Vibse ville gerne finde en Crocsbutik, og i følge Google skulle vi kunne finde en sådan i stormagasinet Nordstrom, så det første vi gør i dag er at besøge dette stormagasin. Google er imidlertid ikke altid helt opdateret, og Crocsbutikken er lukket.
Stormagasinet har til gengæld en sjældenhed, ja jeg har faktisk ikke set det andre steder, nemlig en rulletrappe der kører rundt i en bue. Vi så den godt nok også sidst vi var her, men jeg bliver imponeret hver gang.

Vi tager buslinie 71 og kører til Ashbury Haights, et gammelt hippiekvarter hvor der stadig hersker en “make love not war” stemning. Der går virkelig mange originaler rundt, og butikkernes udsmykning ser hjemmelavet ud, det kunne lige så godt være 1969.
 

For enden af gaden starter Golden Gate Park, som er en kæmpestor park med alle mulige aktiviteter der er lageplads for børn, og adskillige legepladser for voksne, der er bl.a. Squashbaner, og noget så eksotisk som en græsplænebowling klub. En Japansk tehave, en botanisk have og meget meget mere. Området er så stort at vi må giver op halvvejs igennem, hvis vi også skal nå andet i dag.

Vi vil gerne op på Twin Peaks, som er det højeste sted i byen, herfra er der en fantastisk udsigt over hele byen, og ud til Golden Gate Bridge. Desværre for os kører der ikke nogen bus dertil, så det bliver lidt af en bjergbestigning for at komme derop til fods. Det er så strabadserne værd, for vejret er klart og man kan bare se langt omkring. Nedturen er også til fods, så da vi endelig er ned igen, er jeg godt nok træt.

Vi tager toget tilbage til byen, og går hjem på hotellet for lige at lade op til aftenturen, som igen byder på en tur i Kabelsporvognen til Fishermans Wharf, og denne gang bliver dinneren indtaget på Bubba Gump Scrimp co. der ligger alleryderst på PIER 39, og herefter går det hjemad med linie F og Kabelsporvognen det sidste stykke.

One man band, Gadeunderholdning på Pier 43½

Nu skal vi i seng, for i morgen skal vi videre til Monterey, så

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Jeg var doven i går, så derfor bliver gårsdagens indlæg her på bloggen faktisk først skrevet her til morgen. Klokken er derfor næsten tolv før vi kan forlade hotellet gennem det imponerende indgangsparti, ja det ord dækker vist ikke rigtigt.

Vi tager kabelsporvognen lige uden for hotellet, og kører endnu engang ned til Fishermans Wharf.

Den sene morgenmad bliver noget anderledes end sædvanligt, da den består af Clam Chowder hældt i et udhulet surdejsbrød med tilhørende cola. Dette udsøgte måltid bliver indtaget på en stormomsust plads ved et bordogbænk arrangement, hvor vi var heldige at få plads. Clam Chowder er en cremet suppe med  muslinger, kartofler bacon m.m. der faktisk smager fantastisk.

De næste timer gik med at spankulere rundt på havnefronten og studere mennesker og butikker.
 
Alcatraz

Vi har læst at man skal op til Coit Tower, som ligger højt over byen på Telegraph Hill. Selvfølgelig skal vi også derop, og tager bus linie 39, som kører lige til døren. Det skal vise sig at blive en af de mere morsomme oplevelser. Chaufføren på bussen, en stor neger, er et livstykke uden lige, stort set alle der kommer ind i bussen bliver spurgt hvor de er fra, og så snakker han bare løs, og til mange af dem, på deres eget sprog. Da han hører vi er fra danmark, begynder han at fortælle på dansk om en han kender i Gentofte, og Roskilde kender han også. Han kan alle de frække ord som, for helvede og kraftædemig. Da der kommer yderligere to danskere op i bussen, går han helt i selvsving og nyder tilsyneladende at få genopfrisket sit danske. Alt dette foregår mens han får styret bussen op af smalle stejle veje, indtil vi holder foran Coit Tower, en helt igennem superunderholdende bustur.

Vi vil ikke give over 8o kr. for at komme op i tårnet, sigtbarheden er elendig så det giver ikke rigtig nogen mening, da man alligevel ikke kan se ret langt.

Da vi skal ned igen med linie 39, er det den samme chauffør som før, så vi bliver straks genkendt og det hele starter forfra 😉

Vi tager sporvognen til Farmers Market for enden af Market street, og endelig lykkes det at finde et sted hvor man kan få en fadbamse juhuu.
På markedet køber vi noget brød, røget laks og nogle kæmperejer, så aftensmaden bliver hjemmelavet på værelset. Fra Farmers market spadserer vi hjem, og dagen er dermed ved at være forbi.

Bygning på hjørnet af Pine Street og Davis Street

Laksen er fortæret og bloggen er skrevet, så

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Fantastisk udsigt at vågne op til, og lyden af bølgebrus gør det jo ikke værre, desværre er der kun en nat her 😉

Der er jo ikke noget at gøre ved det, vi må se at få pakket bilen og komme afsted. Vi har en tur på lige knap 300 km. foran os, og det er jo ikke ligefrem motorvej (heldigvis).
Vi er ikke engang nået ud af byen før det første motiv dukker op, en fyr står og læner sig op af sin gamle Fordvogn med en stor træbro i baggrunden, ham må vi lige ha’, eller i hvertfald hans bil, han er så flink at træde væk fra bilen så vi kan få et ordentligt billede.

Kysten byder stadig på nogle utroligt flotte landskaber, som det er meget svært at løsrive sig fra.

I Mendocino er der igen en masse charmerende huse, og mange af dem har lavet et udkigstårn så de kan komme op og se havet. I et af dem ligger også en restaurant hvor vi kan få morgenmad på første sal, så kan vi følge livets gang i hovedgaden.

De har også nogle interessante drinks på stedet, den består af noget der minder om tomatjuice med en bladselleri, en kæmpereje, oliven, et stykke bacon samt andre gode ting som vi ikke lige kan se hvad er… mmmmmm, han så også lidt betuttet ud ham der fik den.

Mens vi sidder der kommer en kortege af gamle biler kørende, klubben er vist på tur, så kom kameraet på arbejde igen.

Man kan åbenbart ikke gå ud fra at Highway 1 er lige ud hele tiden, for lige pludselig opdager vi at vi skulle have drejet et eller andet sted, så det kostede os lige en omvej på over 100 km. og halvvejen af den var på snoede bjergveje, så kan vi lære det kan vi!

Tilbage på sporet kan vi nu se fyrtårnet i Point Arena. Vi vælger nu at se det på 100m. afstand, de vil nemlig have 14$ for at vi kan køre de sidste 100m. de må jo have spist et eller andet de ikke kunne tåle at drikke.


 

Resten af turen nyder vi stille og roligt, stopper lidt i ny og næ for at tage nogle billeder, og endelig har vi Golden Gate Bridge foran os. Resten af vejen gennem byen går meget let (hurra for GPS’en), og vupti så holder vi foran vores hotel, og wow for et hotel, ham der står foran og tager imod gæsterne og skaffer taxi’er og sådan noget, er klædt ud i en rød dragt fra det forrige århundrede, eller før endnu.

Vi er nu flyttet ind på 11. etage, og kan tage afsted ud i byen. Da vi bor 200 m. fra kabelsporvognens endestation, bliver vi enige om at købe en 3dages billet til hele det offentlige transportsystem, og så tage kabelsporvognen ned til Fishermans Wharf.

Efter at have spadseret lidt rundt her, går vi ud på Pier 39 og spiser på vores stamrestaurant, vi var her 2 gange i 2011.

