Morgenmad på motellet, og så skal vi bare afsted, vi skal nemlig på sejltur i Abel Tasman National park. Abel Janszoon Tasman var hollænder og den første europæer der opdagede landet. Han opkaldt det efter en hollandsk egn der hed Zeeland, så derfor New Zealand. Det var iøvrigt også ham der lagde navn til Tasmanien i Australien, og the Tasman Sea  her imellem. Det var i 1642 han kom hertil, men han fuckede besøget godt og grundigt op med en fjendtlig holdning til de indfødte, det kostede ham 4 af hans søfolk livet, og først i 1769 kom Captain James Cook som den næste europæer tilbage hertil og fik kortlagt det hele. (det må være historieundervisning nok for i dag).

På en lille strand for enden af Stephen Bays road bliver vi hentet i en gummibåd og sejlet ud til vores “Luksusliner”. Først er vi kun 4 ombord, men lidt oppe af kysten samler vi 4 mere op, og med 8 passagerer ialt er der masser af plads ombord, og en god og hyggelig stemning.

En af de første ting vi kommer til er Split Rock, en stor kuglerund sten som er flækket i 2 dele. Den videnskabelige forklaring på fænomenet er en frostsprængning, Men Maoriernes forklaring er da meget sjovere. Deres historie er at Land og Vand er kommet op at skændes om hvem der ejer stenen, da den ved højvande ligger i vandet, men ved lavvande ligger på land. Kompromiset bliver at dele stenen.

Solen er efterhånden brudt rigtig igennem, og vejret er nu helt perfekt. Vi sejler langs med kysten, og her er bare så smukt at det næsten gør ondt i øjnene. Med jævne mellemrum bliver båden stoppet, og vi får forklaret en masse ting om området af kaptajnen og styrmanden (far og søn).

Babysæl i centrum af foto.

For enden af turen bliver vi sat i land, så vi kan gå en lille tur eller bade eller hvad vi nu har lyst til. På vejen ind i gummibåden ser vi et par stingrays, eller i hvertfald skyggen af dem…. spændende.
Mens vi hygger os på land gør “besætningen” frokosten klar, og vi bliver hentet tilbage til et veldækket bord med gør det selv sandvich og kold hvidvin til – fantastisk.

På tilbageturen gøres der bare holdt en enkelt gang, med en strandtur mere på en dejlig strand, og herefter er det tilbage til stranden for enden af Stephen Bays road.
Der er en times kørsel tilbage til Nelson hvor vi bor, og her kører vi ind til city center med det samme, så vi også får set byen og får lidt aftensmad.

Tilbage på motellet kan vi bare konstatere at det har været en helt igennem fantastisk dag, som ikke kunne have været bedre.

Så godt tilfredse kan vi nu sige

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Igen i dag skulle vi tidligt op, bilen skulle tankes inden vi kunne aflevere den i havnen ved færgen. Indtjekning af bagagen til færgen skulle også været foretaget 3 kvarter før afgang.
Alt gik glat og uden problemer, og så var det bare at vente på at boarde skibet.
Selve turen tog 3½ time og var rimelig begivenhedsløs, sceneriet kunne der dog ikke klages over, og vi kunne godt se at “bakkerne” blev lidt højere her på sydøen, og nu beklædt med træer i stedet for vissent græs.

Da vi kom i land, blev vi enige om at dele os, Vibse ventede på kufferter, og jeg gik til biludlejningen. Jeg kunne gå direkte til skranken, hvor en eddikesur kvinde bad om mit kørekort, så det får hun naturligvis, det får hende dog kun til med himmelvendte øjne at præcisere at det skal være det internationale… hmmm det har Vibse. Jeg prøver at forklare at vi lige har haft en bil på den anden side, men hun er hverken til at hugge eller stikke i, så jeg må gå igen.
Da vi endelig har fået vores kufferter, går vi tilbage til Avis, blot for at konstatere at der nu er en alenlang kø, som kun bevæger sig med en halv snegls fart…..zzzzzzzzzz
Da det er vores tur er det heldigvis en anden der ekspederer os, hun vil hverken se kørekort eller noget andet da hun hører at vi har haft en anden bil på nordøen, sød dame men hvis mine øjne kunne dræbe, lå der i øjeblikket et lig af en midaldrende kvinde i Avis biludlejning i Picton.

