I dag kom vi tidligt afsted, vi forlod campingpladsen i Las Vegas lidt over 7. Igen var jeg glad for min GPS, det går jo som en leg når bare der er nogen der kan fortælle hvad vej man skal køre. Vel ude af byen blev kursen sat mod dødens dal. Det var allerede vanvittig varmt i Las Vegas så hvad mon der ventede forrude, jeg vil ikke holde jer i spænding længe, der var hundehamrende steghedt, jeg er glad for at det ikke er sommer.

Man kan se hvornår man nærmer sig, for vegetationen bliver lavere og lavere og mere og mere sparsom, og på vej ud går det selvfølgelig bare den anden vej. Undervejs ser vi alle mulige scenerier lige fra bare klipper til udtørrede saltsøer der er noget der mest af alt minder om SAHARA og nogle steder, det er så i udkanterne er der yocapalmeskove. Det er yocapalmetræer der er op til 4-5 m. høje. Det går meget op og ned her, det laveste sted ligger 85 m. under havets overflade, og det højeste er vel omkring 2000 m. over. Da vejene er uendeligt lange og snorlige så opdager man først at det går opad når man kan høre at bilen har sendt alle hestene til træktøjet, omvendt opdager man kun at det går nedad hvis man lige får kigget på speedometeret og ser at det står på 75miles hvilket svarer til 120km/t.

Lige forenden af dagen fandt vi (helt tilfældigt) en campingplads i Byen Lake Isabella. Det var heldigvis en hyggelig en, og lige ved siden af campingpladsen var der en restaurant hvor vi fik god mad. (hvor var det heldigt)
Temperaturen er nu heldigvis moderat igen, så vi forhåbentlig kan sove .

Det er med stor beklagelse at vi må meddele at de 2 næste dage skal vi bo inde i Yosemite Nationalpark, og der er ikke hverken strøm eller internet, så disse så efterspurgte ( i hvertfald fra nogle) indlæg på bloggen, må vente. Ja sådan er livet en gang imellem.

Pas godt på jer selv

Vibse og Michael

Jeg må hellere starte med at undskylde forsinkelsen, men ser I at gå rundt i Las Vegas en hel dag, det er altså noget der trækker søm ud, så for at være helt ærlig så havde jeg altså ikke kræfter til at skrive blog da vi først kom hjem.

Vi tillod os at sove lidt længe og slappe lidt af inden vi skulle ud i byen, da dagen før havde været ekstra lang da tidszonerne gjorde at dagen var 2 timer længere. Så efter at have slappet lidt af om formiddagen tog vi så afsted, jeg skulle lige have købt en kasket så ikke “hjernen” begyndte at koge (den var da meget god ikk’). Da vi jo allerede havde en busbillet, besluttede vi at tage bussen til den anden ende og så gå tilbage. Der er kun en ting at sige, de amerikanere er sgu syge i roen, de hoteller de bygger er helt vilde, kæmpe store, totalt luksuriøse, helt vilde detaljer og så bare fyldt med casinoer. Det sjove er, at hvis du bevæger dig ind på et luksushotel i Europa iført korte bukser og T-shirt, så tror jeg hurtigt du bliver gelejdet ud igen, men her går tusindvis af turister rundt og tager billeder og video og med deres egne drinks i hånden, og jeg kunne blive ved. det er altså mærkeligt.

Jeg kan umuligt forklare alt det vi har set her uden at det ville tage et par dage at skrive (og vi skal jo videre ikke), så jeg vil nøjes med at sige at Hotel Intercontinental og Bellagio med bl.a. det kæmpestore springvandsshow udenfor var bare for vilde.

jeg prøver med lidt billeder:

Vibse og Michael

I dag skulle vi så til spillebulebyen Las Vegas, men undervejs ville vi da gerne lige se lidt til Route 66 som jo så mange snakker om. Det er en opgave for en detektiv, da meget af den ikke eksisterer mere og en del af det der eksisterer bare er en landevej, vi finder dog et sjovt lille sted der hedder Seligman hvor der stadig er noget af det gamle tilbage. Jeg tror nu nok at man kan fastslå et det der er der er udelukkende for turisternes skyld, men sjovt alligevel. Jeg får da også lige købt et par t-shirts med route 66 på så man kan se at jeg har været her, og Vibse fik sig et lille skilt til at sætte i nøgleringen, så har hun jo også været der.

Næste stop på turen er Hoover dæmningen, her er sikkerheden helt i top, camperen bliver checket både udvendig og indvendig før vi får lov til at køre ind på den. Vi kan godt mærke at vi nærmer os ørkenen for nu er temperaturen ved at være oppe i nærheden af de 30grader. Sikke et bygningsværk, det er godt nok lidt af en betonklods de har bygget her. Det er fantastisk at tænke på at den er bygget i 1931-1935. Den kæmpestore motorvejsbro som løber lige ved siden af er også bygget for vist nok lige så længe siden, ufatteligt at det kunne lade sig gøre. efter at have gået frem og tilbage over dæmningen slutter vi af med at køre op til en Pplads, hvorfra vi kan gå op på motorvejsbroen og se det hele sådan lidt fra oven, som alle herovre siger “awesome”.

Nu er der så bare de sidste 50-60km. til Las vegas, desværre er det igen meget diset for man kan egentlig se byen meget langt udefra, det er så bare svært når det er diset. Nu er jeg glad for min GPS for hold da op hvor er der mange spor på motorvejen og der flettes ind og ud i en uendelighed, men med GPS går det som en leg og vi kører lige til campingpladsen, som faktisk bare er en kæmpestor parkeringsplads bare med strøm og vand ved alle pladserne.

Efter at være kommet på plads og i orden gør vi klar til en tur i byen, jeg spørger lige naboen om han mener det bliver koldt om aftenen så vi skal have varmt tøj med, jeg spørger selvfølgelig på engelsk, hvorefter han svarer på jysk, mig kan du sgu bare tale dansk til. Her rejser man til den anden ende af verden og så er naboen dansk. Han mener i øvrigt ikke at det er nødvendigt med varmt tøj, og han har ret.

Vi bor kun ca. 2-300m. fra The Strip(hovedgaden), så der går vi hen, og starter en vandring så lang, den hovedgade må da være en af verdens længste pyha. vi kommer forbi alle de kendte hoteller som Venetian, det er dem med en kopi af venedig, Ceasars palace, Bellagio, Treasure Island og mange flere. Man kan ikke gå 5m. uden at der er nogen der prøver at give dig en rabatkupon til enten et Casino eller en letlevende dame, det er lidt træls. Det lykkes at finde et sted at spise, lige over for Bellagio, så kan vi jo nyde deres springvand imens. Vi er blevet lidt trætte af at gå så vi køber en busbillet der virker i 24 timer, så har vi jo også til i morgen, men det lykkes os da lige at tage en forkert bus, så istedet for at tage et kvarter at komme hjem, tager det 45min.

Jamen så siger jeg da bare undskyld at jeg forstyrrede.

Vibse og Michael

Det blev en nat hvor vi blev vugget i søvn, det har nemlig stormet så meget at campingbilen bare ikke ville stå stille. Men hvad gør det når bare man vågner op til solskin. Efter en kop kaffe og en donut(bvadr) så var det bare op på hesten igen og ride mod solnedgangen. Lige inden vi når til solnedgangen skal vi måske lige opleve lidt. I dag er det Grand Canyon tid, så efter ca. 200 km. kommer vi til en vej der løber langs med Grand Canyon, og der er masser af udsigtspunkter undervejs. Vi skal selvfølgelig ind til dem allesammen, men der tegner sig hurtigt et billede af at vi har valgt den forkerte dag, det er nemlig temmelig diset og det tager jo lidt af fornøjelsen. Men uanset hvad så er det jo et helt igennem storslået og utroligt landskab som man ikke finder andre steder på jorden.

Inden vi nåede helt til Williams hvor vi skulle overnatte nåede jeg lige at få min første BIG MAC. Nu sidder vi så her og har lige set en fantastisk solnedgang, med nogle utrolige farver. Nu er det snart godnat igen, og denne gang tilsyneladende i en stillestående vogn.

Vibse og Michael

PS. vi kan godt modtage e-mails

I dag startede vi så med at skulle tilbage gennem den famøse tunnel. De 15$ vi betalte i går dækkede da heldigvis også tilbageturen. Da vi startede rimeligt tidligt, var der ikke meget trafik, så vi kunne nyde turen ud igennem parken uden nogen der forstyrrede. Vi skulle i dag kun tilbagelægge ca 185km. og ca. halvvejs så vi et skilt der sagde Bakery, juhu tænkte vi og kørte ind. Deres definition på en bager er dog en lidt anden end vores, så udvalget bestod af donuts i 4 forskellige afskygninger, og nogle prefabrikerede Croissenter. Det er alletiders slankekur at være her, jeg har i hvertfald aldrig nogensinde spist så lidt som her.

Nok om det, vi ankommer til Page i god tid, vi har nemlig hjemmefra bestilt en tur til Antelope Canyon, da det er den eneste mulighed for at se den. Det er Navajo indianerne der ejer og driver stedet. Det er måske også meget godt det samme for for at komme dertil skal man køre ca. 5-6 km. i løst sand, så løst at jeg tror at hvis vi stoppede var vi nok ikke kommet i gang igen.

Da vi så var fremme, må jeg sige at det var hele turen værd. Man går inde i klipperne i de gange som vandet gennem årtusinder har lavet, og med solen der skinner ind fra oven er der bare de mest fantastiske farver. Der er to ulemper, der er alt for mange mennesker og der er en veritabel sandstorm så munden må holdes lukket og fotoudstyret må ind på maven når det ikke lige bruges. Men alt i alt var det en fantastisk oplevelse som vi ikke ville have været foruden.

Efter turen var vi inde på en sportsbar for at få noget at spise, og der viste de gudhjælpemig en champions league kamp mellem Tottenham og Real Madrid, og jeg som troede at de slet ikke gad og se Soccer.

Vores campingplads i dag ligger i Wahweap ved en sø der hedder Lake Powell, det er et område for de rige, der er en stor Marina, og det er ikke småbåde, der ligger der. Jeg har på fornemmelsen at når man tager til Aspen for at stå på ski, så tager man til Lake Powell for at sejle. Her  er ganske smukt selvom bjergene er meget blege i farverne i forhold til alle de andre vi har set.

og vi sender en særlig hilsen til Kulotte.

Vibse og Michael

I dag startede vi så med at skulle tilbage gennem den famøse tunnel. De 15$ vi betalte i går dækkede da heldigvis også tilbageturen. Da vi startede rimeligt tidligt, var der ikke meget trafik, så vi kunne nyde turen ud igennem parken uden nogen der forstyrrede. Vi skulle i dag kun tilbagelægge ca 185km. og ca. halvvejs så vi et skilt der sagde Bakery, juhu tænkte vi og kørte ind. Deres definition på en bager er dog en lidt anden end vores, så udvalget bestod af donuts i 4 forskellige afskygninger, og nogle prefabrikerede Croissenter. Det er alletiders slankekur at være her, jeg har i hvertfald aldrig nogensinde spist så lidt som her.

Nok om det, vi ankommer til Page i god tid, vi har nemlig hjemmefra bestilt en tur til Antelope Canyon, da det er den eneste mulighed for at se den. Det er Navajo indianerne der ejer og driver stedet. Det er måske også meget godt det samme for for at komme dertil skal man køre ca. 5-6 km. i løst sand, så løst at jeg tror at hvis vi stoppede var vi nok ikke kommet i gang igen.

Da vi så var fremme, må jeg sige at det var hele turen værd. Man går inde i klipperne i de gange som vandet gennem årtusinder har lavet, og med solen der skinner ind fra oven er der bare de mest fantastiske farver. Der er to ulemper, der er alt for mange mennesker og der er en veritabel sandstorm så munden må holdes lukket og fotoudstyret må ind på maven når det ikke lige bruges. Men alt i alt var det en fantastisk oplevelse som vi ikke ville have været foruden.

Efter turen var vi inde på en sportsbar for at få noget at spise, og der viste de gudhjælpemig en champions league kamp mellem Tottenham og Real Madrid, og jeg som troede at de slet ikke gad og se Soccer.

Vores campingplads i dag ligger i Wahweap ved en sø der hedder Lake Powell, det er et område for de rige, der er en stor Marina, og det er ikke småbåde, der ligger der. Jeg har på fornemmelsen at når man tager til Aspen for at stå på ski, så tager man til Lake Powell for at sejle. Her  er ganske smukt selvom bjergene er meget blege i farverne i forhold til alle de andre vi har set.

og vi sender en særlig hilsen til Kulotte.

Vibse og Michael

Efter en ualmindelig kold nat, de sagde 3 frostgrader, blev jeg vækket til duften af Bacon røræg og kaffe, så bliver det ikke meget bedre. Da dette herlige måltid var sat til livs, så kom vi til nogle af de praktiske opgaver som endnu ikke var prøvet af. Vi skulle have tankene for toiletindhold og det beskidte vand tømt, og der skulle fyldes rent vand på, og vi skulle også have fyldt gas på.
Af en eller anden grund så virkede den ventil til toiletindholdet altså bare ikke, så det ville ikke løbe ud. Da man skal bruge det beskidte vand til at skylle efter med, ja kan det jo ikke nytte noget at tømme den tank. Nåh men det lykkedes da at få fyldt vand på.
Så mangler vi bare gassen, det er noget man på campingpladsen får fyldt direkte på en tank i vognen, problemet er bare at hende i receptionen ikke kan få fat i nogen til at gøre det, så hun sender os længere ned af gaden til en bensintank hvor de også har gas. Trængslerne er dog ikke forbi endnu, for vognen er jo helt ny og en ventil som skal åbnes sidder så fast (da den ikke har været i brug før) at der skal mere værktøj og to mand til at klare opgaven. Endelig er vi klar til at komme videre.

Vi skal samme vej tilbage som vi kom ind i går, så vi får fornøjelsen af Red Canyon en gang til, og det var jo ikke så tosset. I dag skal vi kun køre 150km. så det går jo rimeligt hurtigt. det sidste stykke vej ind til parken går bl.a. gennem to tuneller hvoraf den ene er så lille, at når man kører i køretøj på størrelse med vores, så er de nød til at stoppe trafikken i den modsatte retning så man kan køre midt på vejen hvor tunellen er højest. Den service giver man så lige 15$ for.

Her i Zion National Park har vi allerede hjemmefra booket en plads på en kampground (som det hedder herovre) Det er staten der kører disse pladser, så det er både billigt og så lige hjertet af parken.

I denne park må man ikke selv køre rundt, men der er til gengæld en shuttlebus der kører hele tiden og det bedste er at den er gratis, eller man skulle måske sige med i prisen.

Vi får kørt hele turen rundt, men ikke taget alle de traveture der er mulighed for undervejs da jeg ikke lige er helt på toppen. Den eneste restaurant der er på turen var lukket 10 min. før vi nåede den, så vi valgte at tage tilbage til vores “hjem” og lave spaghetti med tomatsovs og frikadeller uden hverken mel eller æg.

Der skulle hverken have været strøm eller WIFI her, men der er begge dele, så derfor kan dette indlæg leveres uden forsinkelse.

Rettelse: Der var WIFI men uploadhastigheden var ganske enkelt så langsom så jeg fik timeout hele tiden. Jeg beklager meget denne forsinkelse specielt til èn meget utålmodig læser på Ejbyegnen bedre kendt som “Kulottestegen”.

Kan I nu have en god onsdag…… øhhh torsdag

Vibse og Michael

I dag skulle vi bare lige have “overstået” 450km.

Turen gik gennem et fantastisk landskab, meget øde og meget goldt. Der var ikke rigtig nogen steder der sagde “fotografer mig”, men spændende alligevel.
kort før vi nåede til Bryce, kom vi igennem noget der hed Red Canyon, og det kan jeg godt forstå at det hed, klipperne var her ekstremt røde og solen skinnede også lige fra den rigtige vinkel. Det var virkelig smukt. Der var da også lige et par tuneller af denne røde klippe som vi skulle igennem.

Omkring kl. 14 nåede vi frem til Bryce Canyon National Park. Her brugte vi så de næste 5 timer på at køre rundt og se disse mærkelige Hoodoos som de hedder, det er lidt svært at beskrive så kig selv på billedet.

dagen i dag var også den hvor vi for første gang så noget “wildlife”

Jamen så vil vi da bare sige tak for i dag.

Vibse og Michael

I dag skulle vi så se Monument Valley i morgensolen, og det var da også ganske flot men kunne ikke slå solnedgangen. vi fik alligevel taget en hel bunke billeder inden vi igen kørte nordpå.

på vejen kom vi til en by der hedder Bluff (de er mærkelige her), men den var nu meget sjov. De har lavet en kopi af en gammel by.  Udenfor alle husene sad der skilte med navnene på dem der havde boet der oprindelig. Der var også hestevogne og en masse af det væktøj de havde brugt.

I den anden ende af byen var der en gammel Tradingpost som havde nogle virkelig gamle biler stående.

Videre nordpå og ca. 15km. før vores destinationsby Moab, ligger dette helt utrolige sted HOLE N” THE ROCK Hvor Danskeren Albert Christensen og hans amerikanske kone Gladys byggede deres  hjem og Den diner de skulle leve af ved at bore og sprænge sig vej ind i klippen. Det tog ham 12 år at bygge det, men læs selv mere her.

Sidste punkt på dagsordenen var et besøg i Arches National Park,

som er et kæmpe område med de mærkeligste formationer i rød klippe. Mange af disse klipper eller sten har facon som en stor bue med hul igennem og deraf navnet. Det er simpelhen umuligt at beskrive, det skal opleves, ganske fantastisk.

Prøv at lægge mærke til de små myrer nederst i billedet, det er mennesker, det siger lidt om størrelsesforholdet.

Nå nu skal jeg i seng, Vibse sover allerede, så godnat allesammen

Vibse og Michael

Hej igen!

I dag fik vi startet dagen med at snakke med Marcus og hans forældre. Det startede godt nok med lidt teknisk bøvl men det lykkedes da. Han fik vist os sin nye Ninjago som han helt klart var meget glad for. Jeg tror også at han var glad for at se os, det så i hvertfald sådan ud.

Nu kunne vi så med opladede batterier drage ud på nye eventyr, og det skulle vise sig at nu startede wovoplevelserne.
Vi startede med at køre til Mesa Verde National Park. Her kunne parkrangeren der sælger billetter ved indgangen fortælle os, at hvis regeringen havde indgået forlig om finansloven bare en time senere, så ville alle nationalparker være lukket. Pyha.
Der var ganske langt ind til seværdighederne i parken
ca. 30-40km. og det var bjergveje ganske udmærkede men det var op og ned hele tiden. Det var dog det hele værd, for det var sjovt og interessant og se hvordan disse indianere tilbage i 11-1200 tallet havde boet. De byggede deres huse under et klippefremspring på en bjergside og var således godt beskyttet mod både fjender og vejrlig.

Bagefter måtte vi en tur i Walmart og købe lidt ind, inden vi skulle videre til Monument Valley. Undervejs så vi da også lige lidt cowboystemning.

Og selv om vi selv syntes at vi kørte godt til, var det dog ingen hindring for at en lille lastbil med anhænger og kun tilsammen 34 hjul kunne drøne udenom.

Undervejs så vi de utroligste landskaber, det skiftede bare hele tiden. og jeg tror da godt jeg ved hvor indianerne har fået inspiration til deres tæpper, mønsteret hang jo så at sige lige der på væggen.

Man er jo meget gudfrygtige her i guds eget land, så vi prøvede at lave en aftale med vores gud, hvis han sørgede for at finansloven kom i hus og solen skinnede i Monument Valley, så var det i orden at det var gråvejr, regnvejr og sågar snevejr resten af tiden. Den med finansloven har I jo allerede hørt om, og på det sidste billede kan I se om han holdt resten af aftalen. Jeg skal i hvertfald i kirke på søndag (måske)(nej jeg venter nok lige og ser om han svigter senere).

Kære gud, hvis du læser denne blog så vil jeg bare sige tak for en dejlig dag. (mon ikke det kan gøre det)

Og til alle jer andre, ha’ en fantastisk søndag

Vibse og Michael