Dagen starter med at vi får morgenmad leveret på værelset, æg, bacon og hele svineriet, så har vi også prøvet det! Så i åbningen på vores dobbeltdør ud mod Stillehavet, nyder vi lige så stille (hvis man altså ser bort fra lastbilerne der kører forbi) vores morgenmad.

Vi triller lige en smut ned i byen, hvor der stadig er et par ting vi ikke fik set i går og nogle der mere fotogene i dag hvor solen kommer fra den anden side.
En af de ting vi skal have sat checkmark ved er et udsigtspunkt højt over byen, og bare vejen derop er pengene værd, vejen er så smal et to biler ikke kan passere hinanden, så farten må reduceres til et minimum. På toppen er der fin udsigt over en containerhavn til den ene side ( det er iøvrigt et Mærsk skib der ligger ved kajen), og tror jeg rigmandskvarteret og lystbådehavnen til den anden side.
Glemte jeg at sige at vejret er helt fantastisk, der er nærmest Italienske sommertilstande.

Turen går nu mod Cape Kidnappers, navnet stammer efter sigende fra at da Captain Cook og hans besætning i sin tid kom til New Zealand første gang, kidnappede de en ung indfødt mand, som det var meningen at slæbe med til England. Det lykkedes dog den unge mand at springe over bord og svømme i land, og det skulle så være her at han kom i land.
I dag er stedet rugeplads for suler. En kæmpe koloni af disse store fugle, som faktisk kun kommer i land for at yngle, holder til her.
Der kun tre muligheder for at komme ud til fuglene. Den ene er at gå de ca. 18 kilometer langs stranden, og jo vejret er skønt men det er lidt langt. Vi valgte løsning nummer 2 som er at betale en mindre formue for at blive fragtet derud med benene hængene ud over siden på en ladvogn trukket af en traktor. Dette skulle dog vise sig at være et godt valg for på vejen derud fik vi en masse at vide om de geologiske forhold, og jordskælvs indvirken på landskabet, og det var faktisk ganske hyggeligt, og som sagt vejret var fantastisk.
For enden af turen derud, skulle man så selv gå det sidste stykke op, en tur på omkring en halv time hver vej. Helt på toppen kommer man faktisk så tæt på kolonien som ca 10-12 meter, og kan se disse prægtige fugle ganske tydeligt. Ungerne ser ganske nuttede ud med deres dun strittende ud til alle sider. Ungerne er kun 4 måneder om at gå fra æg til flyvefærdig, og flyvefærdig betyder, at første gang de forsøger at kaste sig ud fra klippen, har det bare at virke, for første tur går direkte til Australien, så alle bånd til mor og far er klippet over fra det øjeblik. De næste 4 år er de overhovedet ikke i land, ikke før de kommer tilbage til New Zealand og finder en mage og selv får unger.
Jeg nævnte vist at der var 3 muligheder for at komme hertil, den sidste mulighed op dagede vi først da vi stod helt oppe ved sulerne, for da kom en minibus med et læs Japanere kørende helt frem til hegnet, de behøvede ikke engang at stå ud af bilen for at få deres billeder.

Ved udgangspunktet for turen lå der forresten en femstjernet campingplads, og jeg tror vi så vores næste fortelt der!!!!

Sidste punkt på dagen er et udsigtspunkt der hedder “Te Mata Peak”, som ligger tæt på byen Havelock North. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har set noget lignende, 360grader rundt er der der bare så smukt at man ikke tror sine egne øjne. Billeder kan desværre ikke helt gengive det som øjnene så. Kommer I nogensinde til New Zealand er dette et must see.

På vejen tilbage til hotellet gør vi holdt i byen Hastings, og får lidt velfortjent aftensmad.
Bygningerne i byen minder meget om dem i Napier, men den blev jo også ødelagt af jordskælvet 30’erne.

Det har været en en helt fantastisk dag, og med al den sol og havluft vi har fået i dag, så er vi meget trætte nu, og siger derfor

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Ved hjælp af krykstokke, min personlige sygeplejerske og en helt utrolig viljestyrke, har jeg kæmpet mig tilbage i redaktørstolen, da jeg ved at ved min fortsatte udeblivelse må Kulotte have psykologbistand og nu hvor hun sikkert har måtte gå grædende i seng i 3 dage, kan jeg da ikke få det over mit hjerte .

Vi forlod vores hotel klokken 8 i morges og satte kursen mod Wai-O-Tapu Thermel Wonderland, et geotermisk område der bogstaveligt talt koger, det syder og bobler allevegne og alsken flotte farver bliver tilføjet til både land og vand.

Det er fantastisk smukt at se på, men det har sin pris, det lugter noget så forfærdeligt, og nogle gange når man står lige i vindretningen, er det lige før man får lyst til ikke at trække vejret.
Klokken 10:15 præcis springer Lady Knox Geyseren i parken, forlyder det……..
Det er så her gud har fundet sin overmand, for i virkeligheden er det et show, der starter klokken 10:15 og når de 500-1000 publikummer har indtaget deres pladser på bænkene rundt om geyseren, står en lille fed mand med en mikrofon og fortæller hel masse om den. Det slutter med at han hælder en pose et eller andet ned i hullet, og efter en fire-fem minutter begynder den at sprutte…… fantastisk menneskeskabt naturfænomen.

Nu går turen videre til Huka Falls nær Lake Taupo. Det er måske ikke verdens højeste vandfald, men alligevel et af de smukkeste, på grund af dets farve og vildskab, helt sikkert et “must see”

Vi kører nu ind til Taupo klokken er jo efterhånden blevet halv 2, så det er vel på tide at få lidt morgenmad, og tænk engang hvem vi mødte der mens vi sad og ventede på vores mad, når nu vi lige har fortalt om gud og hans overmand, så er det vel meget passende at støde ind i hans søn Jesus i egen høje person.

Således fyldt i både krop og sjæl begiver vi os ud på det sidste stykke vej til Napier.
Ved nærmere eftertanke kan jeg godt se at jeg ikke har omtalt det, vi ser når vi kører, men det er nok fordi det ville tage minimum tre uger at beskrive det, det er bare det ene superflotte landskab efter det andet, og man keder sig aldrig.

Napier er en by der blev mere eller mindre udslettet 30’erne ved et jordskælv, og da den blev bygget op igen, blev det for størstedelens vedkommende opført i ArtDeco stil, så hvis man kan lide den slags er der mere end nok at kigge på her. Er man derimod mere til et resturantbesøg, så skulle man nok have valgt et andet sted. Vi vadede byen tynd uden at finde en åben restaurant, og de eneste andre mennesker vi så, var de øvrige turister der formentlig var ude på samme mission “soveby siger jeg bare”.
Det lykkedes til sidst at finde en thai restaurant, men var jo altså ikke lig førstevalget, hvis der havde været valgmuligheder.

Nå hvad, vi har boblebad på værelset så det skal aftenen nok lige sluttes af med, og så med et glas kold hvidvin til så kan det vel ikke gå helt galt.

så jeg vil allerede nu sige

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Jeg beklager overfor de trofaste læsere men de sidste 3 dage har der ikke været overskud til at skrive på grund af sygdom, jeg håber snart at være klar igen.

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Som overskriften antyder, er det flyttedag, og en af turens længste.
Der er ikke vanvittigt meget at fortælle, selvfølgelig er landskabet helt fantastisk smukt, med store bløde bakker, og indimellem også havudsigt.
Et enkelt stop bliver det dog til i byen Thames, en gammel guldgraverby, som tidligt opnåede en vis velstand, som udmyntede sig i nogle flotte huse, dem skulle vi da lige se

Offentlige bygninger bliver der til gengæld ikke brugt meget krudt på, her er f.eks. politistationen:

Vel fremme ved vores B&B i Whitianga bliver vi mødt af et tomt hus med en seddel på postkassen, “velkommen til, jeg er ikke hjemme lige nu, men døren er åben og nøglen ligger indenfor, så gå bare ind og føl jer hjemme. Jeg kommer snart”
Pusseløjerlig fornemmelse, men meget sjov, og det skal siges at Andrea som Fruen hedder kom ca. ti minutter efter os.

Andrea er helt fantastisk sød og hjælpsom, og fortalte og fortalte om alt hvad vi kunne foretage os i nærheden, kom med brochurer, og fandt også lige ud af hvornår der er lavvande, som er vigtigt i forhold til en af oplevelserne.

En tur ned til byen for at fouragere, og så er den dag også gået, så igen er der bare tilbage og sige:

godnat og sov godt

Vibse og Michael

I dag skal vi lidt rundt i omegnen, og vi starter nogle få kilometer fra hotellet med at besøge Waitangi Treaty Ground, som var det sted hvor fredstraktaten mellem Maori’erne (de indfødte) og Kivi’erne (de hvide) blev indgået. På trods af at de hvide med denne traktat virkelig tog røven på Maori’erne, er det et vigtigt historisk sted, som betyder meget for dem. Uheldigvis for os, er der samme morgen landet to krydstogtskibe i bugten, og shuttlebusser kører i pendulfart med turister til stedet, så vi har det ikke ligefrem for os selv.

Næste punkt pådagsordenen er Haruru Falls…. surprise! et vandfald.
Her skal nogle Maori’er også prøve at lære nogle turister at ro en rigtig autentisk langbåd (den har påhængsmotor hvilket virkelig styrker troen på det autentiske)

Efter denne lidt spøjse oplevelse må vi videre til Kerikeri, ham der finder på bynavne her i landet stammer meget, men vi mobber ikke folk af den grund og lader pænt som ingenting.

En af landets ældste bygninger af sten ligger her, og der er drevet handel her siden 1819.
Der er stadig butik i stueetagen, og de sælger bl.a. støbejernsgryder og selvfølgelig en masse souvenirting.
I cafeen lige ved siden af får vi en kop kaffe/chokolade og en Pie med kylling.

En chokoladefabrik i Kerikeri bliver rost til skyerne i turistbrochurerne, så den må vi da også lige besøge. Ganske rigtigt laver de fremragende chokolade, der smager virkelig godt, men den gladeste mand i byen må være ejeren, for med priser, der nærmer sig prisen på diamanter, så må han da have nogle Joakim von And pengetanke, han kan bade i.

Resten af turen går med at kigge på flotte landskaber, og sådan en dag går hurtigere end man skulle tro.
Tilbage i Paihia går vi ind på restaurant “Only Seafood” og får seafood chowder til forret og Kammuslinger til hovedret….. fortryllende middag.

Vi er nu snart klar til at krybe til køjs, såå

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Så kom dagen som Vibse har glædet sig til i månedsvis, der skal svømmes med delfiner…..
Vi står op allerede klokken 6 da vi skal være I havnen senest klokken 7:45.

Alt er timet og tilrettelagt, badedragten er monteret under tøjet og svømmehuden mellem tæerne er pudset, så nu kan de delfiner bare komme an……..

båden afgår præcis klokken 8, og så er det bare derudaf. Vi ser en pingvin, og vi ser suler der styrtdykker, vi ser en masse smukke øer, men ingen delfiner.
Efter 2-3 timers sejlads dukker der endelig nogle delfiner op, og straks bliver båden kørt I stilling lige bag ved disse prægtige dyr.

hele flokken svømmer bare søvnigt derudaf uden nogen form for lyst til leg, og desuden er der to små unger imellem, og det betyder at svømning er nogo.

Det lykkes ikke at finde andre delfiner sååååå mor er ikke……………………

På vejen tilbage til Paihia, bliver vi sat af I Russel, en lille by 5-10 minutters sejlads fra Paihia. Her får vi lidt frokost, og spankulerer rundt indtil vi  kan tage en færge tilbage.

Det bliver ikke til meget mere I dag, der dømt afslapning resten af dagen, så derfor er der kun tilbage at sige!

godnt og sov godt
Vibse og Michael

Første flyttedag, vi skal videre mod nord til Paihia i Bay of Islands.

Klokken ca. 8:30 triller vi afsted, og da det er motorvej det første stykke , er der ikke meget at fortælle om det. Heldigvis kommer vi til et sted, hvor motorvejen koster dollars, og det er sådan set ikke for at spare, men fordi vi ikke har nogen anelse om hvordan man betaler og der står på vejskiltene at man har 5 dage til at betale i, ellers ryger der ekstra omkostninger på. Så for en sikkerheds skyld tager vi da bare landevejen, og vi skal jo  alligevel se nogle ting på vejen, og proviantere lidt, så det er sådan set helt fint.

Første stop bliver et supermarked, hvor vi får købt lidt forskelligt mad og drikke og andre fornødenheder, og så går det bare videre til næste stop, Red Beach, en strand hvor klippebunden er helt rød og der er nogle små huler ind I klippen.

Vibse havde set på Pinterest at en lille by ved navn Puhoi, skulle være et besøg værd, så der måtte vi selvfølgelig hen. Ganske rigtigt så var her nogle sjove gamle bygninger bl.a. en Trading post og et værtshus, som i den grad var pyntet op på væggene med alsken forskellige billeder og pengesedler med mere, det meste så ud til at være mindst hundrede år gammelt

Næste punkt på dagsordenen er et vandfald, der kræver en gåtur i meget ujævnt terræn. 15 minutter hver vej. Det viser sig at være en lang næse vi får, for vandfaldet er ca. lige så interessant som en vandpyt på Vesterbrogade.

Nu skal man jo ikke give op bare fordi man er blevet snydt en gang, så vi prøver da bare en gang til, og denne gang er det “kun” 10 minutter hver vej, men til gengæld et lidt mere spektakulært vandfald.

Endnu et vandfald skal besøges, og denne gang ligger det lige ved siden af p-pladsen
Whangarei Falls er nu ganske nydeligt især når man tænker på beliggenheden

Det sidste sted vi skal se inden vi når Paihia, er byen Wakawaka (ja de kan noget med navne) Her har den kendte Østrigske Arkitekt Frederich Hundertwasser kreeret byens offentlige toilet midt på hovedgaden, og skal et toilet være et besøg værd uden at man er trængende, så må det være det her.

Endestationen er nået og sikken en, det hotel vi har fået er bare helt fjong, der er terrasse med udsigt til vandet og fuld sol, så her kan vi godt blive en 3 dage.

Aftensmaden bliver indtaget på en af hotelfatter anbefalet restaurant der serverer Ribben. og en fullrack er altså godt nok en portion for voksne, jeg kan i hvert fald ikke spise op.

Det var alt for i dag

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Så kom vi afsted, vi var så heldige, at Jesper havde tid til at køre os i lufthavnen, så vi sparede en tur med S-tog og Metro med 4 kufferter. Herfra var det så bare kedelig flyvetur i det uendelige……. 24 timer er virkelig lang tid i en flyver.

Der skal lige uddeles lidt point for mens Singapore Airlines bare var super = 5 ud af 5 stjerner, her var faktisk god benplads, og uafbrudt servering af alt muligt.

så kan der kun blive til 3 ud af 5 stjerner til Air New Zealand, der stod for strækningen mellem Singapore og Auckland, her var der ingen benplads og ingen servering ud over måltiderne.

Sikke en velkomst til New Zealand, Det pisregner og stormer en halv pelikan. Da vi lettere gennemblødte får taget plads i vores bil, en Toyota Camry, må vi tage brugerhåndbogen i brug for at finde ud af at deaktivere parkeringsbremsen. Nu skal vi så i mørke, i venstre side af vejen ( masser af rundkørsler) og med vejene fyldt med grene, som er blæst af træerne finde vores hotel. Det lykkes, og vi er fremme ca. ved 2tiden, så skal der soves zzzzzzzzzz.

Søndag er vi tidligt vågne, og går efter morgentoilletten ned til byen og får en fortrinlig morgenmad lige ved siden af SkyTower.

Solen er kommet frem i dag og det blæser stadig, men slet ikke som i går. Efter morgenmaden tager vi en tur op i Skytower for at nyde udsigten over byen. Udsigten er fantastisk, man kan virkelig se langt, pludselig kommer en manden flyvende gennem luften lige uden for vinduet, han er hoppet de 192m der er ned til vejen….. heldigvis sidder der en elastik fast i ham, så der sker ikke noget .

Resten af dagen går med Hop On Hop Off bussen rundt til de forskellige “seværdigheder”, men som vi snakker om nogle gange i løbet af dagen “hvis man ikke har så meget at sælge, må man sælge det man har”.
Turen slutter ved en plads foran rådhuset, og her er der gang i den, der er kunstigt græs på og folk ligger i liggestole, der danses flere steder til gammeldags musik, og spilles bordfodbold med levende mennesker som spillerne, der bliver virkelig hygget igennem.

Herfra går vi ned gennem Queen Street til havnefronten, hvor vi får vores aftensmad, og så er det ellers hjem i seng.

God nat og sov godt
Vibse og Michael

Efter næsten et års planlægning er vi endelig nået til afrejsedagen!

I morgen går det løs og 24 timers flyvning står foran os.

Jeg glæder mig til at opdatere bloggen så tit som muligt og fortælle om de forhåbentlig fantastiske oplevelser vi får.

Pas nu godt på lille Danmark mens vi er væk.

Michael