Der er simpelthen ikke mere batteri på redaktøren.
Vi har haft et par dejlige dage, og der er blevet vandret rundt til den store guldmedalje, så jeg håber at I bærer over med mig, når jeg siger at jeg er træt, ogt vi skal pakke færdig til hjemturen i morgen.

Skal vi ikke bare sige at vi ses i Danmark.

Tak for denne gang og

godnat og sov godt

Vibse og Michael

I dag sov vi længe, den var i hvertfald over 8 før jeg stod op. Vi havde ikke så meget på programmet i dag, og det var godt, for jeg var bagud med to dages blogindlæg. Det tog lidt tid at få overstået skriveriet, og klokken var henad 12 før vi kom afsted. Det småregnede også i formiddagstimerne, og skydækket gjorde også at søen ikke havde meget farve, så alt ialt passede det hele godt sammen.

Den lille kirke nede ved vandet, skal lige besøges en gang mere, nu er den nemlig åben. De allesteds nærværende kinesere gør fotografering af seværdigheder til en noget besværlig omgang. Når den ene er færdig med at tage billeder af den anden med v-formede fingre, skal den anden tage billeder af den første osv. osv.

Efter at have strejfet lidt om i nærheden af byen, kører vi op til Mt. John’s Observatorium, der ligger på toppen af  – rigtig gættet, Mt. John. Deroppe er der en nærmest uendelig udsigt 360grader rundt. Mens der solskin de 240 grader er der skyer og regn de resterende 120grader, fantastisk syn.
Der er da også lige en café på toppen, så vi kan få en kop kaffe/chokolade og en sandvich.
Dette kan så indtages med bjerge, søer, bakker, sol og regn lige uden for vinduerne.

Resten af turen går med at tøffe rundt i området og bare nyde det hele.

Verden set gennem mine briller!

To søer i forskellige farver lige ved siden af hinanden

Sorte svaner.

Her er verden forlænget med gulvbrædder.

Vi er netop kommet tilbage til værelset efter at have indtaget en efter landets standarder, ganske udmærket middag.

Det er næsten skyfrit, så om lidt skal vi ud og kigge stjerner, så på forhånd siger vi bare

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Klokken 6:00 startes motorene på skibet, og så er det slut med at sove.
Jeg bliver dog alligevel liggende en times tid mere før jeg står op.
Da jeg kommer op i kabyssen, sidder de fleste der allerede og spiser morgenmad, kun det amerikanske par og Vibse mangler, så jeg havde ikke behøvet at vente. Der jo ikke andet for end at kaste sig over kaffen, youghurten og toastbrødet. En halv time senere, går jeg ned for at se om Vibse er kommet op, og det er hun selvfølgelig, men er lige i bad, så jeg smutter op igen. Da hun efter endnu en halv time stadig ikke kommer op, må jeg lige ned igen, og der ligger hun på sengen og er bare søsyg til op over begge ører. Hun vil bare have lov at være i fred, så jeg smutter bare igen.
Hun går heldigvis ikke glip af noget, for det regner af pommern til og det er bare mørkt og kedeligt.

På turen tilbage med minibussen, får Vibse tildelt forsædet, og Kirsten, som nu er vores chauffør sidder konstant og skæver bekymret over på hende. Vi kommer heldigvis sikkert frem til den lille havn, hvor færgen skal bringe os over Lake Manapouri, og Vibse har nu fået det en smule bedre, og sejlturen over søen er heldigvis uden den helt vilde gyngen.
De sidste tyve minutters køretur i minibus går også rimeligt, og så er vi endelig tilbage i vante omgivelser, og så er der bare en køretur på 450km. tilbage

Denne køretur vil jeg ikke skrive så meget om, da det ikke ville kunne beskrive det ordentligt, det er bare den ene wow oplevelse efter den anden, og da vi når Lake Pukaki falder underkæben bare helt ned på brystkassen, den turkise farve, som den har, er bare helt fantastisk, og jeg har aldrig set noget lignende. Kameraet kommer på overarbejde og det er svært at komme videre, men videre skal vi jo.

Da vi kommer frem til Lake Tekapo, og vores værelse med udsigt over søen, kan vi glæde os over at den har den samme farve, så wow igen.

Church of the Good Shepherd

Endnu en fantastisk dag er gået, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag skal vi ud og sejle, og heldigvis er der kun 7-800 m. hen til det sted hvor turen starter, og det betyder at vi kan tage vores morgenrutine stille og roligt.
Først skal vi med en minibus til Pearl Harbour i Manapouri, to andre par er med i bussen et amerikansk, og et engelsk. I Manapouri støder yderligere to par til, de er fra Tyskland, så vi er altså kun 10 personer på båden. Fra Manapouri skal vi dog lige sejle en times tid med en færge sammen med 150 andre til den anden side af Lake Manapouri. Her venter endnu en minibus, der skal køre os det sidste 20 km. ad en grusvej gennem vildnisset, det er en tur på yderligere en time.

Den stolte havn Pearl Harbour

Ved tolvtiden er vi endelig fremme ved det gode skib “Southern Secret” som skal fragte os rundt i fjorden det næste døgns tid.
Inden vi kommer nogen steder, skal den dog lige tankes, og det er så lige omkring 1000 l. det drejer sig om.
Frokosten står allerede klar, så vi kan begynde med det vigtigste. Frokosten består af friskfanget hummer, nybagt brød, og forskellige slag salater, ikke så ringe endda.

Det er gråvejr, og skyerne hænger lavt, sådan er det faktisk 70% af tiden ifølge skipper, men det er tørt, så det er bare med at få så meget ud af det som muligt. Efter nogle timer bliver der gjort fiskestænger klar, og dem som har lyst kan nu fiske. Jeg skal da selvfølgelig prøve, og det lykkes da også efter nogle forsøg, at fange et par grimme små fisk med kæmpestore øjne. Tim, som den engelske mand hedder, har også fanget en af de grimme fisk, Kirsten vores tyske Kok, serveringsdame, rengøringsdame, chauffør m.m. tilbereder dem til aften sammen med en masse andet, og de tre kan lige nøjagtig give en lille bid til hver.

Skipper har fundet et roligt sted, hvor vi kan kaste anker, og her bliver vi så for natten.
Først skal vi dog lige have den føromtalte aftensmad, og til den bliver de medbragte vinflasker fundet frem, og hyggen breder sig. Efter middagen fortsætter vinflasketømningen og der snakkes og hygges på livet løs.
Ved titiden bryder selskabet op folk går til deres kahytter, og en dejlig dag er slut.

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Morgenstund har guld i mund…… bare ikke denne morgen. Det er temmelig overskyet, og kun ganske få blå pletter ind imellem, men det kan da ikke tage modet fra sådan nogen som os. Så efter morgenmaden er det afsted mod Millford Sound, et stykke landevej på ca. 120 km. hvor der kun er en mulighed for at komme væk igen, og det er nøjagtig samme vej tilbage.

Første egentlige stop er Mirror Lakes ( de findes da også allevegne), det kan knap nok retfærdigøres at kalde en sø, snarere et vandhul, men det er da stort nok til, at der er nogle meget fine refleksioner i vandet. Desværre er vandet ikke helt blankt, men det er flot alligevel.

Der var så meget at se på vej derop så jeg vil bare lade billederne tale for sig selv.
 
På vej tilbage til Te Anau spiser vi lige en lille picnic i skoven.

Og det sene måltid bliver indtaget i døråbningen på Motellet.

Det er blevet sent nu, så jeg vil bare sige!

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag er det lettere overskyet fra morgenstunden, og turen der ligger foran os er små 200 km. til Te Anau. Der er ikke noget specifikt vi skal se på vejen, men som sædvanlig er det bare superflot det hele. Igen i dag bliver vejret bare bedre og bedre og helt fremme i Te Anau skinner solen lystigt  fra en næsten blå himmel.

Vi er forholdsvis tidligt fremme, så indtil vi kan komme ind på Motellet benytter vi os af muligheden for at proviantere lidt i det lokale supermarked, og gå en tur i byen.

Motellet ligger lige ud til Lake Te Anau, så vi kan bestemt ikke klage over udsigten fra vores værelse på første sal.

Efter at vi kom på plads gik vi en tur langs søen, ud til et fugle reservat. Dejlig tur, men de eneste fugle vi så, var de helt almindelige og så nogle enkelte andre men de sad i bur, så ikke den helt store naturoplevelse.

Klokken 17:45 skulle vi på en tur til Glowworm Caves. Det indebar en sejltur med en katamaranfærge på ca. 45 minutter. Derefter blev vi delt op i grupper på 14 personer og gelejdet ind i hulerne, hvilket indebar at vi skulle bukke os ned til en højde af ca. 1 m. bare for at komme ind. Inde i hulen bruser vandet afsted under os i et øredøvende spektakel, så det er fuldstændig umuligt at høre, hvad guiden siger. Da vi når frem til det sted, hvor de lysende larver er, bliver vi, i mine øjne fuldstændig og urkomisk, bedt om at være stille, jeg mener man kan dårlig nok høre, hvad man selv tænker i den larm, og så skal vi være stille!!!!!.
Flot ser det dog ud, med alle disse små lysende blå prikker i loftet og vi bliver sejlet rundt mens vi kigger på dette blåprikkede loft.

Efter turen rundt i hulen, bliver vi samlet  og får fortalt lidt om hulerne og disse glowworms, meget interessant faktisk, og så er der gratis kaffe til .
Sejlturen tilbage er mere direkte  og tager kun en halv time.
Vi måtte ikke fotografere på turen, så derfor er der tomt på de næste linier.

Vi har tidligere på dagen udset os en Italiensk restaurant, så her står den på Pizza inden vi skal hjem og sove, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Vi vågnede i dag til fuld solskin, så det tegner til en god dag igen.

Vi kører op til en lille guldgraverby, som hedder Arrowtown, den ligger små 20 km. fra Queenstown. Bymidten består udelukkende af huse, der er mindst 100 år gamle, og her er helt vildt hyggeligt, hvis ikke det var for bilerne og vejskiltene kunne man godt føle sig hensat til 1890.

I den ene ende af byen ligger “The Chinese Settlement”. Det er resterne af de huse, som kineserne boede i da de grundlagde byen. De kom hertil for at grave guld. Jeg tror ikke at de fandt særlig meget, hvis man skal dømme ud fra størrelsen på deres huse, selv købmandens hus er ikke større end en pæn garage i dag.

Efter Arrowtown går turen til Kawarau Bridge, som er det sted hvor elastikspringet blev opfundet af mr. A.J. Hackett. Det er en mere end hundrede år gammel bro, som nu hovedsaligt bliver brugt til Bungy Jump. Hvis man gerne vil lettes for $195 eller ca. kr.1.000, så tager man bare skridtet ud i det fri med en elastik om benet og flyver de 43m ned…op….ned…op…ned, og efter at være bjerget i land af en gul gummibåd, kan man så gå hele vejen op igen, jeg mener til den pris burde der være transport op med i prisen.

Vi kører tilbage til Queenstown igen og stiller bilen ved hotellet. Vi skal nu en tur i the Gondola op til et sted højt over byen. Deroppe er der bare den mest sindsyge flotte udsigt ( jeg har vist brugt den vending før, men det bliver bare ved og ved), og vejret er jo perfekt og sigtbarheden er i top, så man kan se rigtig langt til alle sider.

