Dagen starter med at vi får morgenmad leveret på værelset, æg, bacon og hele svineriet, så har vi også prøvet det! Så i åbningen på vores dobbeltdør ud mod Stillehavet, nyder vi lige så stille (hvis man altså ser bort fra lastbilerne der kører forbi) vores morgenmad.

Vi triller lige en smut ned i byen, hvor der stadig er et par ting vi ikke fik set i går og nogle der mere fotogene i dag hvor solen kommer fra den anden side.
En af de ting vi skal have sat checkmark ved er et udsigtspunkt højt over byen, og bare vejen derop er pengene værd, vejen er så smal et to biler ikke kan passere hinanden, så farten må reduceres til et minimum. På toppen er der fin udsigt over en containerhavn til den ene side ( det er iøvrigt et Mærsk skib der ligger ved kajen), og tror jeg rigmandskvarteret og lystbådehavnen til den anden side.
Glemte jeg at sige at vejret er helt fantastisk, der er nærmest Italienske sommertilstande.

Turen går nu mod Cape Kidnappers, navnet stammer efter sigende fra at da Captain Cook og hans besætning i sin tid kom til New Zealand første gang, kidnappede de en ung indfødt mand, som det var meningen at slæbe med til England. Det lykkedes dog den unge mand at springe over bord og svømme i land, og det skulle så være her at han kom i land.
I dag er stedet rugeplads for suler. En kæmpe koloni af disse store fugle, som faktisk kun kommer i land for at yngle, holder til her.
Der kun tre muligheder for at komme ud til fuglene. Den ene er at gå de ca. 18 kilometer langs stranden, og jo vejret er skønt men det er lidt langt. Vi valgte løsning nummer 2 som er at betale en mindre formue for at blive fragtet derud med benene hængene ud over siden på en ladvogn trukket af en traktor. Dette skulle dog vise sig at være et godt valg for på vejen derud fik vi en masse at vide om de geologiske forhold, og jordskælvs indvirken på landskabet, og det var faktisk ganske hyggeligt, og som sagt vejret var fantastisk.
For enden af turen derud, skulle man så selv gå det sidste stykke op, en tur på omkring en halv time hver vej. Helt på toppen kommer man faktisk så tæt på kolonien som ca 10-12 meter, og kan se disse prægtige fugle ganske tydeligt. Ungerne ser ganske nuttede ud med deres dun strittende ud til alle sider. Ungerne er kun 4 måneder om at gå fra æg til flyvefærdig, og flyvefærdig betyder, at første gang de forsøger at kaste sig ud fra klippen, har det bare at virke, for første tur går direkte til Australien, så alle bånd til mor og far er klippet over fra det øjeblik. De næste 4 år er de overhovedet ikke i land, ikke før de kommer tilbage til New Zealand og finder en mage og selv får unger.
Jeg nævnte vist at der var 3 muligheder for at komme hertil, den sidste mulighed op dagede vi først da vi stod helt oppe ved sulerne, for da kom en minibus med et læs Japanere kørende helt frem til hegnet, de behøvede ikke engang at stå ud af bilen for at få deres billeder.

Ved udgangspunktet for turen lå der forresten en femstjernet campingplads, og jeg tror vi så vores næste fortelt der!!!!

Sidste punkt på dagen er et udsigtspunkt der hedder “Te Mata Peak”, som ligger tæt på byen Havelock North. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har set noget lignende, 360grader rundt er der der bare så smukt at man ikke tror sine egne øjne. Billeder kan desværre ikke helt gengive det som øjnene så. Kommer I nogensinde til New Zealand er dette et must see.

På vejen tilbage til hotellet gør vi holdt i byen Hastings, og får lidt velfortjent aftensmad.
Bygningerne i byen minder meget om dem i Napier, men den blev jo også ødelagt af jordskælvet 30’erne.

Det har været en en helt fantastisk dag, og med al den sol og havluft vi har fået i dag, så er vi meget trætte nu, og siger derfor

godnat og sov godt
Vibse og Michael