Det var så sidste nat i “Bøvs”, ja det har jeg altså døbt vores Motorhome, fordi vandpumpen lige bøvser en gang i mellem.
Efter morgentoiletten skal vi så have fyldt gas på inden vi triller ud på den sidste etape. Det er en tur på ca. 100 km. ind til San Francisco, hvor jeg nok engang priser mig lykkelig for min GPS. Lige inden vi ankommer skal der også lige fyldes bensin på, så vi kan aflevere alt lige som vi fik det udleveret. Selve processen med at aflevere går faktisk nemt hurtigt og smertefrit, så vi hurtigt kan sætte os ned og vente på en taxa. Det viser sig at taxa’en er sådan en “shared trip” så vi skal dele den med et andet par, som selvfølgelig er hollændere, hvad ellers. (det er ligemeget hvor man rejser hen, så er der fyldt med hollændere).

Da vi er vel installerede på hotelværelset, får vi lige ringet til Christina og får arrangeret en lille videokonference via MSN så juhuuu vi fik lige set og snakket med Marcus, og selvfølgelig også Christina og Molle.

Nu skulle vi så ud og inspicere byen, og siden vi bor tæt ved kunne vi lige så godt begynde med Cable Car’en. Her står man i kø for at købe billetter, ca 10 min. herefter står man i kø for at komme med, det tager ca. en halv time. Mens man venter kan man stå og se på at de hver gang der kommer en vogn ud for enden af skinnerne, kører den ind på en drejeskive, hvorefter 2 mand begynder at trække den rundt, og når den er kommet rundt så skubber de den ind på det spor der kører den anden vej. Ganske morsomt. Så begyndte turen op og ned af de stejle gader. Der er kun få siddepladser måske 25, resten af passagerene står så på trinbrædtet, så det er om at holde rumpen indenborde når 2 vogne passerer hinanden.

Turen ender ved Fishermans Wharf, så der fortsætter vores tur, der en helt speciel stemning her, det er rigtig hyggeligt. Vi får lige en krabbesandvich på en af restauranterne.
Vi beslutter nu at tage en hop on hop off bus, billetten gælder i 2 dage, så vi kan lige nå at tage turen rundt i dag, så kan vi udforske lidt mere i morgen. Da bussen kommer ud til Golden Gate Bridge, bliver vi enige om at gå tilbage over broen, det er nemlig ganske fint vejr. Vi regner med at kunne nå den sidste bus som kører derudefra kl. 18, men vi regner forkert, vi når den ihvertfald ikke.

Den billet vi har købt til kabelbanen gælder heldigvis også til bybusserne, så der går da heldigvis en bus tilbage til byen som vi kan tage. Denne bus kører dog ikke helt tilbage, så vi fik lige lov til at spadsere en længere tur for at komme tilbage til Fishermans Wharf. Denne gang måtte vi hen og se Pier 39, som er en lang mole fyldt med forretninger, restauranter og forlystelser. endnu et hyggeligt sted denne Pier 39, og vi finder da også en restaurant hvor vi kan få dagens sidste måltid, jeg fik en full rack Pork Rib og en fantastisk god øl, og Vibse fik en ørred fyldt med krabbekød. Vores søde servitrice kunne også forklare hvordan vi kom hjem til vores hotel, vi skulle bare tage sporvognen linie F for den ville køre os lige til døren, og det gjorde den sgu, måske lige på nær 100m.

Dette var det sidste indlæg, i morgen skal vi bare lulle rundt i byen og tage billeder o.s.v. og lørdag går det hjemad igen, så vi ses snart i Danmark.

Tak fordi I kiggede med

Vibse og Michael

I dag er flottenheimerdag. Lige ved siden af campgrounden ligger nemlig en restaurant der har morgenmadsbuffet, så vi fik både scramblet æg, bacon, pandekager, muffins, frisk frugt o.s.v.

Desværre havde det valgt at være regnvejr igen, så turen ud af parken blev jo ikke helt det vi havde regnet med. Vi fik dog set nogle Bambi’er undervejs.

Regnen fortsatte indtil vi var helt ude af skoven, hvorefter det klarede lidt op, og solen tittede da også lidt frem. Men eftersom det nu var motorvejskørsel var der jo ikke det helt vilde at se på. Næsten fremme ved målet kom vi igennem en by der hedder Lodi, den  har jeg nu stået og sunget om 30 år uden at ane hvor den lå, det var da rart at få det på plads.

t Det er utroligt hvad folk vil gøre for at få udsigt

Da vores GPS sagde “ankomst” var der ikke skyggen af en campingplads, så Vibse måtte ind på en Café og spørge om vej, det viste sig at vi trods alt var på rette vej men bare lige skulle 5 miles længere. Vi får en plads og får placeret os på den.

Vi har ikke været her mere end ½ til 1 time, før der sker det der rent statistisk ikke kan lade sig gøre, vi får nye naboer (det er ikke det der ikke kan lade sig gøre) og det er såmænd de selvsamme jyder der også var vores naboer i Las Vegas. Mens vi har været gennem Death Valley og Yosemite, har de været i Los Angeles, og kørt op langs kysten, og alligevel mødes vi 100km. øst for San Fransisco……. mystisk.

Hen under aften går vi en tur, for både at se lidt, og for at finde en restaurant hvor vi kan få lidt aftensmad. Inde på restauranten spørger servitricen om vi også er kommet for at se det kæntrede hus, hvortil vi svarer at vi intet ved om et kæntret hus. Hun fortæller beredvilligt at et hus er sunket i vandet og flyder væk fra land, og vi nikker bare. 10 minutter senere kan vi se det hele i fjernsynet der hænger over baren, og 20 minutter senere kommer den reporter vi lige har set i fjernsynet ind ad døren. Vi er altså lige i begivenhedernes centrum, hvad siger I så. Bagefter er vi jo nød til at gå lidt længere for at prøve at se “drivhuset” (Vibses opfindelse), og det lykkes da også, godt nok på lang afstand, men vi kan se det. Vi kan også se den helikopter der filmer det hele, så joh på en ellers halvkedelig dag oplever vi da alligevel noget.

Nu mangler vi så bare lidt rengøring og en enkelt nats søvn, før vi må aflevere vores midlertidige hjem og flytte på hotel.

Vibse og Michael

I dag tillod vi os selv at sove længe, helt til klokken 9, tjuhej hvor det går. Vi fik en dejlig morgencomplet bestående af for mit vedkommende en kop kaffe og et stykke skumgummitoastbrød med syltetøj, og Vibse fik en kop varm chokolade og 2 stykker skumgummitoastbrød med Philladelphia, svejtserost og syltetøj, jo der bliver sgu slået til Søren her.

Vi havde lavet vores reservation her af to gange, så efter morgenmaden måtte vi lige flytte vores vogn over på den anden side af vejen, da vi jo ikke havde fået den samme plads.

Så spændte vi traveskoene på og begyndte dagens march. Vi lagde ud med at styre efter Mirror Lake, og jeg skulle måske lige starte med at fortælle at vejret er helt på vores side i dag, højt solskin og blå himmel. Vejen til Mirror Lake er i sig selv en attraktion, så søen ender med at være flødeskummet på kagen, der er tilgengæld meget flødeskum på. Det er faktisk helt utroligt smukt, det eneste der kan ødelægge det lidt, er alle de skide turister (hov det sagde jeg da ikke….vel).

På vej tilbage tager vi en anden sti som igen byder på mange smukke steder og i sidste ende fører os til Yosemite Falls som består af Upper Falls, Middle Cascades og Lower Falls, de kan noget med navne, vi går kun op til Lower Falls, da turen til Upper Falls næsten er en dagstur. Vi kan da også betragte alle 3 nedefra så helt snydt bliver vi jo ikke. Det er bare utroligt hvor meget vand der bliver ved med at vælte ned.

