I dag gjaldt det så Seattle. Belært af erfaringerne med gårsdagens morgenmad, tog vi ned til Pike’s Place Market og spiste morgenmad på Lowell’s. endelig lykkedes det at få prøvet en af Jesper og Linda’s anbefalinger af og det var ganske udmærket og ikke mindst udsigten over havnen var fantastisk.
Bagefter fik vi checket markedet ud, og selvfølgelig også oplevet de verdensberømte fiskehandlere der kaster rundt med fiskene. De gør det nok mest for turisternes skyld, men underholdende er det i hvert fald.
“Slentre ned af avenuen” Ja man får gået nogle kilometer, og fødderne bliver godt møre, men hvad gør det så længe der er noget at kigge på, og det er der. Udover bygningerne og forretningerne så er der virkelig mange originaler, jeg tror at alle typer er repræsenteret her i byen.
Smith’s Tower er en gammel “skyskraber” fra 1909 og på hele 35 etager, her tager vi den utroligt flotte elevator i kobber og messing op til toppen for at få et kig ud over byen, og selv om det ikke er så højt igen er der en fremragende udsigt.
Tiden går, og det er allerede tid til frokost, og denne gang er det søreme igen Jesper og Linda’s anbefalinger der må stå for skud, Metropolitan Grill er stedet hvor vi indtager dette udsøgte måltid, og igen var det bare i orden.
Vi slentrer nu igen på avenuerne for at komme tilbage til Monorailen, der kan bringe os til Space Needle, her er det nemlig meningen at vi vil tage en tur med “Ride the Duck” som er et amfibiekøretøj der suser rundt i byens gader og viser turisterne det de skal se. Undervejs kommer man også en tur ud i Union Lake.
Der er bare et problem og det er at denne “forlystelse” er temmelig populær, så der er ikke flere ledige tider i dag som vi kan bruge, så derfor køber vi billetter til i morgen.
Efter en slapper og en opfrisker hjemme på hotellet, smutter vi tilbage til Space Needle. Vi har bestilt bord hjemmefra og skal spise i den roterende restaurant. Vi får en plads ved vinduet, og er heldige med at tidspunktet og placeringen passer lige med solnedgangen. Betjeningen og maden kan der ikke udsættes noget på og i den tid måltidet tager når vi hele vejen rundt 2 gange og der er såmænd også lysshow på himlen da det lyner og tordner i horisonten. Tordenvejret gør at vi ikke kan komme ud på observationsdækket efter middagen, det var lidt ærgerligt, vi ville godt have taget nogle aftenbilleder, men det var for farligt sagde de. Så nu var det bare hjem og skrive blog og sove skønhedssøvn.
godnat og sov godt
Vibse og Michael