Nu er det tid til at komme videre, så vi får checket ud og kørt bilen frem for sidste gang. GPS’en bliver sat til færgeterminalen i Seattle, og efter 10-15 minutter holder vi ved færgelejet. Denne gang må vi bøde hele 25$ (hvor meget færgebillet får man lige derhjemme for 150kr.).
Sejlturen tager ca. 45 minutter og er ganske seværdig, eneste “problem” er bare at et tæt skydække og finregn tager lidt af underholdningsværdien.

Vel ankommet til Bainbridge Island sætter vi kursen mod Port Townsend, det er godt nok uden for vores rute men en tjener har fortalt os der burde vi tage hen, så det gør vi da. Port Townsend er en sjov by, den er nærmest i 3 etager. Det meste af byen ligger på 1. sal, der er en hovedgade med en del butikker og mange flotte huse. Når man når næsten ud til havnefronten går der en vej stejlt ned måske en 30-40m og så er der igen en hovedgade. Mange af husene her har gamle reklamer malet på facaderne og gavlene, og man føler sig lidt hensat til 50’erne eller 60’erne. Midt på denne gade er der på fortovet en trappe ned, det er så her den sidste etage kommer ind i billedet. Når man er kommet ned af trappen er der en lang gang hvor der ligger 4 butikker med glasfacader og det hele, meget pusseløjerligt.

Efter Port Townsend styrer vi videre mod Port Angeles. På vejen kører vi lige en afstikker ud til et naturområde ved Dungenes det er et vildtreservat der strækker sig ud på en tynd landtange, det er fredet og man må ikke gå derud, men man kan jo altid kigge, det vil sige det kan man så ikke rigtig for en tæt tåge har lagt sig over vandet. Vi får dog nogle gode omend anderledes billeder.

Port Angeles er en by der bare skal passeres i en fart, så hvis det ikke lige var fordi vi var sultne var vi nok ikke stoppet. På restauranten var der godt nok god serrvice, jeg vil gerne have øl til maden, men kan ikke beslutte hvlken en det skal være, da jeg ikke kender nogen af dem. Så jeg beder hende om at vælge en for mig. Et øjeblik senere kommer hun tilbage med tre små glas, med tre forskelllige øl, så kan jeg jo lige smage og selv afgøre hvilken en jeg vil have – fantastsisk. Jeg bestiller forret og hovedret, hun gør mig dog opmærksom på at det er fulde måltider begge to. Jeg tror ikke rigtig på hende og siger bare giv mig begge to. Det lyser ud af hende at hun tænker, ja så må han altså også selv om det, så smiler hun sødt og går. Da hun henter det brugte service og der kun ligger lidt brød og nogle pommes frites tilbage, indrømmer hun at det havde hun ikke regnet med…. men jeg var altså også sulten.

Nu mangler der så kun de sidste 30-40 km. inden vi lander på Crescent Lake Lodge, og får nøglen til vores Rækkehytte.
På trods af regn og tåge er der dog stadig så meget lys at vi kan gå en tur i området langs med søen. Det er nærmest en regnskov vi går i, og træerne ser helt fantastiske ud, alle stammer og grene er dækket af mos.
Jeg har aldrig før hørt et egern sige noget, men jeg tror at vi kom for tæt på dens rede og/eller maddepot, for hold da op en larm den kunne lave i forsøget på at lokke os væk derfra. Lidt senere mødte vi en hjort, og den var overhovedet ikke bange for os. Den stod helt roligt og spiste 4-5m fra os, og Selvom vi bevægede os og gik tættere på, stak den ikke af, det var meget underligt.

Nu er det ved at være sengetid, så

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag blev det til morgenmad på hotellet, for vi skulle jo på amfibiekøretur med “Ride The Duck” kl. 9:20, så der var ikke tid til svinkeærinder.

Præcis 9:10 var vi klar foran de monstrøse køretøjer, og inden vi fik set os om sad vi ombord i en af dem og klappede i takt til et hit fra 80’erne.
Vores chauffør er en rigtig spasmager, der skiftevis fortæller facts om byen og laver jokes, han går heller ikke af vejen for at snakke til folk på gaden eller i bilerne ved siden af os, han er faktisk temmelig underholdende. Efter ca. en times kørsel rundt i byen, er det tid til at stikke til søs, det foregår simpelthen på den måde at bilen kører ned af en skråning og ud i vandet, og nu er det en båd.

I knapt en halv time sejler vi rundt på Union Lake, og ser bl.a. den husbåd som Tom  Hanks boede på i “Søvnløs i Seattle”, og vandflyvere der lander i søen nærmest lige hen over hovedet på os. Vi skal nu op af vandet igen, og så er båden en bil igen, der på få minutter bringer os tilbage til udgangspunktet…. turen er slut.

Efter en hurtig tur på hotelværelset, bliver vores bil kørt frem, og vi kan tage på udflugt nord for Seattle. Turen går til flere små hyggelige byer, der næsten allesammen er fyldt med butikker der sælger alle mulige gamle ting.

     
Ved Mt Vernon drejer vi mod vest for at køre ud til Fidalgo Island, og herfra sydpå til Whidbey Island og videre til en af øens aller sydligste byer Clinton hvorfra der går en færge tilbage til fastlandet. På denne del af turen er der rigtig mange udsigtspunkter bl.a. broerne ved Deception Pass, og byen Coupeville har en hel stribe af små flotte og velholdte huse.

Færgen tilbage koster kun 10 dollar for bil og os begge, og vi kører direkte ombord, og den sejler umiddelbart efter, det kalder jeg timing.

Det er blevet aften, og inden vi når tilbage til hotellet, spiser vi lige vores aftenmåltid på “Daniels Broiler”, som ligger med udsigt over Union Lake. Det er dyrt, men fantastisk godt, og en god udsigt pynter jo altid.

Nå men klokken er mange, så……

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag gjaldt det så Seattle. Belært af erfaringerne med gårsdagens morgenmad, tog vi ned til Pike’s Place Market og spiste morgenmad på Lowell’s. endelig lykkedes det at få prøvet en af Jesper og Linda’s anbefalinger af og det var ganske udmærket og ikke mindst udsigten over havnen var fantastisk.
Bagefter fik vi checket markedet ud, og selvfølgelig også oplevet de verdensberømte fiskehandlere der kaster rundt med fiskene. De gør det nok mest for turisternes skyld, men underholdende er det i hvert fald.

“Slentre ned af avenuen” Ja man får gået nogle kilometer, og fødderne bliver godt møre, men hvad gør det så længe der er noget at kigge på, og det er der. Udover bygningerne og forretningerne så er der virkelig mange originaler, jeg tror at alle typer er repræsenteret her i byen.
Smith’s Tower er en gammel “skyskraber” fra 1909 og på hele 35 etager, her tager vi den utroligt flotte elevator i kobber og messing op til toppen for at få et kig ud over byen, og selv om det ikke er så højt igen er der en fremragende udsigt.

Tiden går, og det er allerede tid til frokost, og denne gang er det søreme igen Jesper og Linda’s anbefalinger der må stå for skud, Metropolitan Grill er stedet hvor vi indtager dette udsøgte måltid, og igen var det bare i orden.

Vi slentrer nu igen på avenuerne for at komme tilbage til Monorailen, der kan bringe os til Space Needle, her er det nemlig meningen at vi vil tage en tur med “Ride the Duck” som er et amfibiekøretøj der suser rundt i byens gader og viser turisterne det de skal se. Undervejs kommer man også en tur ud i Union Lake.
Der er bare et problem og det er at denne “forlystelse” er temmelig populær, så der er ikke flere ledige tider i dag som vi kan bruge, så derfor køber vi billetter til i morgen.

Efter en slapper og en opfrisker hjemme på hotellet, smutter vi tilbage til Space Needle. Vi har bestilt bord hjemmefra og skal spise i den roterende restaurant. Vi får en plads ved vinduet, og er heldige med at tidspunktet og placeringen passer lige med solnedgangen. Betjeningen og maden kan der ikke udsættes noget på og i den tid måltidet tager når vi hele vejen rundt 2 gange og der er såmænd også lysshow på himlen da det lyner og tordner i horisonten. Tordenvejret gør at vi ikke kan komme ud på observationsdækket efter middagen, det var lidt ærgerligt, vi ville godt have taget nogle aftenbilleder, men det var for farligt sagde de. Så nu var det bare hjem og skrive blog og sove skønhedssøvn.

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Jetlag’en fornægter sig ikke, der er ingen af os der kan sove her til morgen, så vi kommer da tidligt op. Det resulterer i at vi er klar til morgenmad før hotellet, de synes åbenbart ikke at man er sulten før klokken 8:00……… Morgenmad og morgenmad det er nu også så meget sagt, det er muligt at en mellemstor solsort villle blive mæt, men ikke mig.

Efter dette udsøgte måltid bliver bilen pakket, og vi sætter kurs mod Snoqualmie Falls. Det er et vandfald som man har udnyttet til vandkraft allerede i 1898 og som nok er mest kendt for sin medvirken i TVserien Twin Peaks.

Efter vandfaldet besøger vi også Snoqualmie “Stationsby”, en meget hyggelig lille by hvor den gamle stationsbygning er centrum og hvor en veteranbane stadig kører med turister (dog ikke os). På en lang strækning af skinnerne står der ældgamle lokomotiver og lige så stille ruster op.

Nu går turen videre mod Mt. Rainier Nationalpark. Det er en temmelig lang tur, men vi får da så også valuta for pengene. Det ene sceneri efter det andet med vandfald, gletchere, dybe kløfter, søer og så selvfølgelig bjerget Mt. Rainier.

Det var meningen at vi ville spise i Seattle på et af de steder som Linda og Jesper har anbefalet, men det har taget så lang tid med alt det naturkiggeri, at vi er nød til at spise på vejen hjem. Det bliver så i nogle gamle ombyggede togvogne i byen Elbe.

Vi er først hjemme på hotellet igen kl. 23

Og nu er bloggen skrevet så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Så er sommerferien på plads.

9. august drager vi til USA. Vi starter i Seattle, og skal så køre langs kysten (i store træk) til Los Angeles via San Francisco.
Highway 1 skulle være noget af det smukkeste inden for kyststrækninger, så vi håber at den lever op til forventningerne.
Der er allerede bestilt bord i den roterende restaurant på toppen af Seattles vartegn “The Space Needle”.
så nu er der vel kun en ting at gøre…….. vente i spænding!

Jeg vil så vidt muligt opdatere denne blog under turen, så indtil da, ha’ en fortræffelig sommer.

Hilsen Vibse og Michael