Efter at have taget morgenbad sammen med 372 stankelben, var vi klar til at køre kl. 7:30. De første 70-80 km. var utroligt flotte, vi kørte langs med først en sø og derefter en flod. Søen var åbenbart et meget eftertragtet fiskested, for der var fuld gang i den selvom det var så tidligt. Lystfiskerne havde virkelig gode kår her praktisk taget hele vejen langs søen havde de mulighed for at stille deres campingvogn eller motorhome op og således have let adgang til at tilberede de fisk de måtte fange.
Da dette stykke vej var overstået, ja så må jeg sige at resten af vejen op til Yosemite var bare keeeedeeeeligt. Så hurtigt videre.
Vores tidligere indgåede kontrakt med Vor Herre (bevares) er tilsyneladende udløbet, for hvor vejret indtil nu har været ganske fint, ja så passer det stort set med at da vi når indkørslen til Nationalparken, så bliver det overskyet, og vi fi får sågar regn, hørte I det: REGN, det hører ingensteder hjemme. Jeg tror jeg sender en klage. Vi får da set de pæne steder på vej op, så som Bridalveil Falls, Lower Yosemite Falls og flere andre men i gråvejr er det jo ikke helt det samme vel?
Vi finder vores hjemmefra bestilte plads og bliver vel installeret på den. Da vi ikke har fået noget at spise hele dagen, så er det bare i gang med at kokkerere. Efter at have spist og vasket op og smidt affald i sikrede affaldscontainere, vi er jo nu i Bjørneområde, og har måttet skrive under på at det er vores egen skyld hvis vi skulle komme i klammeri med Hr. Bjørn, ja så tager vi en rundtur med den gratis shuttlebus der kører rundt i parken, bare sådan for at orientere os til i morgen.
Da vi nu er færdige for i dag, vil vi overveje at sætte os i vores lænestole, smække fødderne op, få en kop kaffe og en Cognac, se lidt sport og en film i fjernsynet, og så gå i seng……….ååårh for Søren, jeg kommer i tanke om at jeg ikke har mere cognac..
Vejrudsigten for i morgen siger “mostly sunny”, så der er da håb forude.
Vibse og Michael