Bilen viser sig at være fuldstændig identisk med den vi afleverede for 4-5 timer siden, og det er dejligt, for så føler man sig hjemme med det samme.
Vi får lige lidt fuglefrø og en lemonade inden vi for alvor forlader byen.

Som nævnt tidligere er landskabet noget anderledes her, men absolut ikke mindre smukt.
Eneste egentlige stop på vejen er ved bro, der hedder Pelorus Bridge. Det er en meget smal bro, som er temmelig trafikeret med både almindelige biler og store lastbiler. Fra Pelorus Bridge er der 7-8 min. gang ind i skoven en hængebro, så den skal vi da også lige se og prøve.

Efter yderligere nogle kilometer, får vi dog et stop mere, ganske vist ufriviligt. En campingvogn er væltet og spærer hele vejen, så der går en 10-15 minutter, mens de får den rejst op og trukket til side, før vi kan komme videre.

Vi er fremme ved Motellet ved 17 tiden, og får så lige slappet lidt af , inden vi spiser til aften i den restaurant, der ligger lige ved siden af. (god mad).

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

ps: gad vide om der er nogen der læser dette, hvis jeg tæller kommentarerne tror jeg det ikke

Som forventet vågner vi op til totalt overskyet vejr, men selv om der er lovet heldagsregn, så er det da heldigvis tørt.

Så efter lidt hjemmelavet morgenmad på værelset, går vi ud i byen.

Der er mange fine bygninger, og mange sjove mennesker at se på. Vi var egentlig blevet enige om, at p.g.a. vejret var det nok ligemeget med at tage kabelbanen op til udsigtspunktet over byen, men da vi kom dertil, ændrede vi den beslutning og kørte mod toppen.
Det hele havde helt sikkert set pænere ud i solskin, men det var faktisk ok.
Mens vi var på toppen, kan man sige at det kun gik ned af bakke med vejret, for nu begyndte det at regne, og det skulle vise sig at det blev det ved med, indtil aftenen faldt på.

Nu er new Zealændere jo ikke dumme, så da de ved at det regner temmelig tit her i Wellington, jamen så overdækker de da bare 80% af fortovene…. smart ikke.

Vi fik set et par kirker og deres parlamentsbygninger og en masse andet.
Den ene kirke “Old St. Pauls” var en helt fantastisk trækirke fra 1866, som havde klaret jordskælvet uden problemer.

Sidst på eftermiddagen skulle vi på museum, Te Papa er en slags multimuseum, med alt lige fra udstilling om Jordskælv og vulkan udbrud, 1. verdenskrig, Maori’ernes historie og meget andet. Jeg tror at en væsentlig grund til museets succes, ud over at det var superinteressant, var at der er gratis adgang.

sidste punkt på dagsordenen er aftensmad, og sandt at sige har vores besøg i landet ikke været en kulinarisk oplevelse indtil nu. Derfor finder vi, ved hjælp af Google og tripadvisor frem til en Italiensk restaurant med gode anmeldelser, og prøver lykken her.

Bingo, efter en supergod Pizza med en flaske Valpollicella Ripasso til og Tiramisu til dessert, ja selv det i Italien obligatoriske lille glas Limoncello man får når man har betalt var der, så kunne vi gå hjem, mætte og tilfredse.

Nu sidder jeg så her og skriver, Samtidig med at jeg hører en Guns’n Roses koncert der foregår i den anden ende af byen, og det er selvom vinduet er lukket, Jeg tror de har skruet op.

Klokken er mange, sååå

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag vågner jeg med solen bagende ind på min ryg, det er helt vidunderligt godt vejr. Så dejlig morgenmad i dobbeltdøren, og mere perfekt kan sådan en morgen vel ikke blive.

Der skal pakkes, for vi skal videre til Wellington i dag, vores sidste destination på nordøen.

Allerede efter 30-40 km. begynder skyerne så småt at rulle ind, og jo længere vi kommer, jo værre bliver vejret.

Efter ca. 120 km.kommer vi til en by der hedder Dannevirke, og jeg som troede at det var et fæstningsværk i Slesvig, hvor dum kan man være.
Vi kom også forbi en vej der hed Jens Andersens road.

I takt med at vejret bliver dårligere, nærmer vi os landets hovedstad “Windy Welli”, og ved 2 tiden triller vi ind foran Amora hotel og bliver modtaget af “butleren”, der også sørger for både kufferter og bil, den rene luksus.
Jeg føler mig en lille smule dum, som jeg står der i korte bukser og t-shirt, mens alle andre strider sig frem i vinden iført trøje, jakke, hue og handsker, det blæser en stiv pelikan.

Efter lige at være kommet på plads, og slappet lidt af, måtte vi hellere, stærkt tilskyndet af vores maver, iføre os noget varmt tøj og komme ud og se lidt på byen. Det bliver ikke nogen lang tur, men lidt har vel også ret.

Jordskælvsramt bygning

Vi er tilbage på hotellet, og får tørret tøjet og redt håret.
Fra vinduet her på 7. sal med udsigt over havnen, ser det ud som om det bliver lidt klarere derude.

Efter en dejlig kort dag på kontoret siger vi så –

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Dagen starter med at vi får morgenmad leveret på værelset, æg, bacon og hele svineriet, så har vi også prøvet det! Så i åbningen på vores dobbeltdør ud mod Stillehavet, nyder vi lige så stille (hvis man altså ser bort fra lastbilerne der kører forbi) vores morgenmad.

Vi triller lige en smut ned i byen, hvor der stadig er et par ting vi ikke fik set i går og nogle der mere fotogene i dag hvor solen kommer fra den anden side.
En af de ting vi skal have sat checkmark ved er et udsigtspunkt højt over byen, og bare vejen derop er pengene værd, vejen er så smal et to biler ikke kan passere hinanden, så farten må reduceres til et minimum. På toppen er der fin udsigt over en containerhavn til den ene side ( det er iøvrigt et Mærsk skib der ligger ved kajen), og tror jeg rigmandskvarteret og lystbådehavnen til den anden side.
Glemte jeg at sige at vejret er helt fantastisk, der er nærmest Italienske sommertilstande.

Turen går nu mod Cape Kidnappers, navnet stammer efter sigende fra at da Captain Cook og hans besætning i sin tid kom til New Zealand første gang, kidnappede de en ung indfødt mand, som det var meningen at slæbe med til England. Det lykkedes dog den unge mand at springe over bord og svømme i land, og det skulle så være her at han kom i land.
I dag er stedet rugeplads for suler. En kæmpe koloni af disse store fugle, som faktisk kun kommer i land for at yngle, holder til her.
Der kun tre muligheder for at komme ud til fuglene. Den ene er at gå de ca. 18 kilometer langs stranden, og jo vejret er skønt men det er lidt langt. Vi valgte løsning nummer 2 som er at betale en mindre formue for at blive fragtet derud med benene hængene ud over siden på en ladvogn trukket af en traktor. Dette skulle dog vise sig at være et godt valg for på vejen derud fik vi en masse at vide om de geologiske forhold, og jordskælvs indvirken på landskabet, og det var faktisk ganske hyggeligt, og som sagt vejret var fantastisk.
For enden af turen derud, skulle man så selv gå det sidste stykke op, en tur på omkring en halv time hver vej. Helt på toppen kommer man faktisk så tæt på kolonien som ca 10-12 meter, og kan se disse prægtige fugle ganske tydeligt. Ungerne ser ganske nuttede ud med deres dun strittende ud til alle sider. Ungerne er kun 4 måneder om at gå fra æg til flyvefærdig, og flyvefærdig betyder, at første gang de forsøger at kaste sig ud fra klippen, har det bare at virke, for første tur går direkte til Australien, så alle bånd til mor og far er klippet over fra det øjeblik. De næste 4 år er de overhovedet ikke i land, ikke før de kommer tilbage til New Zealand og finder en mage og selv får unger.
Jeg nævnte vist at der var 3 muligheder for at komme hertil, den sidste mulighed op dagede vi først da vi stod helt oppe ved sulerne, for da kom en minibus med et læs Japanere kørende helt frem til hegnet, de behøvede ikke engang at stå ud af bilen for at få deres billeder.

Ved udgangspunktet for turen lå der forresten en femstjernet campingplads, og jeg tror vi så vores næste fortelt der!!!!

Sidste punkt på dagen er et udsigtspunkt der hedder “Te Mata Peak”, som ligger tæt på byen Havelock North. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har set noget lignende, 360grader rundt er der der bare så smukt at man ikke tror sine egne øjne. Billeder kan desværre ikke helt gengive det som øjnene så. Kommer I nogensinde til New Zealand er dette et must see.

På vejen tilbage til hotellet gør vi holdt i byen Hastings, og får lidt velfortjent aftensmad.
Bygningerne i byen minder meget om dem i Napier, men den blev jo også ødelagt af jordskælvet 30’erne.

Det har været en en helt fantastisk dag, og med al den sol og havluft vi har fået i dag, så er vi meget trætte nu, og siger derfor

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Ved hjælp af krykstokke, min personlige sygeplejerske og en helt utrolig viljestyrke, har jeg kæmpet mig tilbage i redaktørstolen, da jeg ved at ved min fortsatte udeblivelse må Kulotte have psykologbistand og nu hvor hun sikkert har måtte gå grædende i seng i 3 dage, kan jeg da ikke få det over mit hjerte .

Vi forlod vores hotel klokken 8 i morges og satte kursen mod Wai-O-Tapu Thermel Wonderland, et geotermisk område der bogstaveligt talt koger, det syder og bobler allevegne og alsken flotte farver bliver tilføjet til både land og vand.

Det er fantastisk smukt at se på, men det har sin pris, det lugter noget så forfærdeligt, og nogle gange når man står lige i vindretningen, er det lige før man får lyst til ikke at trække vejret.
Klokken 10:15 præcis springer Lady Knox Geyseren i parken, forlyder det……..
Det er så her gud har fundet sin overmand, for i virkeligheden er det et show, der starter klokken 10:15 og når de 500-1000 publikummer har indtaget deres pladser på bænkene rundt om geyseren, står en lille fed mand med en mikrofon og fortæller hel masse om den. Det slutter med at han hælder en pose et eller andet ned i hullet, og efter en fire-fem minutter begynder den at sprutte…… fantastisk menneskeskabt naturfænomen.

Nu går turen videre til Huka Falls nær Lake Taupo. Det er måske ikke verdens højeste vandfald, men alligevel et af de smukkeste, på grund af dets farve og vildskab, helt sikkert et “must see”

Vi kører nu ind til Taupo klokken er jo efterhånden blevet halv 2, så det er vel på tide at få lidt morgenmad, og tænk engang hvem vi mødte der mens vi sad og ventede på vores mad, når nu vi lige har fortalt om gud og hans overmand, så er det vel meget passende at støde ind i hans søn Jesus i egen høje person.

Således fyldt i både krop og sjæl begiver vi os ud på det sidste stykke vej til Napier.
Ved nærmere eftertanke kan jeg godt se at jeg ikke har omtalt det, vi ser når vi kører, men det er nok fordi det ville tage minimum tre uger at beskrive det, det er bare det ene superflotte landskab efter det andet, og man keder sig aldrig.

Napier er en by der blev mere eller mindre udslettet 30’erne ved et jordskælv, og da den blev bygget op igen, blev det for størstedelens vedkommende opført i ArtDeco stil, så hvis man kan lide den slags er der mere end nok at kigge på her. Er man derimod mere til et resturantbesøg, så skulle man nok have valgt et andet sted. Vi vadede byen tynd uden at finde en åben restaurant, og de eneste andre mennesker vi så, var de øvrige turister der formentlig var ude på samme mission “soveby siger jeg bare”.
Det lykkedes til sidst at finde en thai restaurant, men var jo altså ikke lig førstevalget, hvis der havde været valgmuligheder.

Nå hvad, vi har boblebad på værelset så det skal aftenen nok lige sluttes af med, og så med et glas kold hvidvin til så kan det vel ikke gå helt galt.

så jeg vil allerede nu sige

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Jeg beklager overfor de trofaste læsere men de sidste 3 dage har der ikke været overskud til at skrive på grund af sygdom, jeg håber snart at være klar igen.

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Som overskriften antyder, er det flyttedag, og en af turens længste.
Der er ikke vanvittigt meget at fortælle, selvfølgelig er landskabet helt fantastisk smukt, med store bløde bakker, og indimellem også havudsigt.
Et enkelt stop bliver det dog til i byen Thames, en gammel guldgraverby, som tidligt opnåede en vis velstand, som udmyntede sig i nogle flotte huse, dem skulle vi da lige se

Offentlige bygninger bliver der til gengæld ikke brugt meget krudt på, her er f.eks. politistationen:

Vel fremme ved vores B&B i Whitianga bliver vi mødt af et tomt hus med en seddel på postkassen, “velkommen til, jeg er ikke hjemme lige nu, men døren er åben og nøglen ligger indenfor, så gå bare ind og føl jer hjemme. Jeg kommer snart”
Pusseløjerlig fornemmelse, men meget sjov, og det skal siges at Andrea som Fruen hedder kom ca. ti minutter efter os.

Andrea er helt fantastisk sød og hjælpsom, og fortalte og fortalte om alt hvad vi kunne foretage os i nærheden, kom med brochurer, og fandt også lige ud af hvornår der er lavvande, som er vigtigt i forhold til en af oplevelserne.

En tur ned til byen for at fouragere, og så er den dag også gået, så igen er der bare tilbage og sige:

godnat og sov godt

Vibse og Michael

I dag skal vi lidt rundt i omegnen, og vi starter nogle få kilometer fra hotellet med at besøge Waitangi Treaty Ground, som var det sted hvor fredstraktaten mellem Maori’erne (de indfødte) og Kivi’erne (de hvide) blev indgået. På trods af at de hvide med denne traktat virkelig tog røven på Maori’erne, er det et vigtigt historisk sted, som betyder meget for dem. Uheldigvis for os, er der samme morgen landet to krydstogtskibe i bugten, og shuttlebusser kører i pendulfart med turister til stedet, så vi har det ikke ligefrem for os selv.

Næste punkt pådagsordenen er Haruru Falls…. surprise! et vandfald.
Her skal nogle Maori’er også prøve at lære nogle turister at ro en rigtig autentisk langbåd (den har påhængsmotor hvilket virkelig styrker troen på det autentiske)

Efter denne lidt spøjse oplevelse må vi videre til Kerikeri, ham der finder på bynavne her i landet stammer meget, men vi mobber ikke folk af den grund og lader pænt som ingenting.

En af landets ældste bygninger af sten ligger her, og der er drevet handel her siden 1819.
Der er stadig butik i stueetagen, og de sælger bl.a. støbejernsgryder og selvfølgelig en masse souvenirting.
I cafeen lige ved siden af får vi en kop kaffe/chokolade og en Pie med kylling.

En chokoladefabrik i Kerikeri bliver rost til skyerne i turistbrochurerne, så den må vi da også lige besøge. Ganske rigtigt laver de fremragende chokolade, der smager virkelig godt, men den gladeste mand i byen må være ejeren, for med priser, der nærmer sig prisen på diamanter, så må han da have nogle Joakim von And pengetanke, han kan bade i.

Resten af turen går med at kigge på flotte landskaber, og sådan en dag går hurtigere end man skulle tro.
Tilbage i Paihia går vi ind på restaurant “Only Seafood” og får seafood chowder til forret og Kammuslinger til hovedret….. fortryllende middag.

Vi er nu snart klar til at krybe til køjs, såå

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Så kom dagen som Vibse har glædet sig til i månedsvis, der skal svømmes med delfiner…..
Vi står op allerede klokken 6 da vi skal være I havnen senest klokken 7:45.

Alt er timet og tilrettelagt, badedragten er monteret under tøjet og svømmehuden mellem tæerne er pudset, så nu kan de delfiner bare komme an……..

båden afgår præcis klokken 8, og så er det bare derudaf. Vi ser en pingvin, og vi ser suler der styrtdykker, vi ser en masse smukke øer, men ingen delfiner.
Efter 2-3 timers sejlads dukker der endelig nogle delfiner op, og straks bliver båden kørt I stilling lige bag ved disse prægtige dyr.

hele flokken svømmer bare søvnigt derudaf uden nogen form for lyst til leg, og desuden er der to små unger imellem, og det betyder at svømning er nogo.

Det lykkes ikke at finde andre delfiner sååååå mor er ikke……………………

På vejen tilbage til Paihia, bliver vi sat af I Russel, en lille by 5-10 minutters sejlads fra Paihia. Her får vi lidt frokost, og spankulerer rundt indtil vi  kan tage en færge tilbage.

Det bliver ikke til meget mere I dag, der dømt afslapning resten af dagen, så derfor er der kun tilbage at sige!

godnt og sov godt
Vibse og Michael