Dag 6, Ha Long Bay

Der er morgenmad kl. 7, så gæt hvad tid vækkeuret ringede (og det kalder man ferieSmiley). Efter morgenmaden sejler vi videre mod en hule vi skal ind og se, og for første gang her i Vietnam skinner solen – hurraaaaa.

Fremme ved hulen skal man op af en hel del trapper for at komme til indgangen, og så går det ellers nedad igen inde i hulen – en hulens bunke trappetrin er hvad der er ja. en af vores medturister fortæller at der er over 700 trin, jeg ved dog ikke om han har talt dem eller fået det fortalt, så her er tale om et ubekræftet rygte.
Hulen er da mægtig fin, men i forhold til hvad vi har set andre steder ikke imponerende, men vi fik da varmen – dryp dryp.

_MG_3483

_MG_3501
Flot udsigt lige uden for hulen, specielt i venstre sideSmiley, der har det varmt

Efter hulebesøget går det mod havnen, og vi skal checke ud af værelset, da vores anden dag i bugten skal foregå med et andet skib. de øvrige gæster ombord skal alle af i havnen og får derfor serveret frokost, mens vi bare kan slikke sol på soldækket imens, så får vi frokost på det næste skib.

_MG_3511

På det nye skib er vores værelse en lille smule større, og har vinduer til begge sider. Der er lidt bøvl med myndighederne som vil inspicere alle skibe inden de får lov at sejle ud i bugten, så vi bliver forsinket 1 time til halvanden. efter et par timers sejlads kommer vi til en fiskerlandsby vi skal besøge. Det er en flydende by, da alle husene er bygget på pontoner. Her lever 250 mennesker af at fiske og dyrke perleøsters. Vi bliver roet rundt i hele landsbyen af en gammel spinkel kvinde, som på trods af at vi er 6 personer ombord og turen tager knap en time, ikke stønner en eneste gang. Prisen for denne tur = 1 dollar pr. person.

_MG_3540

Vi sejler nu hen til det sted hvor vi skal overnatte. Inden vi skal spise aftensmad er der kokkeskole, og her lærer vi at rulle en forårsrulle, spændende!

Aftensmaden når ikke helt gårsdagens højde, men vi bliver da mætte. Midt under måltidet går alt lyset pludselig ud, og der bliver helt stille…… ind kommer to “happy birthday” syngende besætningsmedlemmer med hver sin udhulede ananas med lys i. En af de andre gæster har fødselsdag og et spansk par er på honeymoon, så de får en frugtlampe hver og alle klapper.

Det var så den dag, og nu skal vi til køjs, så vi siger

godnat og sov godt

Dag 5, Hanoi-Ha Long Bugten

Igen i dag ringede vækkeuret kl. 6, for kl. 8 skulle vi afhentes for at blive kørt til Ha Long. Bussen var forsinket så vi kom først afsted 8:40, men hvad, vi kom da afsted. 4½ time tog det på nogle temmelig dårlige veje, og sevom man ikke kunne se hvad der kom foran, blev der rask væk overhalet hele tiden (spændende kørsel).

Hvis man skal snakke om en byggestil her i landet, så kan det vist bedst sammenfattes med at de ganske enkelt ikke har én, det er i hvertfald ikke her arkitekten er opfundet, eller også drikker de meget.Smiley

Ordet overlæs er endnu ikke blevet oversat til Vietnamesisk, ligemeget om det er lastbiler eller motorcykler er de simpelthen læsset så man tror det er løgn og det er de sjoveste ting man ser dem køre rundt med. En motorcykel med to personer og to mingvaser på ca. 1½m. i højden, eller hvad med en der er læsset med ca. 20 høns og tyve ænder, levende vel at mærke, jeg kunne blive ved!

IMG_6172

Undervejs bliver vi også kørt ind til et sted hvor efterkommere af dem der under vietnamkrigen var udsat for diverse kemiske våben arbejder. De er invailderede, retarderede eller deforme og kan som følge deraf ikke have et almindeligt arbejde, her sidder de så og syr billeder og silketøj og laver andre ting som bliver solgt for at hjælpe dem gennem livet. Guiden er da frisk nok til at fortælle at han og chaufføren får gratis mad hver gang de kører et læs turister ind til stedet.

Endelig efter de 4½ time når vi frem til havnen, hvor en challup sejler os ud til skibet vi skal sejle med (man er vel lidt kongelig).

Inden vi overhovedet får set vores kahyt, bliver vi sat til bords, vi får lige præsenteret os for hindanden, og det viser sig at resten af selskabet er Australiere det er to yngre par med ialt 4 børn samt to lidt ældre søstre.

Nu skal vi have frokost. Og hvilken frokost, der er alt godt fra havet og det smager fantastisk, og med en god flaske hvidvin til, så er der ikke et øje tørt.

_MG_3383
Udsigten fra spisebordet.

Det er på tide at få inspiceret kahytten.
Det viser sig at være en kæmpe suite på 2,5 x 2,5m, så der er da lige plads til kufferterne og sengen. Det ser nu meget hyggeligt ud, og vi har jo ikke brug for mere.

_MG_3437

 

Undervejs får vi slappet af på soldækket, vi har dog stadig tilgode at se solen, og vi besøger også en perlefarm, hvor visakortet lige får en svingom.

_MG_3428
Perlefarmen

_MG_3429
Vores junke

Vi bliver nu sejlet til en ø hvor man kan bade fra en fin strand eller gå op af en stejl bakke til toppen hvor der er et udsigtspunkt. Vibse står af her og inspicerer stranden uden dog at bade, og jeg vælger at blive ombord. Skibet bliver nu sejlet hen til den plads hvor vi skal overnatte, og efter en times tid bliver dem der stod af på øen sejlet tilbage til vores skib i en mindre båd.

Der er nu en times tid til afslapning eller hvad man nu har lyst til inden aftensmaden bliver serveret.

_MG_3416
Gulerødder, agurker, Rød pebber og kinaradiser bliver på kunstfærdig vis omdannet til en buket blomster.

Aftensmaden var lige så fantastisk som frokosten, og den blev indtaget i selskab med de to australske søstre. Det var enormt hyggeligt og vi fik rigtig snakket om Australien, og iøvrigt alt muligt andet.

Det er tidligt i seng, for i morgen skal vi gudhjælpemig op kl. 6 igen, så

godnat og sov godt

Vibse og Michael

Dag 4, Hanoi på egen hånd

I dag kunne vi sove længe, så vi nåede kun lige at få morgenmad inden det blev fjernet kl. 10.

Så var det på med traveskoene og så bare ud i de små gader. Der er nok at se på, der bliver handlet, spist, drukket, snakket, vasket op, fejet, passet børn overalt, ja det virker som om de lever hele deres liv på gaden. Det vigtigste en vietnameser ejer er deres motorcykel, mens alt andet flyder og ligner lort, så er motorcyklerne pænt parkeret på rad og lige rækker på fortovet selvfølgelig, og hvor det er muligt tager de dem med ind i forretningerne.

Vi bliver konstant antastet af folk der vil sælge alt muligt, og cykeltaxier og almindelige taxier der vil køre os, så vi er efterhånden ret gode til at sige nej tak.

På vejen kommer vi til byens domkirke, ja sådan en har de faktisk. Den minder lidt om Notre Dame i Paris. Udenpå ser den ud til at være i temmelig dårlig forfatning, men indefor er der nu meget pænt, og mens vi er der er nogle kvinder i gang med at pynte op med blomster, så der skal jo nok foregå et eller andet.

_MG_3346_MG_3351 

 

Når en ejendomsmægler i Hanoi skal sælge et hus, og skriver “tæt ved offentlige transportmidler”, så mener han det alvorligt!

_MG_3361

Vi bliver da lidt overraskede da vi lige pludselig ser et dansk flag på den anden side af gaden, men selvfølgelig har vi da en ambasade her.

_MG_3365

 

På et tidspunkt kommer vi forbi et krigsmuseum, vi går ikke ind, men langs med hegnet har de opstillet nogle Tanks, fly og en helikopter, så selvfølgelig står vi of kigger lidt på dem og tager nogle billeder. Da vi har stået der et par minutter, kan jeg høre nogle fløjtelyde og kigger mig lidt omkring, ovre på den anden side af vejen står der en vagt og fløjter løs og gestikulerer helt vildt med armene over mod os, at vi skal forføje os. Det viser sig at han står vagt ved indkørslen til deres forsvarsministerium, og så kan man selvfølgelig ikke have sådan et par terrorister som os rendende der. Smiley

_MG_3375

 

Dette fine hus skulle efter sigende være Hanoi’s ældste.

IMG_1447

Vi har læst om en rest fra et posthus, hvor kun et gammelt tårn er tilbage. Det skulle ligge ved det nye posthus, men vi kan ikke se det nogen steder, før det det går op for os, at det rent faktisk ikke er særlig stort, men til gengæld ligger midt på fortovet. Forlegen smiley

IMG_1462

Aftensmaden indtager vi på en fin restaurant på 19. sal med udsigt over byen. Maden smager fantastisk, og er efter dansk målestok ikke særlig dyr.

Nu mangler kun hjemturen til fods, og her møder vi så lige vores sidste kuriositet denne dag, en gade med ligkisteforhandlere, der stadig kl. 9 om aftenen holder åbent og sælger fine guldbelagte kister.

IMG_1473

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Dag 3, Rundtur i Hanoi

Vækkeuret ringede klokken 6, da vi jo lige skulle i bad og have morgenmad inden vores guide hentede os klokken 8.

Han var præcis, og det var vi også, så vores chauffør kæmpede sig vej igennem mylderet og ud til Ho Chi Minh’s mausoleum, som var første stop på turen. Her stillede vi op i en kø, hvor man pænt går to og to ( alt andet ville formentligt have medført øjeblikkelig udvisning).  Selvom køen er lang, måske 500m. så går det forbavsende hurtigt, da vi bevæger os hele tiden, og inden vi får set os om, defilerer vi forbi go’e gamle Ho, som ser vanvittig frisk ud selvom han har været død i 44år. Lige inden vi gik ind i selve mausoleet bliver jeg af en soldat, venligt men bestemt gjort opmærksom på, at jeg skal have kasketten af.

_MG_3099

Så går vi videre forbi det palads, han boede i en kort tid. Da Ho er en beskeden mand bryder han sig dog ikke om at bo i paladset, så mens han er på en måneds rejse til Frankrig, bygger de en “hytte”, også kaldet The house on stilts, til ham som passer bedre til hans temperament.

_MG_3109_MG_3113

 

Næste punkt på dagsordenen er “One Pillar Pagode” et tempel fra år 1049. Desværre nåede franskmændene lige at ødelægge den inden de trak sig tilbage i 1954, så den nuværende udgave er jo ikke så gammel, men fin er den.

_MG_3124

 

På vej tilbage til centrum må man gang på gang undre sig over deres færdselskultur, det er ikke usædvanligt at de sidder to voksne og to børn på en motorcykel, og om det ikke er slemt nok i sig selv, så kan man konstatere at mens de voksne altid har styrthjælm på, så har børnene det aldrig.

_MG_3134

 

Vi besøger nu The Tempel of Litterature, som oprindeligt var en slags universitet for landets dygtigste unge mænd. Det var en meget skrap skole, og f.eks. i 1733 bestod kun 8 ud af 3000 tilmeldte. Skolen fungerede indtil 1802 hvor regeringsbyen og skolen blev flyttet til Hue.

 

Inden vi skal have frokost, skal vi lige have en tur i cykeltaxi.
Turen der varer ca. 45 minutter er meget “spændende”, der er ofte ikke plads til Land og folk mellem bilerne/motorcyklerne og så vores køretøjer.

_MG_3215_MG_3218 _MG_3252

Der bor en bager

_MG_3262

Og en slagter

_MG_3254

_MG_3266

Alle og enhver, der kan binde en knude, kan blive elektriker her!

_MG_3273

 

Efter at have fået lidt frokost, skal vi i teater… Dukketeater i vand tilsat kling klangmusik, det lyder spændende ikk’, jeg har nu endelig fundet noget, der er kedeligere end at kigge på at maling tører.

_MG_3298

 

Sidste indslag i dag med vores guide er en kop vietnamesisk kaffe på gadeplan bogstaveligt talt (jeg var nær aldrig kommet op igen)_MG_3302

Vi takker vores guide for en fantastisk dag og siger favel til ham.

Inden vi skal hjem på hotellet, beslutter vi lige at gå ud til Long Bien broen en 1683 m. lang bro over “den røde flod” som franskmændene byggede og som stod færdig i 1902. Den er tegnet af gustave Eiffel, men er langt fra så velholdt som Eiffeltårnet og ligner nærmest en kæmpe bunke rusten skrot. Ligesom alle andre steder i Hanoi er der en tæt strøm af motorcykler her, så man skal virkelig se sig for, når man er nød til at træde ned på kørebanen for at passere en anden fodgænger, for fortovet består nemlig kun af en smal og tynd flise (ca. 3cm.) som ligger af på en stålramme i hver side… uha uha.

_MG_3325

Hjemme på hotellet får vi lige en lur inden vi går ud og får noget aftensmad, og så skal vi bare hjem og skrive blog inden vi kan krybe til køjs, hvilket sker NU.

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

Dag 1&2, København-Hanoi

Kufferterne er pakket og afsted det går til stationen. Jeg skal have afprøvet mit nye Rejsekort, og det går jo strygende, for vel ankommet til lufthavnen kan jeg konstatere at turen har kostet mig 33kr. og 20 øre, så jeg har altså allerede sparet 6kr. og 80 øre….juhuuu.

Turen gennem security går som en leg, og snart sidder vi ved gaten. Da flyet ankommer forsinket til København, bliver vores afgang også forsinket. Selvom vi kommer ca. 25 minutter forsent afsted, så må chaufføren have haft blytunge sko på speederfoden for vi ankommer ca. ½ time tidligere end planlagt til Doha.

2 timer i Doha og vi er klar til næste stræk som hedder Doha – Bangkok – Hanoi, turen forløber nogenlunde som et landgangsbrød med kødpølse… lang og kedelig, det er svært at sove selvom det er nat noget af vejen, så da vi endelig lander i Hanoi er vi godt og vel trætte. Vores rejseagent står og venter på os med et skilt i hånden, så vi bliver hurtigt ført ud til en bil der skal køre os til vores hotel. Chaufføren kan ikke et kvidder engelsk, så vores forsøg på at få at vide hvor vi kan veksle penge ender med et “nå det må vi finde ud af senere”. Det tager ca. 45 min. før vi holder foran vores hotel som er ca. 3 m. bredt 30-40 m. dybt 7 etager højt. Vores værelse er heller ikke stort men det er pænt og rent.

Efter et møde med C&C Travels representant på stedet, hvor vi får nogle praktiske oplysninger og nogle papirer til den videre færd, er vi klar til at kaste os ud i Hanoi’s kaotiske trafik. Vi får vekslet nogle penge i en guldsmed lige ved siden af hotellet, og går derefter over på en nærliggende restaurant vi har fået anbefalet, og som er kendt for deres grillede fisk der bliver færdigtilberedt på bordet. Der er kun 4 ting på menukortet, man kan vælge mellem grillet fisk til en person, eller grillet fisk til to personer, eller grillet fisk til tre personer, gæt selv hvad den sidste ting var. Det lignede mere en Garage til scootere end en restaurant, men det smagte faktisk ganske udmærket.

Efter denne gourmetoplevelse tager vi en spadsuretær gennem byen, og det er altså med fare for liv og lemmer. De mikroskopiske fortover der er, bliver brugt til at sidde og spise på, så man må gå på gaden og deles om pladsen med biler og motorcykler/scootere/knallerter i enorme mængder, og der bliver dyttet konstant. På trods af denne beskrivelse, er det faktisk hyggeligt og man kan se at halvdelen af byens befolkning er ude og gå aftentur to og to. Vi tror faktisk at de kender os i forvejen, for mange af den hilser vinker og griner til os, det kan selvfølgelig også være fordi vi rager to hoveder op over dem allesammen.

Nå nu vil jeg i seng, Vibse sover allerede og vi skal op kl. 6:00 i morgen så vi kan være klar til vore tur rundt til seværdighederne.

Vibse og Michael