Mætte glade og kolde, tager vi sporvognen linie F tilbage udgangspunktet, og så er det ellers i seng, så

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag stod vi op til endnu et gråvejr, men vi var ude af døren allerede kl. 8. Vi ville lige en tur rundt i byen og se på alle de flotte gamle huse, og vi blev heller ikke skuffet. Et enkelt af “husene” vil jeg gå så langt som at kalkde det et slot, gæt selv hvilket!

Avenue Of  The Giants, er dagens hovedattraktion, Det er en strækning på ca. 50 km. som løber paralelt med Highway 101. Redwood træerne vokser i et 800 km. langt bælte i det vestlige USA, men lige netop her finder man de største, og store det er de. De fleste af de rigtigt store er omkring 2000 år gamle, og et sted lå et stykke af en kæmpestamme hvor man havde talt sig frem til at det skulle være 3200 år gammelt, men hvad, os kan man bilde alting índ.

 

Vel ude af avenuen og lidt til kom vi til Byen Legget, og det er her Highway 1 starter. Inden vi starter på 1’eren skal vi dog lige ind til The Chandelier Tree, det er et træ der er så stort at man kan køre igennem det. Det er privat ejet, så det koster lige 5$ at prøve den forlystelse.

Det første stykke af 1’eren snor vejen sig op og ned, ud og ind i ca. 25-30 km. indtil man når ud til kysten, og her er det Vibse der kører, det er hun ikke helt tilfreds med. Vi kommer dog sikkert frem til vores hotel i Fort Bragg, og det ligger helt ud til vandet. Vores udsigt fra altanen er bare formidabel.

Selvom byen er rimelig stor, er det nærmest umuligt at finde en restaurant, og da det endelig lykkes, skal vi skynde os for den lukker kl. 9.
De skal nok op med hønsene allesammen, for det er hele byen der er mere eller mindre mørkelagt.

Nåh men, endnu en dag er gået så…

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag fik vi startet dagen i ordentlig tid, og kom afsted ved 9 tiden, hvilket senere viste sig ikke at være tidligt nok.

Morgenmaden bliver indtaget i Nonnies Breakfast Barn, et rødt hus hvor der står med meterhøje bogstaver på taget “BACON”, Det kan bare ikke gå galt vel!

Næste stop på turen er en lille hyggelig havneby der hedder Bandon. Her er der masser af gamle huse, der er omdannet til forretninger, der sælger alt muligt turistjunk. En krabbekiosk er der også, det er lidt lige som en pølsevogn bare med krabbekager og andre afskygninger af krabbe.
Det behøver ikke at være kedeligt at være handicappet, på en handicapparkering holder en Chevrolet Corvette Cabriolet med behørigt skilt i forruden, så kom ikke her…


Gårsdagens Tåge har ligget på lur, for nu hvor vi viser os på kysten igen, kommer den omgående rullende øv øv øv.

På den videre tur, kører vi igennem en by der hedder Denmark. det er en by der ved en fintælling, som vi selv foretog, viser sig at have ét hus. Til gengæld er det et fint hus.

På vej ud til Cape Blanco Lighthouse, ligger et af de ældste huse på vestkysten, Hughes House er bygget i 1898, men er særdeles velholdt. Det fungerer også som museum.

Fyrtårnet som man skal gå en 6-800 m. for at komme til, ligger hengemt i tåge da vi kom. Mens vi var der lettede tågen så vi kunne fotografere, men den kom også tilbage igen. (ih hvor er det irriterende) Udsigten fra fyrtårnet ville også have været flot i klart vejr.

Tågen letter, og vi ser nu det ene flotte sceneri efter det andet, vi stopper adskillige gange for at nyde synet, og må nu konstatere at hvis vi ellers skal nå frem til vores destination i dag, bliver vi nød til at gå lidt let hen over resten. Ved Grænsen til Californien begynder de kæmpe store fyrretræer også at dukke op, men det er allerede ved at være halvmørkt, så det må vente til i morgen med at nærstudere dem.