Da vi kom ned igen, gik vi bare rundt i byen og ved havnen, og nød det. Der var masser at se på i havnen, bl.a. en turbåd med kuldreven dampmotor, jetdrevne både af forskellig slags til de adrenalinhungrende. Der var sågar en lille topersoners ting som udover at sejle vanvittig hurtigt, også kunne sejle under vandet og afslutte det med at komme lodret op igen som en anden legesyg delfin.
Diverse gadeunderholdere af forskellig kvalitet er også en del af begivenhederne.
Til slut er der det faste daglige ritual, som er kommet for at blive, nemlig aftensmaden, idag bliver den indtaget på en lukket altan på første sal, og med udsigt over havnen. Ikke så ringe endda.

Endnu en dejlig dag i fabelagtigt vejr er gået så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Det første vi gør, da vi vågner i dag, er at trække gardinerne fra og kigge ud. Heldigvis er det holdt op med at regne, men det er stadig totalt overskyet og meget diset. Der er meget der skal ses på vejen i dag, så det er jo bare om at komme afsted. Første stop er kun 5 minutter væk og hedder Lake Matheson. Den er kendt for sine refleksioner, det er dog så som så med refleksionerne i dag, men pænt alligevel. Næste stop er gletcheren i Fox Glacier, men det er helt umuligt at se noget for tåge, ikke engang bjergene kan man se.

Efterhånden som vi kører, begynder skyerne så småt at forsvinde, det bliver kun bedre og bedre. Ved halv elleve tiden kommer vi forbi en laksefarm, hvor der også er en café, så vi smutter da lige ind og kigger. Ud over fire bure i vandet til fiskene, og en hejre der sidder på kanten og slikker sig om munden, er der ikke meget at se, men vi kan da lige få lidt at spise, troede jeg. Jeg bestilte hvad jeg troede var en tallerken med røget laks, men viste sig at være rå laks, så ingen frokost til mig her.

Solen er nu endelig kommet helt frem, og vi kan nyde landskaberne i fulde drag. Det er fuldstændig umuligt at forklare i ord hvor smukt her er, ikke en gang billeder kan gengive det ordentligt, men jeg kan bare sige at vi nyder hver en km. og indimellem bliver der så også kigget på vandfald.

Vi kommer også til et sted der hedder Blue Pools, men jeg tror at de er farveblinde for i mine øjne er de grønne, men flotte alligevel.

Vi kører langs med Lake Wanaka en kæmpe stor sø som bare ser godt ud. På et tidspunkt drejer vejen væk fra søen, og vi kører måske 2 minutter og så ligger den næste fantastiske sø Lake Hawea, der lige foran os.

Vejen fører os tilbage til Lake Wanaka og til byen Wanaka, og her ligger Puzzle World et legested med en stor labyrint (tror jeg nok, vi var ikke inde), og uden for er byggeriet af nogle huse gået helt galt, jeg tror vaterpasset var væk den dag.

Der var så også lige et træ ude i søen, det skulle være det mest fotograferede i byen, så statistikken skal vel holdes ved lige, og når der så skal sol på, må man også lige vente 20 minutter zzzzzzzzzz.

Det sidste stykke vej til Queenstown går gennem Crown Range, det er en lidt langsommere vej, men absolut værd at vælge, scenerierne her er uden for enhver sammenligning bare WOUW. Midt på stykket møder vi sågar et plankeværk lavet af BHér. Vi finder senere ud af at det er et eller andet projekt der samler ind til bekæmpelsen af brystkræft.

Vi lander i Queenstown klokken halv otte, så efter en lang dag i bilen, trænger maverne til at blive forkælet. Byen er meget anderledes end hvad vi har oplevet indtil nu. Butikkerne er stadig åbne, der er folk i gaderne, der er gågader og i det hele taget meget hyggeligt. Vi finder da også et hyggeligt sted at indtage middagen på, og således mætte og tilfredse, vandre vi stille og roligt tilbage til hotellet og får lidt tiltrængt søvn, sååå

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Det bliver en kort dag på kontoret i dag!

Ved morgenbordet på vores Bed and Breakfast, sidder allerede et andet par, da vi kommer ind. De er søreme også fra Danmark, så vi får en hyggelig snak hen over morgenkaffen og så på vores modersmål. De er på en næsten identisk tur som vores, bare krydret med en uge i Perth først og 4 dage i Sydney bagefter….. pralerøve, vi er overhovedet ikke misundelige.

Det er totalt overskyet i dag, og ifølge vores tyske vært er der kun udsigt til regn i dag, så vi må hellere komme afsted inden det begynder.

Byen Hokitika er et centrum for New Zealandsk Jade, og de har nogle butikker med masser af jadeting, som Vibse har glædet sig til at besøge. Da det er national helligdag i dag, frygtede hun for at der var lukket i dag, men frygten var heldigvis ubegrundet. En times tid gik der så med at kigge og udvælge noget fra montrene, og så kunne vi også lige nå at proviantere i supermarkedet, som heldigvis også havde åbent.

Hokitika Gorge ligger ca 35 km. ind i landet fra hovedvejen, og der skal vi ind. På trods af dårligt vejr, er det virkelig de 70 ekstra km. værd, da vandet her har en helt ekseptionel farve. Der nu gået hul på skyerne, og regnen tager lige så stille til.

På vejen videre skal vi finde et sted og spise vores indkøbte grillede kylling og ciabattabrød. På grund af regnen leder vi efter et overdækket picnic sted. Vi ender med at køre ind i en skov, hvor vi kommer til en sø med en naturcampingplads. Der er et overdækket udekøkken, hvor vi i tørvejr kan indtage vores medbragte fugl.

Jeg er ked af at sige det, men herfra sker der ikke en sk.. mere, regnen bare siler ned i ét væk, hvilket den stadig gør her kl. halv elleve om aftenen.

Eftermiddagen og aftenen går med at se Xfactor, Rising og mor, Bonderøven og en netflixfilm i kategorien Å+.

Så vi håber virkelig på bedre vejr i morgen, men indtil da

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag har vi  ca. 310 km. plus de omveje vi vælger og tage, foran os.
Så vi må hellere se at komme afsted.

Den første omvej går til Nelson Lakes National park. I denne park findes efter sigende  verdens klareste sø, hvis vi skulle have oplevet den selv, krævede det en tre dages vandretur, som vi desværre ikke havde tid til. Jeg har snydt lidt og fundet dette billede på nettet.

Der var dog heldigvis nogle ganske smukke søer, som vi kunne nå i bil. Lake Rotoiti var den første vi kom til, og her har de nogle kæmpstore ål, som ikke må fanges. De går helt inde ved bådebroen, så de er meget lette at se. Der var også nogen der var ved at sætte et skib i vandet, det var et gammelt og utroligt flot skib og det var udstyret med en dampmaskine, ikke noget man ser hver dag.

Den næste sø hedder Lake Rotoroa, og ser bare godt ud.

Turen ud til kysten går videre gennem Buller Gorge, og på turen må vi lige ind omkring Buller Gorge Swingbridge, som er en meget smal og meget lang hængebro….. og der er langt ned .

Der fulgte en gåtur med i billetten til broen, så her fik vi en lille times tid til at gå.

Ude ved kysten kører vi ud til Cape Foulwind, hvor vi spadserer ud til et fyrtårn, og her er der de mest fantastiske udsigter til alle sider.

Sidste punkt i dag er Punakaiki eller Pancake Rocks and Blowholes. Det er et større område fyldt med klipper der ligner pandekager der er stablet, og inde i mellem stablerne er der nogle store huller, hvor vandet kommer susende ind, rammer klipperne og springer i luften, helt utrolige krafter, der er i sådan noget vand.

En meget fantastisk oplevelse, som runder en dejlig dag af.

Vi checker ind på vores B&B, får lidt aftensmad og så er det ellers

godnat og sov godt
Vibse og Michael