Vi begynder så småt at vende snuden hjemefter, vi skal dog lige forbi Groceri Storen og lave et par småindkøb, inden vi må konstatere at vi har brugt ca. 9 timer på at tilbagelægge 15-20 km.

En dejlig dag er forbi, og bloggen er skrevet, så nu venter jeg bare på at få lov til at sove.

Vibse og Michael

Efter at have taget morgenbad sammen med 372 stankelben, var vi klar til at køre kl. 7:30. De første 70-80 km. var utroligt flotte, vi kørte langs med først en sø og derefter en flod. Søen var åbenbart et meget eftertragtet fiskested, for der var fuld gang i den selvom det var så tidligt. Lystfiskerne havde virkelig gode kår her praktisk taget hele vejen langs søen havde de mulighed for at stille deres campingvogn eller motorhome op og således have let adgang til at tilberede de fisk de måtte fange.
Da dette stykke vej var overstået, ja så må jeg sige at resten af vejen op til Yosemite var bare keeeedeeeeligt. Så hurtigt videre.

Vores tidligere indgåede kontrakt med Vor Herre (bevares) er tilsyneladende udløbet, for hvor vejret indtil nu har været ganske fint, ja så passer det stort set med at da vi når indkørslen til Nationalparken, så bliver det overskyet, og vi fi får sågar regn, hørte I det: REGN, det hører ingensteder hjemme. Jeg tror jeg sender en klage. Vi får da set de pæne steder på vej op, så som Bridalveil Falls, Lower Yosemite Falls og flere andre men i gråvejr er det jo ikke helt det samme vel?

Vi finder vores hjemmefra bestilte plads og bliver vel installeret på den. Da vi ikke har fået noget at spise hele dagen, så er det bare i gang med at kokkerere. Efter at have spist og vasket op og smidt affald i sikrede affaldscontainere, vi er jo nu i Bjørneområde, og har måttet skrive under på at det er vores egen skyld hvis vi skulle komme i klammeri med Hr. Bjørn, ja så tager vi en rundtur med den gratis shuttlebus der kører rundt i parken, bare sådan for at orientere os til i morgen.

Da vi nu er færdige for i dag, vil vi overveje at sætte os i vores lænestole, smække fødderne op, få en kop kaffe og en Cognac, se lidt sport og en film i fjernsynet, og så gå i seng……….ååårh for Søren, jeg kommer i tanke om at jeg ikke har mere cognac..

Vejrudsigten for i morgen siger “mostly sunny”, så der er da håb forude.

Vibse og Michael

I dag kom vi tidligt afsted, vi forlod campingpladsen i Las Vegas lidt over 7. Igen var jeg glad for min GPS, det går jo som en leg når bare der er nogen der kan fortælle hvad vej man skal køre. Vel ude af byen blev kursen sat mod dødens dal. Det var allerede vanvittig varmt i Las Vegas så hvad mon der ventede forrude, jeg vil ikke holde jer i spænding længe, der var hundehamrende steghedt, jeg er glad for at det ikke er sommer.

Man kan se hvornår man nærmer sig, for vegetationen bliver lavere og lavere og mere og mere sparsom, og på vej ud går det selvfølgelig bare den anden vej. Undervejs ser vi alle mulige scenerier lige fra bare klipper til udtørrede saltsøer der er noget der mest af alt minder om SAHARA og nogle steder, det er så i udkanterne er der yocapalmeskove. Det er yocapalmetræer der er op til 4-5 m. høje. Det går meget op og ned her, det laveste sted ligger 85 m. under havets overflade, og det højeste er vel omkring 2000 m. over. Da vejene er uendeligt lange og snorlige så opdager man først at det går opad når man kan høre at bilen har sendt alle hestene til træktøjet, omvendt opdager man kun at det går nedad hvis man lige får kigget på speedometeret og ser at det står på 75miles hvilket svarer til 120km/t.

Lige forenden af dagen fandt vi (helt tilfældigt) en campingplads i Byen Lake Isabella. Det var heldigvis en hyggelig en, og lige ved siden af campingpladsen var der en restaurant hvor vi fik god mad. (hvor var det heldigt)
Temperaturen er nu heldigvis moderat igen, så vi forhåbentlig kan sove .

Det er med stor beklagelse at vi må meddele at de 2 næste dage skal vi bo inde i Yosemite Nationalpark, og der er ikke hverken strøm eller internet, så disse så efterspurgte ( i hvertfald fra nogle) indlæg på bloggen, må vente. Ja sådan er livet en gang imellem.

Pas godt på jer selv

Vibse og Michael

Jeg må hellere starte med at undskylde forsinkelsen, men ser I at gå rundt i Las Vegas en hel dag, det er altså noget der trækker søm ud, så for at være helt ærlig så havde jeg altså ikke kræfter til at skrive blog da vi først kom hjem.

Vi tillod os at sove lidt længe og slappe lidt af inden vi skulle ud i byen, da dagen før havde været ekstra lang da tidszonerne gjorde at dagen var 2 timer længere. Så efter at have slappet lidt af om formiddagen tog vi så afsted, jeg skulle lige have købt en kasket så ikke “hjernen” begyndte at koge (den var da meget god ikk’). Da vi jo allerede havde en busbillet, besluttede vi at tage bussen til den anden ende og så gå tilbage. Der er kun en ting at sige, de amerikanere er sgu syge i roen, de hoteller de bygger er helt vilde, kæmpe store, totalt luksuriøse, helt vilde detaljer og så bare fyldt med casinoer. Det sjove er, at hvis du bevæger dig ind på et luksushotel i Europa iført korte bukser og T-shirt, så tror jeg hurtigt du bliver gelejdet ud igen, men her går tusindvis af turister rundt og tager billeder og video og med deres egne drinks i hånden, og jeg kunne blive ved. det er altså mærkeligt.

Jeg kan umuligt forklare alt det vi har set her uden at det ville tage et par dage at skrive (og vi skal jo videre ikke), så jeg vil nøjes med at sige at Hotel Intercontinental og Bellagio med bl.a. det kæmpestore springvandsshow udenfor var bare for vilde.

jeg prøver med lidt billeder:

Vibse og Michael

I dag skulle vi så til spillebulebyen Las Vegas, men undervejs ville vi da gerne lige se lidt til Route 66 som jo så mange snakker om. Det er en opgave for en detektiv, da meget af den ikke eksisterer mere og en del af det der eksisterer bare er en landevej, vi finder dog et sjovt lille sted der hedder Seligman hvor der stadig er noget af det gamle tilbage. Jeg tror nu nok at man kan fastslå et det der er der er udelukkende for turisternes skyld, men sjovt alligevel. Jeg får da også lige købt et par t-shirts med route 66 på så man kan se at jeg har været her, og Vibse fik sig et lille skilt til at sætte i nøgleringen, så har hun jo også været der.

Næste stop på turen er Hoover dæmningen, her er sikkerheden helt i top, camperen bliver checket både udvendig og indvendig før vi får lov til at køre ind på den. Vi kan godt mærke at vi nærmer os ørkenen for nu er temperaturen ved at være oppe i nærheden af de 30grader. Sikke et bygningsværk, det er godt nok lidt af en betonklods de har bygget her. Det er fantastisk at tænke på at den er bygget i 1931-1935. Den kæmpestore motorvejsbro som løber lige ved siden af er også bygget for vist nok lige så længe siden, ufatteligt at det kunne lade sig gøre. efter at have gået frem og tilbage over dæmningen slutter vi af med at køre op til en Pplads, hvorfra vi kan gå op på motorvejsbroen og se det hele sådan lidt fra oven, som alle herovre siger “awesome”.

Nu er der så bare de sidste 50-60km. til Las vegas, desværre er det igen meget diset for man kan egentlig se byen meget langt udefra, det er så bare svært når det er diset. Nu er jeg glad for min GPS for hold da op hvor er der mange spor på motorvejen og der flettes ind og ud i en uendelighed, men med GPS går det som en leg og vi kører lige til campingpladsen, som faktisk bare er en kæmpestor parkeringsplads bare med strøm og vand ved alle pladserne.

Efter at være kommet på plads og i orden gør vi klar til en tur i byen, jeg spørger lige naboen om han mener det bliver koldt om aftenen så vi skal have varmt tøj med, jeg spørger selvfølgelig på engelsk, hvorefter han svarer på jysk, mig kan du sgu bare tale dansk til. Her rejser man til den anden ende af verden og så er naboen dansk. Han mener i øvrigt ikke at det er nødvendigt med varmt tøj, og han har ret.

Vi bor kun ca. 2-300m. fra The Strip(hovedgaden), så der går vi hen, og starter en vandring så lang, den hovedgade må da være en af verdens længste pyha. vi kommer forbi alle de kendte hoteller som Venetian, det er dem med en kopi af venedig, Ceasars palace, Bellagio, Treasure Island og mange flere. Man kan ikke gå 5m. uden at der er nogen der prøver at give dig en rabatkupon til enten et Casino eller en letlevende dame, det er lidt træls. Det lykkes at finde et sted at spise, lige over for Bellagio, så kan vi jo nyde deres springvand imens. Vi er blevet lidt trætte af at gå så vi køber en busbillet der virker i 24 timer, så har vi jo også til i morgen, men det lykkes os da lige at tage en forkert bus, så istedet for at tage et kvarter at komme hjem, tager det 45min.

Jamen så siger jeg da bare undskyld at jeg forstyrrede.

Vibse og Michael

Det blev en nat hvor vi blev vugget i søvn, det har nemlig stormet så meget at campingbilen bare ikke ville stå stille. Men hvad gør det når bare man vågner op til solskin. Efter en kop kaffe og en donut(bvadr) så var det bare op på hesten igen og ride mod solnedgangen. Lige inden vi når til solnedgangen skal vi måske lige opleve lidt. I dag er det Grand Canyon tid, så efter ca. 200 km. kommer vi til en vej der løber langs med Grand Canyon, og der er masser af udsigtspunkter undervejs. Vi skal selvfølgelig ind til dem allesammen, men der tegner sig hurtigt et billede af at vi har valgt den forkerte dag, det er nemlig temmelig diset og det tager jo lidt af fornøjelsen. Men uanset hvad så er det jo et helt igennem storslået og utroligt landskab som man ikke finder andre steder på jorden.

Inden vi nåede helt til Williams hvor vi skulle overnatte nåede jeg lige at få min første BIG MAC. Nu sidder vi så her og har lige set en fantastisk solnedgang, med nogle utrolige farver. Nu er det snart godnat igen, og denne gang tilsyneladende i en stillestående vogn.

Vibse og Michael

PS. vi kan godt modtage e-mails

I dag startede vi så med at skulle tilbage gennem den famøse tunnel. De 15$ vi betalte i går dækkede da heldigvis også tilbageturen. Da vi startede rimeligt tidligt, var der ikke meget trafik, så vi kunne nyde turen ud igennem parken uden nogen der forstyrrede. Vi skulle i dag kun tilbagelægge ca 185km. og ca. halvvejs så vi et skilt der sagde Bakery, juhu tænkte vi og kørte ind. Deres definition på en bager er dog en lidt anden end vores, så udvalget bestod af donuts i 4 forskellige afskygninger, og nogle prefabrikerede Croissenter. Det er alletiders slankekur at være her, jeg har i hvertfald aldrig nogensinde spist så lidt som her.

Nok om det, vi ankommer til Page i god tid, vi har nemlig hjemmefra bestilt en tur til Antelope Canyon, da det er den eneste mulighed for at se den. Det er Navajo indianerne der ejer og driver stedet. Det er måske også meget godt det samme for for at komme dertil skal man køre ca. 5-6 km. i løst sand, så løst at jeg tror at hvis vi stoppede var vi nok ikke kommet i gang igen.

Da vi så var fremme, må jeg sige at det var hele turen værd. Man går inde i klipperne i de gange som vandet gennem årtusinder har lavet, og med solen der skinner ind fra oven er der bare de mest fantastiske farver. Der er to ulemper, der er alt for mange mennesker og der er en veritabel sandstorm så munden må holdes lukket og fotoudstyret må ind på maven når det ikke lige bruges. Men alt i alt var det en fantastisk oplevelse som vi ikke ville have været foruden.

Efter turen var vi inde på en sportsbar for at få noget at spise, og der viste de gudhjælpemig en champions league kamp mellem Tottenham og Real Madrid, og jeg som troede at de slet ikke gad og se Soccer.

Vores campingplads i dag ligger i Wahweap ved en sø der hedder Lake Powell, det er et område for de rige, der er en stor Marina, og det er ikke småbåde, der ligger der. Jeg har på fornemmelsen at når man tager til Aspen for at stå på ski, så tager man til Lake Powell for at sejle. Her  er ganske smukt selvom bjergene er meget blege i farverne i forhold til alle de andre vi har set.

og vi sender en særlig hilsen til Kulotte.

Vibse og Michael

I dag startede vi så med at skulle tilbage gennem den famøse tunnel. De 15$ vi betalte i går dækkede da heldigvis også tilbageturen. Da vi startede rimeligt tidligt, var der ikke meget trafik, så vi kunne nyde turen ud igennem parken uden nogen der forstyrrede. Vi skulle i dag kun tilbagelægge ca 185km. og ca. halvvejs så vi et skilt der sagde Bakery, juhu tænkte vi og kørte ind. Deres definition på en bager er dog en lidt anden end vores, så udvalget bestod af donuts i 4 forskellige afskygninger, og nogle prefabrikerede Croissenter. Det er alletiders slankekur at være her, jeg har i hvertfald aldrig nogensinde spist så lidt som her.

Nok om det, vi ankommer til Page i god tid, vi har nemlig hjemmefra bestilt en tur til Antelope Canyon, da det er den eneste mulighed for at se den. Det er Navajo indianerne der ejer og driver stedet. Det er måske også meget godt det samme for for at komme dertil skal man køre ca. 5-6 km. i løst sand, så løst at jeg tror at hvis vi stoppede var vi nok ikke kommet i gang igen.

Da vi så var fremme, må jeg sige at det var hele turen værd. Man går inde i klipperne i de gange som vandet gennem årtusinder har lavet, og med solen der skinner ind fra oven er der bare de mest fantastiske farver. Der er to ulemper, der er alt for mange mennesker og der er en veritabel sandstorm så munden må holdes lukket og fotoudstyret må ind på maven når det ikke lige bruges. Men alt i alt var det en fantastisk oplevelse som vi ikke ville have været foruden.

Efter turen var vi inde på en sportsbar for at få noget at spise, og der viste de gudhjælpemig en champions league kamp mellem Tottenham og Real Madrid, og jeg som troede at de slet ikke gad og se Soccer.

Vores campingplads i dag ligger i Wahweap ved en sø der hedder Lake Powell, det er et område for de rige, der er en stor Marina, og det er ikke småbåde, der ligger der. Jeg har på fornemmelsen at når man tager til Aspen for at stå på ski, så tager man til Lake Powell for at sejle. Her  er ganske smukt selvom bjergene er meget blege i farverne i forhold til alle de andre vi har set.

og vi sender en særlig hilsen til Kulotte.

Vibse og Michael