Vi når først frem til vores hotel kl., 21.15. Restauranten på hotellet lukker kl. 22 så der er ingen tid at spilde, ind på værelset med kufferterne og så afsted.

Nu er maverne fyldte, og der er kun en ting at sige:

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag har jeg simpelthen ikke overskud til at skrive en lang historie, så her er den korte version.

Vi sov lidt længe for en gangs skyld, stod op gik i bad og kørte fra A til B, konstaterede at vorherre endnu engang tog pis på os, for i samme øjeblik vi ramte Coos Bay og dermed stillehavskysten, lagde han en tyk tåge over området.
Vi fik en middag på restaurant “Hajen Bider” og nu vil vi bare i seng, men I får da lige lidt billeder.

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Vi skal køre langt i dag, så vi står tidligt op, springer morgenmaden over og checker ud ved 7tiden, og så er det ellers bare derudaf.

Det meste af vejen er motorvejskørsel, og derfor ikke anledning til spændende indlæg her på bloggen.

På den sidste del af turen foregår det på landevej, og her er der da lidt at se på, Salt Creek byder på en tur ned over togskinnerne ( vi håber der ikke kommer nogen) og ud på en dæmning med en utrolig udsigt til begge sider. Ude i kanten af dæmningen vokser der brombær, så Vibse får da lige plukket en håndfuld til den videre tur.

Salt Creek Falls, som på trods af navnet ligger adskillige kilometer fra Salt Creek, er et helt utroligt flot vandfald. Desværre for fotograferingen ligger det i skygge, og man får heller ikke helt fornemmelsen for hvor højt der er ned.

Klokken halv tre er vi endelig fremme ved Crater Lake. Igen må vi konstatere at vejret ikke er helt med os, det er helt overskyet og sceneriet er derfor noget farveløst, men uanset disse mangler er det bare fantastisk alligevel at stå på kanten af denne gamle vulkan. Det ser ikke umiddelbart kæmpestort ud, men det er det, der sejler en turbåd på søen og man kan kun lige få øje på den, man kan snildt se det hele på en gang, men der er altså en 53 km. køretur rundt.



Det er lige en køretur for både Christina og Linda, der er nemlig ikke noget autoværn nogen steder, og mange steder går det flere hundrede meter lodret ned 10 cm. fra vejkanten. Der går heldigvis ikke lang tid før skyerne begynder at forsvinde og det hele ser meget bedre ud. der er mange udkigssteder på vejen rundt og vi skal da ind på næsten allesammen så vi ikke går glip af noget. Der er også en afstikker den modsatte vej, altså væk fra søen, på ca. 10 km. ind til et sted hvor der hedder “Pinnacles”. Det er nogle høje formationer af vulkansk aske, som vind og vejr har gjort til en utrolig kæmpeskulptur man bare skal se.

Da vi efter 4½time er nået hele vejen rundt, kan vi køre de sidste 40 km. til dagens “Hotel” Diamond Lake Lodge, som lyder flot, men som intet har med virkeligheden at gøre, men hvad, vi skal jo bare sove.

og apropos sove, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Verdens værste morgenmad, det må simpelthen være det man får her på vores hotel i Warrenton/Astoria. for det første er der paptallerkener og plasticbestik, og så skal man selv lave sine Vafler ved at tappe vaffeldejen i en engangskop og hælde den over i et elvaffeljern der selv slukker når vaflen er færdig. Pandekagerne er indpakket i plastfolie og skal bare lige have 90 sekunder i en mikroovn. Der er også “danish” en spandauer i plastfolie som sikkert kan holde sig i 3 måneder. Der er gifler indpakket i folie som lige skal skæres over med en plastikkniv og så en tur i brødristeren. Youghurten var der mug på selvom sidste salgsdag ikke var overskredet. Til alle disse herligheder kunne man drikke alt det kaffe man havde lyst til, og faktisk var kaffen ganske udmærket.

Skulle du nogensinde havne på dette hotel, så spring morgenmaden over!

I Astoria tager vi lige op på udsigtspunktet fra i går og ser det i dagslys. det er helt sikkert et ekstra besøg værd.
Vi må også lige besøge havnen, som er fyldt med søløver. Vi løber også lige ind i 3 glade lystfiskere som er ved at blive fotograferet med deres fangst, nogle imponerende Laks.

Turen til Portland er uden de store begivenheder, bortset fra at vi kører til det forkerte hotel, det er en kæde der hedder “Red Lion” som har 3 hoteller i byen, og jeg har fået sat GPS’en til det forkerte. Så vi kan køre 10km. tilbage hvor vi kom fra og finder så det rigtige.

Det er lørdag og der er musikfestival og marked i Portland. Markedet når vi ikke ret meget af, for det lukker kl. 17.00 og vi er der først kl. 16.40.
På vej derhen tror jeg først ikke mine egne øjne, for nede på vandet i floden kører der 4 Fiat 500 rundt, og lidt senere møder vi en mand der er ude og gå tur med sin gris. Jeg tror godt man kan lide at vække opsigt her i byen.
 
 

Vi har læst om et sted der hedder Woodoo Donut der skulle være helt vildt populært, så det må vi jo lige checke ud. Minsandten om ikke det er rigtigt, der er kø langt hen ad gaden for at købe de mest mærkelige donuts, og alle steder i byen møder man mennesker med en lilla æske med donuts under armen.

Efter en lille forfriskning på en café, bliver vi enige om at vi skal have noget at spise. Vibse finder en restaurant i en turistbrochure vi har med, som vi vælger at tage hen på. Da vi har fået vores bord efter lidt ventetid, kigger vi i menukortet, og herefter på hinandsen, og siger næsten i kor “skal vi ikke skynde os ud igen”. Som sagt så gjort – de priser var ganske enkelt for vanvitige, så vi spiser på hotellet i stedet for, og så er den dag gået, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Endnu en morgen bliver indledt med en skovtur, en rundstrækning på en 2-3 km. Det går rigtig meget op og ned, så det er ikke bare “a walk in the park”. Midtvejs møder vi en kvindelig Jogger der fortæller os at hun har set en bjørn, så vi skal huske at lave lidt støj…. det er jo meget betryggende. Så vidt vi forstår så har hun set den et sted hvor vi ikke skal hen, så vi tager det rimeligt roligt.

Vi skal nu sydpå til Astoria, en tur hvor der ikke er de helt store ting i vente, bare skov strand og sjove huse. Et af de steder vi har set omtalt er en by der hedder Aberdeen, her stopper vi og prøver at finde et eller andet interessant at kigge på. Da det viser sig at være temmelig svært prøver vi at spørge en næsten lokal (hun bor ikke i selve byen), efter at have tænkt sig godt om, er det eneste hun kan komme i tanke om, at Kurt Cobain kommer her fra byen og de vist nok har lavet et museum om ham……… vi kører videre!

Der var Caddilactræf i byen.

Et andet sted vi er blevet anbefalet er Cape Disappointment, og her blev vi ikke skuffede, de lokale myndigheder skuffer ved at lave nogle håbløse parkeringsregler. Man skal have et “1-day Discover Pass” for at parkere i området. Det kan man købe i en kiosk 3 km. derfra hvis man kun har kontanter eller man kan trække det i en automat ved hjælp af et kreditkort. Det tager lige nogle minutter at finde ud af, men så får vi også trukket en billet, og skynder os tilbage til bilen, men gudhjælpemig om der ikke allerede sidder en bøde i vinduet grrrrrrr. Vi finder heldigvis en parkbetjent der kan se det urimelige, og efter at have set vores billet annulerer bøden, han skuffede ikke
Efter alt det bøvl kan vi endelig begive os ud til fyrtårnet der står på stedet og iøvrigt ikke er særlig imponerende. Det er til gengæld udsigten som er helt fabelagtig. stedet ligger meget højt, så højt at surferne der ligger og plasker rundt i vandet næsten er umulige at få øje på. Man kan se helt ud over Columbiaflodens udmunding, og se de store skibe der er på vej ud og ind.

Vi kører nu de sidste kilometer til Astoria, og passerer her en kæmpelang bro over Columbiafloden, der også er grænsen mellem Washington og Oregon. Ud over at broen er lang, så er det sidste stykke ind til Astoria  også højt hævet over byen, et meget aparte syn.

Efter at have checket ind på hotellet, tager vi tilbage til byen for at få lidt at spise, og bagefter går vi en tur langs havnen, og til sidst kører vi op til en kæmpe søjle der er placeret på den højeste bakke over byen. Herfra er der bare den mest utrolige udsigt over byen, floden, havet og over land så langt øjet rækker.

Vi er nu tilbage på hotellet og skal i seng så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag startede vi efter morgenmaden med en rask lille gåtur på 5km. Vi skulle nemlig lige se Marymere fall inden afgang. Turen indtil vandfaldet gik gennem regnskoven med de mosbelagte træer og bregnerne i bunden, en strabadserende tur der dog var det hele værd, fantastisk vandfald.

Næste punkt på dagen  var kun 30 km. væk nemlig Sol Duc Hot Springs, hvor hot spring viste sig at være nogle svømmebassiner med varmt vand, som vi dog ikke benyttede os af. Et nyt vandfald lokkede, og denne gang kunne vi nøjes med en gåtur på 3 km.  Denne gang havde vi vores hyr med en flok kinesere, som selv om vi prøvede både at gå i forvejen eller vente så de kom foran, så formåede de at være i nærheden hele tiden. Det er komplet umuligt at videofilme med sådan nogle skabninger tæt på, de snakker uafbrudt højt og i munden på hinanden, så lydsporet til filmen bliver totalt massakreret. Denne gang betragter man vandfaldet fra oven, og igen er det fantastisk flot.

Den sidste ting vi skal nå i dag er Hoh Rain forrest, hvor det efter sigende regner mere end 300 dage om året. I dag er ingen undtagelse, men heldigvis er det kun støvregn, så det kan ikke ødelægge oplevelsen. Det er en 2 km. vandretur i gennem den rene troldeskov, mos’en hænger i lange tråde fra træernes grene, væltede og halvrådne træer ligger overalt, det er bare så flot og samtidig uhyggeligt. Alt i alt kan jeg godt forstå hvis i synes at det lyder lidt ensformigt, men det er ingenlunde tilfældet, og den ene wauv oplevelse efter den anden dukker bare op, så kameraet er lige ved at løbe varmt.

Klokken 19 er vi fremme ved Lake Quinault Lodge, hvor vi kan checke in på vores værelse. Et lækkert rum i grimgrøn og fesentbrune nuancer, med garderobe i badeværelset og håndvask i stuen, en storslået udsigt til en tagflade og en skorsten, alt sammen lullet ind i lyden fra et ventilationsanlæg, der får den konstante brummen i en flyvemaskine til at minde om fuglekvidder. Hvis vi finder noget at brokke os over skal vi nok lade jer det vide ;-).

En hel dag uden noget at spise, så vi søger hurtigt mod restauranten, hvor vi får et bord ved vinduet med udsigt over søen. Maden er også meget fin, og betjeningen i top ( kom ikke og sig at vi er negative).

Efter middagen kan vi stadig lige nå at fotografere lidt udenfor inden det bliver mørkt. Det er faktisk et meget hyggeligt gammelt sted, og der er gæster allevegne der hygger sig, nogle ved et lejrbål og andre sidder bare og nyder det i de dertil indrettede havestole.

Nu er det snart sengetid, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael