I dag fik vi startet dagen i ordentlig tid, og kom afsted ved 9 tiden, hvilket senere viste sig ikke at være tidligt nok.

Morgenmaden bliver indtaget i Nonnies Breakfast Barn, et rødt hus hvor der står med meterhøje bogstaver på taget “BACON”, Det kan bare ikke gå galt vel!

Næste stop på turen er en lille hyggelig havneby der hedder Bandon. Her er der masser af gamle huse, der er omdannet til forretninger, der sælger alt muligt turistjunk. En krabbekiosk er der også, det er lidt lige som en pølsevogn bare med krabbekager og andre afskygninger af krabbe.
Det behøver ikke at være kedeligt at være handicappet, på en handicapparkering holder en Chevrolet Corvette Cabriolet med behørigt skilt i forruden, så kom ikke her…


Gårsdagens Tåge har ligget på lur, for nu hvor vi viser os på kysten igen, kommer den omgående rullende øv øv øv.

På den videre tur, kører vi igennem en by der hedder Denmark. det er en by der ved en fintælling, som vi selv foretog, viser sig at have ét hus. Til gengæld er det et fint hus.

På vej ud til Cape Blanco Lighthouse, ligger et af de ældste huse på vestkysten, Hughes House er bygget i 1898, men er særdeles velholdt. Det fungerer også som museum.

Fyrtårnet som man skal gå en 6-800 m. for at komme til, ligger hengemt i tåge da vi kom. Mens vi var der lettede tågen så vi kunne fotografere, men den kom også tilbage igen. (ih hvor er det irriterende) Udsigten fra fyrtårnet ville også have været flot i klart vejr.

Tågen letter, og vi ser nu det ene flotte sceneri efter det andet, vi stopper adskillige gange for at nyde synet, og må nu konstatere at hvis vi ellers skal nå frem til vores destination i dag, bliver vi nød til at gå lidt let hen over resten. Ved Grænsen til Californien begynder de kæmpe store fyrretræer også at dukke op, men det er allerede ved at være halvmørkt, så det må vente til i morgen med at nærstudere dem.

Vi når først frem til vores hotel kl., 21.15. Restauranten på hotellet lukker kl. 22 så der er ingen tid at spilde, ind på værelset med kufferterne og så afsted.

Nu er maverne fyldte, og der er kun en ting at sige:

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag har jeg simpelthen ikke overskud til at skrive en lang historie, så her er den korte version.

Vi sov lidt længe for en gangs skyld, stod op gik i bad og kørte fra A til B, konstaterede at vorherre endnu engang tog pis på os, for i samme øjeblik vi ramte Coos Bay og dermed stillehavskysten, lagde han en tyk tåge over området.
Vi fik en middag på restaurant “Hajen Bider” og nu vil vi bare i seng, men I får da lige lidt billeder.

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Vi skal køre langt i dag, så vi står tidligt op, springer morgenmaden over og checker ud ved 7tiden, og så er det ellers bare derudaf.

Det meste af vejen er motorvejskørsel, og derfor ikke anledning til spændende indlæg her på bloggen.

På den sidste del af turen foregår det på landevej, og her er der da lidt at se på, Salt Creek byder på en tur ned over togskinnerne ( vi håber der ikke kommer nogen) og ud på en dæmning med en utrolig udsigt til begge sider. Ude i kanten af dæmningen vokser der brombær, så Vibse får da lige plukket en håndfuld til den videre tur.

Salt Creek Falls, som på trods af navnet ligger adskillige kilometer fra Salt Creek, er et helt utroligt flot vandfald. Desværre for fotograferingen ligger det i skygge, og man får heller ikke helt fornemmelsen for hvor højt der er ned.

Klokken halv tre er vi endelig fremme ved Crater Lake. Igen må vi konstatere at vejret ikke er helt med os, det er helt overskyet og sceneriet er derfor noget farveløst, men uanset disse mangler er det bare fantastisk alligevel at stå på kanten af denne gamle vulkan. Det ser ikke umiddelbart kæmpestort ud, men det er det, der sejler en turbåd på søen og man kan kun lige få øje på den, man kan snildt se det hele på en gang, men der er altså en 53 km. køretur rundt.



Det er lige en køretur for både Christina og Linda, der er nemlig ikke noget autoværn nogen steder, og mange steder går det flere hundrede meter lodret ned 10 cm. fra vejkanten. Der går heldigvis ikke lang tid før skyerne begynder at forsvinde og det hele ser meget bedre ud. der er mange udkigssteder på vejen rundt og vi skal da ind på næsten allesammen så vi ikke går glip af noget. Der er også en afstikker den modsatte vej, altså væk fra søen, på ca. 10 km. ind til et sted hvor der hedder “Pinnacles”. Det er nogle høje formationer af vulkansk aske, som vind og vejr har gjort til en utrolig kæmpeskulptur man bare skal se.

Da vi efter 4½time er nået hele vejen rundt, kan vi køre de sidste 40 km. til dagens “Hotel” Diamond Lake Lodge, som lyder flot, men som intet har med virkeligheden at gøre, men hvad, vi skal jo bare sove.

og apropos sove, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Verdens værste morgenmad, det må simpelthen være det man får her på vores hotel i Warrenton/Astoria. for det første er der paptallerkener og plasticbestik, og så skal man selv lave sine Vafler ved at tappe vaffeldejen i en engangskop og hælde den over i et elvaffeljern der selv slukker når vaflen er færdig. Pandekagerne er indpakket i plastfolie og skal bare lige have 90 sekunder i en mikroovn. Der er også “danish” en spandauer i plastfolie som sikkert kan holde sig i 3 måneder. Der er gifler indpakket i folie som lige skal skæres over med en plastikkniv og så en tur i brødristeren. Youghurten var der mug på selvom sidste salgsdag ikke var overskredet. Til alle disse herligheder kunne man drikke alt det kaffe man havde lyst til, og faktisk var kaffen ganske udmærket.

Skulle du nogensinde havne på dette hotel, så spring morgenmaden over!

I Astoria tager vi lige op på udsigtspunktet fra i går og ser det i dagslys. det er helt sikkert et ekstra besøg værd.
Vi må også lige besøge havnen, som er fyldt med søløver. Vi løber også lige ind i 3 glade lystfiskere som er ved at blive fotograferet med deres fangst, nogle imponerende Laks.

Turen til Portland er uden de store begivenheder, bortset fra at vi kører til det forkerte hotel, det er en kæde der hedder “Red Lion” som har 3 hoteller i byen, og jeg har fået sat GPS’en til det forkerte. Så vi kan køre 10km. tilbage hvor vi kom fra og finder så det rigtige.

Det er lørdag og der er musikfestival og marked i Portland. Markedet når vi ikke ret meget af, for det lukker kl. 17.00 og vi er der først kl. 16.40.
På vej derhen tror jeg først ikke mine egne øjne, for nede på vandet i floden kører der 4 Fiat 500 rundt, og lidt senere møder vi en mand der er ude og gå tur med sin gris. Jeg tror godt man kan lide at vække opsigt her i byen.
 
 

Vi har læst om et sted der hedder Woodoo Donut der skulle være helt vildt populært, så det må vi jo lige checke ud. Minsandten om ikke det er rigtigt, der er kø langt hen ad gaden for at købe de mest mærkelige donuts, og alle steder i byen møder man mennesker med en lilla æske med donuts under armen.

Efter en lille forfriskning på en café, bliver vi enige om at vi skal have noget at spise. Vibse finder en restaurant i en turistbrochure vi har med, som vi vælger at tage hen på. Da vi har fået vores bord efter lidt ventetid, kigger vi i menukortet, og herefter på hinandsen, og siger næsten i kor “skal vi ikke skynde os ud igen”. Som sagt så gjort – de priser var ganske enkelt for vanvitige, så vi spiser på hotellet i stedet for, og så er den dag gået, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Endnu en morgen bliver indledt med en skovtur, en rundstrækning på en 2-3 km. Det går rigtig meget op og ned, så det er ikke bare “a walk in the park”. Midtvejs møder vi en kvindelig Jogger der fortæller os at hun har set en bjørn, så vi skal huske at lave lidt støj…. det er jo meget betryggende. Så vidt vi forstår så har hun set den et sted hvor vi ikke skal hen, så vi tager det rimeligt roligt.

Vi skal nu sydpå til Astoria, en tur hvor der ikke er de helt store ting i vente, bare skov strand og sjove huse. Et af de steder vi har set omtalt er en by der hedder Aberdeen, her stopper vi og prøver at finde et eller andet interessant at kigge på. Da det viser sig at være temmelig svært prøver vi at spørge en næsten lokal (hun bor ikke i selve byen), efter at have tænkt sig godt om, er det eneste hun kan komme i tanke om, at Kurt Cobain kommer her fra byen og de vist nok har lavet et museum om ham……… vi kører videre!

Der var Caddilactræf i byen.

Et andet sted vi er blevet anbefalet er Cape Disappointment, og her blev vi ikke skuffede, de lokale myndigheder skuffer ved at lave nogle håbløse parkeringsregler. Man skal have et “1-day Discover Pass” for at parkere i området. Det kan man købe i en kiosk 3 km. derfra hvis man kun har kontanter eller man kan trække det i en automat ved hjælp af et kreditkort. Det tager lige nogle minutter at finde ud af, men så får vi også trukket en billet, og skynder os tilbage til bilen, men gudhjælpemig om der ikke allerede sidder en bøde i vinduet grrrrrrr. Vi finder heldigvis en parkbetjent der kan se det urimelige, og efter at have set vores billet annulerer bøden, han skuffede ikke
Efter alt det bøvl kan vi endelig begive os ud til fyrtårnet der står på stedet og iøvrigt ikke er særlig imponerende. Det er til gengæld udsigten som er helt fabelagtig. stedet ligger meget højt, så højt at surferne der ligger og plasker rundt i vandet næsten er umulige at få øje på. Man kan se helt ud over Columbiaflodens udmunding, og se de store skibe der er på vej ud og ind.

Vi kører nu de sidste kilometer til Astoria, og passerer her en kæmpelang bro over Columbiafloden, der også er grænsen mellem Washington og Oregon. Ud over at broen er lang, så er det sidste stykke ind til Astoria  også højt hævet over byen, et meget aparte syn.

Efter at have checket ind på hotellet, tager vi tilbage til byen for at få lidt at spise, og bagefter går vi en tur langs havnen, og til sidst kører vi op til en kæmpe søjle der er placeret på den højeste bakke over byen. Herfra er der bare den mest utrolige udsigt over byen, floden, havet og over land så langt øjet rækker.

Vi er nu tilbage på hotellet og skal i seng så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag startede vi efter morgenmaden med en rask lille gåtur på 5km. Vi skulle nemlig lige se Marymere fall inden afgang. Turen indtil vandfaldet gik gennem regnskoven med de mosbelagte træer og bregnerne i bunden, en strabadserende tur der dog var det hele værd, fantastisk vandfald.

Næste punkt på dagen  var kun 30 km. væk nemlig Sol Duc Hot Springs, hvor hot spring viste sig at være nogle svømmebassiner med varmt vand, som vi dog ikke benyttede os af. Et nyt vandfald lokkede, og denne gang kunne vi nøjes med en gåtur på 3 km.  Denne gang havde vi vores hyr med en flok kinesere, som selv om vi prøvede både at gå i forvejen eller vente så de kom foran, så formåede de at være i nærheden hele tiden. Det er komplet umuligt at videofilme med sådan nogle skabninger tæt på, de snakker uafbrudt højt og i munden på hinanden, så lydsporet til filmen bliver totalt massakreret. Denne gang betragter man vandfaldet fra oven, og igen er det fantastisk flot.

Den sidste ting vi skal nå i dag er Hoh Rain forrest, hvor det efter sigende regner mere end 300 dage om året. I dag er ingen undtagelse, men heldigvis er det kun støvregn, så det kan ikke ødelægge oplevelsen. Det er en 2 km. vandretur i gennem den rene troldeskov, mos’en hænger i lange tråde fra træernes grene, væltede og halvrådne træer ligger overalt, det er bare så flot og samtidig uhyggeligt. Alt i alt kan jeg godt forstå hvis i synes at det lyder lidt ensformigt, men det er ingenlunde tilfældet, og den ene wauv oplevelse efter den anden dukker bare op, så kameraet er lige ved at løbe varmt.

Klokken 19 er vi fremme ved Lake Quinault Lodge, hvor vi kan checke in på vores værelse. Et lækkert rum i grimgrøn og fesentbrune nuancer, med garderobe i badeværelset og håndvask i stuen, en storslået udsigt til en tagflade og en skorsten, alt sammen lullet ind i lyden fra et ventilationsanlæg, der får den konstante brummen i en flyvemaskine til at minde om fuglekvidder. Hvis vi finder noget at brokke os over skal vi nok lade jer det vide ;-).

En hel dag uden noget at spise, så vi søger hurtigt mod restauranten, hvor vi får et bord ved vinduet med udsigt over søen. Maden er også meget fin, og betjeningen i top ( kom ikke og sig at vi er negative).

Efter middagen kan vi stadig lige nå at fotografere lidt udenfor inden det bliver mørkt. Det er faktisk et meget hyggeligt gammelt sted, og der er gæster allevegne der hygger sig, nogle ved et lejrbål og andre sidder bare og nyder det i de dertil indrettede havestole.

Nu er det snart sengetid, så

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Nu er det tid til at komme videre, så vi får checket ud og kørt bilen frem for sidste gang. GPS’en bliver sat til færgeterminalen i Seattle, og efter 10-15 minutter holder vi ved færgelejet. Denne gang må vi bøde hele 25$ (hvor meget færgebillet får man lige derhjemme for 150kr.).
Sejlturen tager ca. 45 minutter og er ganske seværdig, eneste “problem” er bare at et tæt skydække og finregn tager lidt af underholdningsværdien.

Vel ankommet til Bainbridge Island sætter vi kursen mod Port Townsend, det er godt nok uden for vores rute men en tjener har fortalt os der burde vi tage hen, så det gør vi da. Port Townsend er en sjov by, den er nærmest i 3 etager. Det meste af byen ligger på 1. sal, der er en hovedgade med en del butikker og mange flotte huse. Når man når næsten ud til havnefronten går der en vej stejlt ned måske en 30-40m og så er der igen en hovedgade. Mange af husene her har gamle reklamer malet på facaderne og gavlene, og man føler sig lidt hensat til 50’erne eller 60’erne. Midt på denne gade er der på fortovet en trappe ned, det er så her den sidste etage kommer ind i billedet. Når man er kommet ned af trappen er der en lang gang hvor der ligger 4 butikker med glasfacader og det hele, meget pusseløjerligt.

Efter Port Townsend styrer vi videre mod Port Angeles. På vejen kører vi lige en afstikker ud til et naturområde ved Dungenes det er et vildtreservat der strækker sig ud på en tynd landtange, det er fredet og man må ikke gå derud, men man kan jo altid kigge, det vil sige det kan man så ikke rigtig for en tæt tåge har lagt sig over vandet. Vi får dog nogle gode omend anderledes billeder.

Port Angeles er en by der bare skal passeres i en fart, så hvis det ikke lige var fordi vi var sultne var vi nok ikke stoppet. På restauranten var der godt nok god serrvice, jeg vil gerne have øl til maden, men kan ikke beslutte hvlken en det skal være, da jeg ikke kender nogen af dem. Så jeg beder hende om at vælge en for mig. Et øjeblik senere kommer hun tilbage med tre små glas, med tre forskelllige øl, så kan jeg jo lige smage og selv afgøre hvilken en jeg vil have – fantastsisk. Jeg bestiller forret og hovedret, hun gør mig dog opmærksom på at det er fulde måltider begge to. Jeg tror ikke rigtig på hende og siger bare giv mig begge to. Det lyser ud af hende at hun tænker, ja så må han altså også selv om det, så smiler hun sødt og går. Da hun henter det brugte service og der kun ligger lidt brød og nogle pommes frites tilbage, indrømmer hun at det havde hun ikke regnet med…. men jeg var altså også sulten.

Nu mangler der så kun de sidste 30-40 km. inden vi lander på Crescent Lake Lodge, og får nøglen til vores Rækkehytte.
På trods af regn og tåge er der dog stadig så meget lys at vi kan gå en tur i området langs med søen. Det er nærmest en regnskov vi går i, og træerne ser helt fantastiske ud, alle stammer og grene er dækket af mos.
Jeg har aldrig før hørt et egern sige noget, men jeg tror at vi kom for tæt på dens rede og/eller maddepot, for hold da op en larm den kunne lave i forsøget på at lokke os væk derfra. Lidt senere mødte vi en hjort, og den var overhovedet ikke bange for os. Den stod helt roligt og spiste 4-5m fra os, og Selvom vi bevægede os og gik tættere på, stak den ikke af, det var meget underligt.

Nu er det ved at være sengetid, så

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag blev det til morgenmad på hotellet, for vi skulle jo på amfibiekøretur med “Ride The Duck” kl. 9:20, så der var ikke tid til svinkeærinder.

Præcis 9:10 var vi klar foran de monstrøse køretøjer, og inden vi fik set os om sad vi ombord i en af dem og klappede i takt til et hit fra 80’erne.
Vores chauffør er en rigtig spasmager, der skiftevis fortæller facts om byen og laver jokes, han går heller ikke af vejen for at snakke til folk på gaden eller i bilerne ved siden af os, han er faktisk temmelig underholdende. Efter ca. en times kørsel rundt i byen, er det tid til at stikke til søs, det foregår simpelthen på den måde at bilen kører ned af en skråning og ud i vandet, og nu er det en båd.

I knapt en halv time sejler vi rundt på Union Lake, og ser bl.a. den husbåd som Tom  Hanks boede på i “Søvnløs i Seattle”, og vandflyvere der lander i søen nærmest lige hen over hovedet på os. Vi skal nu op af vandet igen, og så er båden en bil igen, der på få minutter bringer os tilbage til udgangspunktet…. turen er slut.

Efter en hurtig tur på hotelværelset, bliver vores bil kørt frem, og vi kan tage på udflugt nord for Seattle. Turen går til flere små hyggelige byer, der næsten allesammen er fyldt med butikker der sælger alle mulige gamle ting.

     
Ved Mt Vernon drejer vi mod vest for at køre ud til Fidalgo Island, og herfra sydpå til Whidbey Island og videre til en af øens aller sydligste byer Clinton hvorfra der går en færge tilbage til fastlandet. På denne del af turen er der rigtig mange udsigtspunkter bl.a. broerne ved Deception Pass, og byen Coupeville har en hel stribe af små flotte og velholdte huse.

Færgen tilbage koster kun 10 dollar for bil og os begge, og vi kører direkte ombord, og den sejler umiddelbart efter, det kalder jeg timing.

Det er blevet aften, og inden vi når tilbage til hotellet, spiser vi lige vores aftenmåltid på “Daniels Broiler”, som ligger med udsigt over Union Lake. Det er dyrt, men fantastisk godt, og en god udsigt pynter jo altid.

Nå men klokken er mange, så……

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag gjaldt det så Seattle. Belært af erfaringerne med gårsdagens morgenmad, tog vi ned til Pike’s Place Market og spiste morgenmad på Lowell’s. endelig lykkedes det at få prøvet en af Jesper og Linda’s anbefalinger af og det var ganske udmærket og ikke mindst udsigten over havnen var fantastisk.
Bagefter fik vi checket markedet ud, og selvfølgelig også oplevet de verdensberømte fiskehandlere der kaster rundt med fiskene. De gør det nok mest for turisternes skyld, men underholdende er det i hvert fald.

“Slentre ned af avenuen” Ja man får gået nogle kilometer, og fødderne bliver godt møre, men hvad gør det så længe der er noget at kigge på, og det er der. Udover bygningerne og forretningerne så er der virkelig mange originaler, jeg tror at alle typer er repræsenteret her i byen.
Smith’s Tower er en gammel “skyskraber” fra 1909 og på hele 35 etager, her tager vi den utroligt flotte elevator i kobber og messing op til toppen for at få et kig ud over byen, og selv om det ikke er så højt igen er der en fremragende udsigt.

Tiden går, og det er allerede tid til frokost, og denne gang er det søreme igen Jesper og Linda’s anbefalinger der må stå for skud, Metropolitan Grill er stedet hvor vi indtager dette udsøgte måltid, og igen var det bare i orden.

Vi slentrer nu igen på avenuerne for at komme tilbage til Monorailen, der kan bringe os til Space Needle, her er det nemlig meningen at vi vil tage en tur med “Ride the Duck” som er et amfibiekøretøj der suser rundt i byens gader og viser turisterne det de skal se. Undervejs kommer man også en tur ud i Union Lake.
Der er bare et problem og det er at denne “forlystelse” er temmelig populær, så der er ikke flere ledige tider i dag som vi kan bruge, så derfor køber vi billetter til i morgen.

Efter en slapper og en opfrisker hjemme på hotellet, smutter vi tilbage til Space Needle. Vi har bestilt bord hjemmefra og skal spise i den roterende restaurant. Vi får en plads ved vinduet, og er heldige med at tidspunktet og placeringen passer lige med solnedgangen. Betjeningen og maden kan der ikke udsættes noget på og i den tid måltidet tager når vi hele vejen rundt 2 gange og der er såmænd også lysshow på himlen da det lyner og tordner i horisonten. Tordenvejret gør at vi ikke kan komme ud på observationsdækket efter middagen, det var lidt ærgerligt, vi ville godt have taget nogle aftenbilleder, men det var for farligt sagde de. Så nu var det bare hjem og skrive blog og sove skønhedssøvn.

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Jetlag’en fornægter sig ikke, der er ingen af os der kan sove her til morgen, så vi kommer da tidligt op. Det resulterer i at vi er klar til morgenmad før hotellet, de synes åbenbart ikke at man er sulten før klokken 8:00……… Morgenmad og morgenmad det er nu også så meget sagt, det er muligt at en mellemstor solsort villle blive mæt, men ikke mig.

Efter dette udsøgte måltid bliver bilen pakket, og vi sætter kurs mod Snoqualmie Falls. Det er et vandfald som man har udnyttet til vandkraft allerede i 1898 og som nok er mest kendt for sin medvirken i TVserien Twin Peaks.

Efter vandfaldet besøger vi også Snoqualmie “Stationsby”, en meget hyggelig lille by hvor den gamle stationsbygning er centrum og hvor en veteranbane stadig kører med turister (dog ikke os). På en lang strækning af skinnerne står der ældgamle lokomotiver og lige så stille ruster op.

Nu går turen videre mod Mt. Rainier Nationalpark. Det er en temmelig lang tur, men vi får da så også valuta for pengene. Det ene sceneri efter det andet med vandfald, gletchere, dybe kløfter, søer og så selvfølgelig bjerget Mt. Rainier.

Det var meningen at vi ville spise i Seattle på et af de steder som Linda og Jesper har anbefalet, men det har taget så lang tid med alt det naturkiggeri, at vi er nød til at spise på vejen hjem. Det bliver så i nogle gamle ombyggede togvogne i byen Elbe.

Vi er først hjemme på hotellet igen kl. 23

Og nu er bloggen skrevet så

godnat og sov godt
Vibse og Michael