelset med kufferterne og så afsted.

Nu er maverne fyldte, og der er kun en ting at sige:

godnat og sov godt
Vibse og Michael