Verdens værste morgenmad, det må simpelthen være det man får her på vores hotel i Warrenton/Astoria. for det første er der paptallerkener og plasticbestik, og så skal man selv lave sine Vafler ved at tappe vaffeldejen i en engangskop og hælde den over i et elvaffeljern der selv slukker når vaflen er færdig. Pandekagerne er indpakket i plastfolie og skal bare lige have 90 sekunder i en mikroovn. Der er også “danish” en spandauer i plastfolie som sikkert kan holde sig i 3 måneder. Der er gifler indpakket i folie som lige skal skæres over med en plastikkniv og så en tur i brødristeren. Youghurten var der mug på selvom sidste salgsdag ikke var overskredet. Til alle disse herligheder kunne man drikke alt det kaffe man havde lyst til, og faktisk var kaffen ganske udmærket.

Skulle du nogensinde havne på dette hotel, så spring morgenmaden over!

I Astoria tager vi lige op på udsigtspunktet fra i går og ser det i dagslys. det er helt sikkert et ekstra besøg værd.
Vi må også lige besøge havnen, som er fyldt med søløver. Vi løber også lige ind i 3 glade lystfiskere som er ved at blive fotograferet med deres fangst, nogle imponerende Laks.

Turen til Portland er uden de store begivenheder, bortset fra at vi kører til det forkerte hotel, det er en kæde der hedder “Red Lion” som har 3 hoteller i byen, og jeg har fået sat GPS’en til det forkerte. Så vi kan køre 10km. tilbage hvor vi kom fra og finder så det rigtige.

Det er lørdag og der er musikfestival og marked i Portland. Markedet når vi ikke ret meget af, for det lukker kl. 17.00 og vi er der først kl. 16.40.
På vej derhen tror jeg først ikke mine egne øjne, for nede på vandet i floden kører der 4 Fiat 500 rundt, og lidt senere møder vi en mand der er ude og gå tur med sin gris. Jeg tror godt man kan lide at vække opsigt her i byen.
 
 

Vi har læst om et sted der hedder Woodoo Donut der skulle være helt vildt populært, så det må vi jo lige checke ud. Minsandten om ikke det er rigtigt, der er kø langt hen ad gaden for at købe de mest mærkelige donuts, og alle steder i byen møder man mennesker med en lilla æske med donuts under armen.

Efter en lille forfriskning på en café, bliver vi enige om at vi skal have noget at spise. Vibse finder en restaurant i en turistbrochure vi har med, som vi vælger at tage hen på. Da vi har fået vores bord efter lidt ventetid, kigger vi i menukortet, og herefter på hinandsen, og siger næsten i kor “skal vi ikke skynde os ud igen”. Som sagt så gjort – de priser var ganske enkelt for vanvitige, så vi spiser på hotellet i stedet for, og så er den dag gået, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael