Nu er det tid til at komme videre, så vi får checket ud og kørt bilen frem for sidste gang. GPS’en bliver sat til færgeterminalen i Seattle, og efter 10-15 minutter holder vi ved færgelejet. Denne gang må vi bøde hele 25$ (hvor meget færgebillet får man lige derhjemme for 150kr.).
Sejlturen tager ca. 45 minutter og er ganske seværdig, eneste “problem” er bare at et tæt skydække og finregn tager lidt af underholdningsværdien.

Vel ankommet til Bainbridge Island sætter vi kursen mod Port Townsend, det er godt nok uden for vores rute men en tjener har fortalt os der burde vi tage hen, så det gør vi da. Port Townsend er en sjov by, den er nærmest i 3 etager. Det meste af byen ligger på 1. sal, der er en hovedgade med en del butikker og mange flotte huse. Når man når næsten ud til havnefronten går der en vej stejlt ned måske en 30-40m og så er der igen en hovedgade. Mange af husene her har gamle reklamer malet på facaderne og gavlene, og man føler sig lidt hensat til 50’erne eller 60’erne. Midt på denne gade er der på fortovet en trappe ned, det er så her den sidste etage kommer ind i billedet. Når man er kommet ned af trappen er der en lang gang hvor der ligger 4 butikker med glasfacader og det hele, meget pusseløjerligt.

Efter Port Townsend styrer vi videre mod Port Angeles. På vejen kører vi lige en afstikker ud til et naturområde ved Dungenes det er et vildtreservat der strækker sig ud på en tynd landtange, det er fredet og man må ikke gå derud, men man kan jo altid kigge, det vil sige det kan man så ikke rigtig for en tæt tåge har lagt sig over vandet. Vi får dog nogle gode omend anderledes billeder.

Port Angeles er en by der bare skal passeres i en fart, så hvis det ikke lige var fordi vi var sultne var vi nok ikke stoppet. På restauranten var der godt nok god serrvice, jeg vil gerne have øl til maden, men kan ikke beslutte hvlken en det skal være, da jeg ikke kender nogen af dem. Så jeg beder hende om at vælge en for mig. Et øjeblik senere kommer hun tilbage med tre små glas, med tre forskelllige øl, så kan jeg jo lige smage og selv afgøre hvilken en jeg vil have – fantastsisk. Jeg bestiller forret og hovedret, hun gør mig dog opmærksom på at det er fulde måltider begge to. Jeg tror ikke rigtig på hende og siger bare giv mig begge to. Det lyser ud af hende at hun tænker, ja så må han altså også selv om det, så smiler hun sødt og går. Da hun henter det brugte service og der kun ligger lidt brød og nogle pommes frites tilbage, indrømmer hun at det havde hun ikke regnet med…. men jeg var altså også sulten.

Nu mangler der så kun de sidste 30-40 km. inden vi lander på Crescent Lake Lodge, og får nøglen til vores Rækkehytte.
På trods af regn og tåge er der dog stadig så meget lys at vi kan gå en tur i området langs med søen. Det er nærmest en regnskov vi går i, og træerne ser helt fantastiske ud, alle stammer og grene er dækket af mos.
Jeg har aldrig før hørt et egern sige noget, men jeg tror at vi kom for tæt på dens rede og/eller maddepot, for hold da op en larm den kunne lave i forsøget på at lokke os væk derfra. Lidt senere mødte vi en hjort, og den var overhovedet ikke bange for os. Den stod helt roligt og spiste 4-5m fra os, og Selvom vi bevægede os og gik tættere på, stak den ikke af, det var meget underligt.

Nu er det ved at være sengetid, så

Godnat og sov godt
Vibse og Michael