Dag 1&2, København-Hanoi

Kufferterne er pakket og afsted det går til stationen. Jeg skal have afprøvet mit nye Rejsekort, og det går jo strygende, for vel ankommet til lufthavnen kan jeg konstatere at turen har kostet mig 33kr. og 20 øre, så jeg har altså allerede sparet 6kr. og 80 øre….juhuuu.

Turen gennem security går som en leg, og snart sidder vi ved gaten. Da flyet ankommer forsinket til København, bliver vores afgang også forsinket. Selvom vi kommer ca. 25 minutter forsent afsted, så må chaufføren have haft blytunge sko på speederfoden for vi ankommer ca. ½ time tidligere end planlagt til Doha.

2 timer i Doha og vi er klar til næste stræk som hedder Doha – Bangkok – Hanoi, turen forløber nogenlunde som et landgangsbrød med kødpølse… lang og kedelig, det er svært at sove selvom det er nat noget af vejen, så da vi endelig lander i Hanoi er vi godt og vel trætte. Vores rejseagent står og venter på os med et skilt i hånden, så vi bliver hurtigt ført ud til en bil der skal køre os til vores hotel. Chaufføren kan ikke et kvidder engelsk, så vores forsøg på at få at vide hvor vi kan veksle penge ender med et “nå det må vi finde ud af senere”. Det tager ca. 45 min. før vi holder foran vores hotel som er ca. 3 m. bredt 30-40 m. dybt 7 etager højt. Vores værelse er heller ikke stort men det er pænt og rent.

Efter et møde med C&C Travels representant på stedet, hvor vi får nogle praktiske oplysninger og nogle papirer til den videre færd, er vi klar til at kaste os ud i Hanoi’s kaotiske trafik. Vi får vekslet nogle penge i en guldsmed lige ved siden af hotellet, og går derefter over på en nærliggende restaurant vi har fået anbefalet, og som er kendt for deres grillede fisk der bliver færdigtilberedt på bordet. Der er kun 4 ting på menukortet, man kan vælge mellem grillet fisk til en person, eller grillet fisk til to personer, eller grillet fisk til tre personer, gæt selv hvad den sidste ting var. Det lignede mere en Garage til scootere end en restaurant, men det smagte faktisk ganske udmærket.

Efter denne gourmetoplevelse tager vi en spadsuretær gennem byen, og det er altså med fare for liv og lemmer. De mikroskopiske fortover der er, bliver brugt til at sidde og spise på, så man må gå på gaden og deles om pladsen med biler og motorcykler/scootere/knallerter i enorme mængder, og der bliver dyttet konstant. På trods af denne beskrivelse, er det faktisk hyggeligt og man kan se at halvdelen af byens befolkning er ude og gå aftentur to og to. Vi tror faktisk at de kender os i forvejen, for mange af den hilser vinker og griner til os, det kan selvfølgelig også være fordi vi rager to hoveder op over dem allesammen.

Nå nu vil jeg i seng, Vibse sover allerede og vi skal op kl. 6:00 i morgen så vi kan være klar til vore tur rundt til seværdighederne.

Vibse og Michael

This entry was posted in Vietnam.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *