I dag startede vi så med at skulle tilbage gennem den famøse tunnel. De 15$ vi betalte i går dækkede da heldigvis også tilbageturen. Da vi startede rimeligt tidligt, var der ikke meget trafik, så vi kunne nyde turen ud igennem parken uden nogen der forstyrrede. Vi skulle i dag kun tilbagelægge ca 185km. og ca. halvvejs så vi et skilt der sagde Bakery, juhu tænkte vi og kørte ind. Deres definition på en bager er dog en lidt anden end vores, så udvalget bestod af donuts i 4 forskellige afskygninger, og nogle prefabrikerede Croissenter. Det er alletiders slankekur at være her, jeg har i hvertfald aldrig nogensinde spist så lidt som her.

Nok om det, vi ankommer til Page i god tid, vi har nemlig hjemmefra bestilt en tur til Antelope Canyon, da det er den eneste mulighed for at se den. Det er Navajo indianerne der ejer og driver stedet. Det er måske også meget godt det samme for for at komme dertil skal man køre ca. 5-6 km. i løst sand, så løst at jeg tror at hvis vi stoppede var vi nok ikke kommet i gang igen.

Da vi så var fremme, må jeg sige at det var hele turen værd. Man går inde i klipperne i de gange som vandet gennem årtusinder har lavet, og med solen der skinner ind fra oven er der bare de mest fantastiske farver. Der er to ulemper, der er alt for mange mennesker og der er en veritabel sandstorm så munden må holdes lukket og fotoudstyret må ind på maven når det ikke lige bruges. Men alt i alt var det en fantastisk oplevelse som vi ikke ville have været foruden.

Efter turen var vi inde på en sportsbar for at få noget at spise, og der viste de gudhjælpemig en champions league kamp mellem Tottenham og Real Madrid, og jeg som troede at de slet ikke gad og se Soccer.

Vores campingplads i dag ligger i Wahweap ved en sø der hedder Lake Powell, det er et område for de rige, der er en stor Marina, og det er ikke småbåde, der ligger der. Jeg har på fornemmelsen at når man tager til Aspen for at stå på ski, så tager man til Lake Powell for at sejle. Her  er ganske smukt selvom bjergene er meget blege i farverne i forhold til alle de andre vi har set.

og vi sender en særlig hilsen til Kulotte.

Vibse og Michael

Efter en ualmindelig kold nat, de sagde 3 frostgrader, blev jeg vækket til duften af Bacon røræg og kaffe, så bliver det ikke meget bedre. Da dette herlige måltid var sat til livs, så kom vi til nogle af de praktiske opgaver som endnu ikke var prøvet af. Vi skulle have tankene for toiletindhold og det beskidte vand tømt, og der skulle fyldes rent vand på, og vi skulle også have fyldt gas på.
Af en eller anden grund så virkede den ventil til toiletindholdet altså bare ikke, så det ville ikke løbe ud. Da man skal bruge det beskidte vand til at skylle efter med, ja kan det jo ikke nytte noget at tømme den tank. Nåh men det lykkedes da at få fyldt vand på.
Så mangler vi bare gassen, det er noget man på campingpladsen får fyldt direkte på en tank i vognen, problemet er bare at hende i receptionen ikke kan få fat i nogen til at gøre det, så hun sender os længere ned af gaden til en bensintank hvor de også har gas. Trængslerne er dog ikke forbi endnu, for vognen er jo helt ny og en ventil som skal åbnes sidder så fast (da den ikke har været i brug før) at der skal mere værktøj og to mand til at klare opgaven. Endelig er vi klar til at komme videre.

Vi skal samme vej tilbage som vi kom ind i går, så vi får fornøjelsen af Red Canyon en gang til, og det var jo ikke så tosset. I dag skal vi kun køre 150km. så det går jo rimeligt hurtigt. det sidste stykke vej ind til parken går bl.a. gennem to tuneller hvoraf den ene er så lille, at når man kører i køretøj på størrelse med vores, så er de nød til at stoppe trafikken i den modsatte retning så man kan køre midt på vejen hvor tunellen er højest. Den service giver man så lige 15$ for.

Her i Zion National Park har vi allerede hjemmefra booket en plads på en kampground (som det hedder herovre) Det er staten der kører disse pladser, så det er både billigt og så lige hjertet af parken.

I denne park må man ikke selv køre rundt, men der er til gengæld en shuttlebus der kører hele tiden og det bedste er at den er gratis, eller man skulle måske sige med i prisen.

Vi får kørt hele turen rundt, men ikke taget alle de traveture der er mulighed for undervejs da jeg ikke lige er helt på toppen. Den eneste restaurant der er på turen var lukket 10 min. før vi nåede den, så vi valgte at tage tilbage til vores “hjem” og lave spaghetti med tomatsovs og frikadeller uden hverken mel eller æg.

Der skulle hverken have været strøm eller WIFI her, men der er begge dele, så derfor kan dette indlæg leveres uden forsinkelse.

Rettelse: Der var WIFI men uploadhastigheden var ganske enkelt så langsom så jeg fik timeout hele tiden. Jeg beklager meget denne forsinkelse specielt til èn meget utålmodig læser på Ejbyegnen bedre kendt som “Kulottestegen”.

Kan I nu have en god onsdag…… øhhh torsdag

Vibse og Michael

I dag skulle vi bare lige have “overstået” 450km.

Turen gik gennem et fantastisk landskab, meget øde og meget goldt. Der var ikke rigtig nogen steder der sagde “fotografer mig”, men spændende alligevel.
kort før vi nåede til Bryce, kom vi igennem noget der hed Red Canyon, og det kan jeg godt forstå at det hed, klipperne var her ekstremt røde og solen skinnede også lige fra den rigtige vinkel. Det var virkelig smukt. Der var da også lige et par tuneller af denne røde klippe som vi skulle igennem.

Omkring kl. 14 nåede vi frem til Bryce Canyon National Park. Her brugte vi så de næste 5 timer på at køre rundt og se disse mærkelige Hoodoos som de hedder, det er lidt svært at beskrive så kig selv på billedet.

dagen i dag var også den hvor vi for første gang så noget “wildlife”

Jamen så vil vi da bare sige tak for i dag.

Vibse og Michael

I dag skulle vi så se Monument Valley i morgensolen, og det var da også ganske flot men kunne ikke slå solnedgangen. vi fik alligevel taget en hel bunke billeder inden vi igen kørte nordpå.

på vejen kom vi til en by der hedder Bluff (de er mærkelige her), men den var nu meget sjov. De har lavet en kopi af en gammel by.  Udenfor alle husene sad der skilte med navnene på dem der havde boet der oprindelig. Der var også hestevogne og en masse af det væktøj de havde brugt.

I den anden ende af byen var der en gammel Tradingpost som havde nogle virkelig gamle biler stående.

Videre nordpå og ca. 15km. før vores destinationsby Moab, ligger dette helt utrolige sted HOLE N” THE ROCK Hvor Danskeren Albert Christensen og hans amerikanske kone Gladys byggede deres  hjem og Den diner de skulle leve af ved at bore og sprænge sig vej ind i klippen. Det tog ham 12 år at bygge det, men læs selv mere her.

Sidste punkt på dagsordenen var et besøg i Arches National Park,

som er et kæmpe område med de mærkeligste formationer i rød klippe. Mange af disse klipper eller sten har facon som en stor bue med hul igennem og deraf navnet. Det er simpelhen umuligt at beskrive, det skal opleves, ganske fantastisk.

Prøv at lægge mærke til de små myrer nederst i billedet, det er mennesker, det siger lidt om størrelsesforholdet.

Nå nu skal jeg i seng, Vibse sover allerede, så godnat allesammen

Vibse og Michael

Hej igen!

I dag fik vi startet dagen med at snakke med Marcus og hans forældre. Det startede godt nok med lidt teknisk bøvl men det lykkedes da. Han fik vist os sin nye Ninjago som han helt klart var meget glad for. Jeg tror også at han var glad for at se os, det så i hvertfald sådan ud.

Nu kunne vi så med opladede batterier drage ud på nye eventyr, og det skulle vise sig at nu startede wovoplevelserne.
Vi startede med at køre til Mesa Verde National Park. Her kunne parkrangeren der sælger billetter ved indgangen fortælle os, at hvis regeringen havde indgået forlig om finansloven bare en time senere, så ville alle nationalparker være lukket. Pyha.
Der var ganske langt ind til seværdighederne i parken
ca. 30-40km. og det var bjergveje ganske udmærkede men det var op og ned hele tiden. Det var dog det hele værd, for det var sjovt og interessant og se hvordan disse indianere tilbage i 11-1200 tallet havde boet. De byggede deres huse under et klippefremspring på en bjergside og var således godt beskyttet mod både fjender og vejrlig.

Bagefter måtte vi en tur i Walmart og købe lidt ind, inden vi skulle videre til Monument Valley. Undervejs så vi da også lige lidt cowboystemning.

Og selv om vi selv syntes at vi kørte godt til, var det dog ingen hindring for at en lille lastbil med anhænger og kun tilsammen 34 hjul kunne drøne udenom.

Undervejs så vi de utroligste landskaber, det skiftede bare hele tiden. og jeg tror da godt jeg ved hvor indianerne har fået inspiration til deres tæpper, mønsteret hang jo så at sige lige der på væggen.

Man er jo meget gudfrygtige her i guds eget land, så vi prøvede at lave en aftale med vores gud, hvis han sørgede for at finansloven kom i hus og solen skinnede i Monument Valley, så var det i orden at det var gråvejr, regnvejr og sågar snevejr resten af tiden. Den med finansloven har I jo allerede hørt om, og på det sidste billede kan I se om han holdt resten af aftalen. Jeg skal i hvertfald i kirke på søndag (måske)(nej jeg venter nok lige og ser om han svigter senere).

Kære gud, hvis du læser denne blog så vil jeg bare sige tak for en dejlig dag. (mon ikke det kan gøre det)

Og til alle jer andre, ha’ en fantastisk søndag

Vibse og Michael

I dag vågnede vi op til det mest fantastiske vejr, helt klar blå himmel og en sol der skinner som var den betalt for det, men hold da helt op hvor var det koldt i nat, vi var begge to godt forfrosne da vi vågnede.

Efter lidt morgenmad så er det bare afsted igen. Allerede på dette tidspunkt er landskabet blevet meget mere interessant og afvekslende. Alene byggestilen er ikke noget man ser andre steder og vores første mål i dag er da også Taos-Pueblo hvor byggestilen stammer fra. Indianerne byggede husene uden døre men med et slags ovenlys i taget, det tjente 3 formål for det første at de havde et sted at komme ind og ud, for det andet for at få lys ind i huset og sidst men ikke mindst for at holde ubudne gæster væk, det er nu engang letter at slagte dem hvis de skal ind af et hul i taget. Der var ikke noget der hed trapper man brugte kun stiger.

På den videre tur til Cortez skal vi op over flere bjerge, så vi i flere omgange kommer op til sneen der ligger smuk og hvid som et tæppe, for det meste fuldstændig uberørt og uden spor. Vejen er dog heldigvis tør så der er ingen problemer med at køre her. Vi er også kommet til Staten Colorado og det betyder altså ikke så lidt, landskabet her er på en eller anden måde bare flottere og vi ser næsten ikke nogen steder hvor det flyder med gamle biler og alt muligt andet bras som ellers er reglen mere end undtagelsen i det vi har set indtil nu. Det er utroligt hvad for noget slum/skrammelplads og faldefærdige huse man kan leve i her i USA!

Omkring ved 7 tiden var vi fremme på campingpladsen hvor vi som sædvanligt blev mødt af en meget venligt mand, og vi får en plads med udsigt til både Mesa Verde Nationalpark (man kan altså kun se bjerge) og også til Rocky Mountains ude i det fjerne.

Vi har nu også prøvet at lave mad i vognen, det var en ny oplevelse, først gik røgalarmen i gang, så måtte vi have batteriet ud af den og lidt senere gik gasalarmen, det var formentlig nogle stearinlys der satte den igang vi ved det ikke rigtigt. Den er dog holdt op igen efter at vi havde luftet ud og slukket lysene. Så kom ikke og sig at der ikke sker noget der hvor vi er .

Nu skal vi snart sove, og når vi vågner skal vi videosnakke med Marcus juhuuuu.

hils godt og ha’ det hjemme
Vibse og Michael

Dagen i dag ligner til forveksling den i går, knap 800km. uden det helt store vilde at fortælle om.

Vi så dog “The Cadillac Ranch”, et sted lidt uden for Amarillo hvor hippier en gang for mange år siden “plantede” 10 stk. Cadillac med snuden ned i jorden (de er ikke helt almindelige herovre). I dag er det en kunstner der er millionær der ejer stedet.

Vel fremme på campingpladsen i Santa Fe bliver vi budt velkommen af en sød og sjov dame der også fortæller hvordan vi kommer ned til byen og hvor vi kan parkere, hun tegner det hele ind på et kort, og alligevel lykkes det at køre forkert. Vi fandt dog frem til sidst. Santa Fe er en meget speciel by hvor husene er bygget i gammel indianerstil sådan lerklinede og med afrundede hjørner. Der var meget hyggeligt og vi fandt da også et sted hvor vi kunne spise. Vibse fandt et par opalørenringe som hun ikke kunne leve uden, de var nu også meget pæne.

Nu skal vi så i seng, så godnat eller skulle jeg sige godmorgen.

Vibse og Michael

Ja i dag er altså bare en spændende dag, så denne historie bliver bare lang.

Stod op, fik morgenmad, kørte 450km. hældte bensin på, spiste frokost, kørte 450 km. spiste aftensmad, skrev blog og gik i seng.

nå ja spøg til side, men det er i hovedtræk hvad der er foregået. Jeg glemte at skrive at det gik lige ud hele vejen og den var bare kedelig.

Campingpladsen vi landede på er faktisk meget hyggelig, vi ligger mellem nogle træer lige ved siden af en lille sø.

Der er en restaurant lige ved pladsen, og der var vi oppe og spise, men det var altså ikke noget at skrive hj.. ups.

Kan I nu have det rigtig godt allesammen

Vibse og Michael

I dag skinnede solen da vi stod op, det vil sige jeg tror nok at vi stod op lidt før solen men himlen var ihvertfald skyfri. Det var jo lidt ærgerligt at have været på byrundtur i gråvejr med blæst, og så nu hvor vi skulle afsted så skinner solen bare.

Vi fik da lige videosnakket med Linda via Messenger, inden vi skulle checke ud fra hotellet og videre ud til stedet hvor autocamperen skulle hentes.

Vi tog en taxa derud, og vores chauffør var en sjov fætter, han blev ved med at undskylde at det altså kostede ekstra når vi skulle til en destination uden for Chicago. Da vi nåede frem og han fik sin betaling plus drikkepenge var han rigtig lalleglad, han slæbte vores kufferter helt ind til butikken og han gav hånd og ønskede os god rejse.

Vi måtte vente lidt på køretøjet fordi fabrikken åbenbart ikke havde fået den registreret i systemet, og før det var gjort kunne de ikke lave en kontrakt. Omkring kl. 12.15 kom vi endelig afsted, og så var det bare om at komme hen til Walmart og proviantere, så rigtigt afsted det kom vi altså først da klokken var over 15.

V8dyret er sådan set let nok at køre man skal bare lige vænne sig til en bredde på 3m. og en højde på 3,8m. Meeeen for fanden da hvor den larmer sådan en det er nærmest umuligt at føre en samtale og radioens lyd er en by i rusland. Det bliver dog væsentligt bedre da vi finder ud af at loftlugen ikke er lukket ordentligt hø hø.

Nå men nu er vi ankommet til vores destination som er St. Louis.
Der var helt mørkt da vi kom så vi var lidt spændte på om vi kunne overnatte, men efter et par minutter kom en gammel mand travende over til os og sagde at vi bare skulle udfylde formularen på forsiden af en kuvert og så lægge pengene i og smide den i en postkasse så var det i orden, for han åbnede altså heller ikke før klokken 8:30 i morgen og der skal vi gerne være afsted.

Så nu har vi spist og skal snart i seng så ha’ det godt med jer

Vibse og Michael

Her er solnedgangen i Illinois set fra sideruden.

Er der noget at sige til at det er svært at finde rundt, det er jo ikke til at vide om vejen er blind eller hvad.

hygge hejs herfra

Vibse og Michael

I dag fik vi morgenmad hos hjørnebageren inden vi vi fik købt os en telefon, det tog sin tid da det var en sort pige på ca. 300kg. der så ud som om det krævede meget stor overvindelse bare at holde sig i live for slet ikke at tale om at betjene kunderne, men det lykkedes da til sidst.

Så gik det ellers afsted med en “hop on hop off bus” I ved sådan en dobbeltdækker bus uden tag. Vi tog hele turen rundt, det var ca. 15 miles eller omkring 25 km. og det var sådan set en meget interessant tur men efter 2timer og 45 min. var vores kroppe altså kølet ned til ca. 14 grader så turen gik lige hjem til hotellet igen for at blive varmet op. Vi skulle jo også lige aftale afhentningstidspunkt for autocamperen, og heldigvis lykkedes det at flytte det fra kl. 13.00 til klokken 11.00.

Nå men efter at have fået varmen måtte vi jo på den igen, så ud og trave for at se lidt mere. Vi fik set “the magnificent mile”, som er et shoppingområde, Hancock bygningen som er en af de højeste i byen og vi fik da også prøvet en Chicago style Pizza, som er en noget speciel oplevelse, det er en ca. 5 cm. høj Deep-pan pizza med meget fyld i men tomatsovsen hælder de ovenpå så man overhovedet ikke kan se hvad der er i – hmmm.

Vi er nu tilbage på hotellet igen og slapper af,så vi kan være friske til i morgen hvor vi helst skal nå at køre ca. 500km.

Her er lige en særlig hilsen til Linda!

lige et par billeder kommer der da også.

Hancock bygningen

Wrigley bygningen, vores busturguide fortalte at Wrigley’s begyndte med at lave sæbepulver, men da de ikke kunne sælge det lavede de tyggegummi og lagde det i pakkerne med vaskepulver for at få solgt noget mere, men det må åbenbart have været noget møgsæbe, for folk købte pakkerne og tyggede tyggegummiet men smed sæben ud, så den droppede de og gik helt over til gummiet og det var jo nok ikke så tosset.

Denne kirke var en de få bygninger der overlevede en brand der i 1871 nærmest udslettede byen.

Vi ses snart igen
Vibse og Michael