Dag 11, med privatchauffør til Kap det gode håb, pingvinerne og vinlandet.

I dag er en dag vi har set frem til, både forventning men også med lidt betænkeligheder. Den chauffør der kørte os fra lufthavnen til hotellet kommer og henter os i sin egen private bil, og skal køre os rundt hele dagen. Han virker meget troværdig og vi har fået ham til at identificere sig overfor hotelpersonalet, så de ved hvem vi kører rundt med, så klokken ni ruller limousinen (en atten år gammel WV Jetta) afsted.

IMG_1588

 IMG_1590Shaan som han hedder, snakker som et vandfald, han fortæller om alt det vi ser på vejen, og han ved da også alt om stedet. Da Taffelbjerget, som skulle have været det første stop på turen, er fuldstændig indhyllet i skyer, springer vi det over og fortsætter langs kysten østpå mod Cape Point. Vi kører ind på en havn, hvor der er nogle gode motiver at fotografere, og der er også et par sorte, der sidder og fodrer nogle sælunger og deres mor. Det giver jo en god mulighed for at fotografere dem på nært hold, til gengæld vil de meget gerne have en lille donation til mad til sælerne, så det får de da.

IMG_1632

Herfra er der det ene flotte udkigspunkt efter det andet, der er en del krigsmindesmærker som Shaan stolt viser frem, vi nænner ikke at fortælle ham at det ikke rigtig interesserer os. Konstant er der skilte der advarer mod bavianerne, altså dem med pels, men da vi ikke ser nogen, så forstår vi ikke rigtig formålet med dem, ikke før vi er næsten helt fremme ved Cape Point, der sidder nemlig en 12-15 stykker i vejkanten og betragter alle de dumme mennesker, der kører langsomt forbi og tager billeder.

IMG_1687

Endelig fremme ved parkeringspladsen til Cape Point, skal vi tage stilling til om vi vil gå op til fyrtårnet, eller tage kabelbanen. Der er langt op, så kabelbanen vinder.

IMG_1723

Udsigten fra toppen er simpelthen fantastisk, i Danmark har vi skagen, hvor Kattegat og skagerak mødes, men det her er, Det Indiske Ocean og Atlanterhavet der mødes, og her må jeg altså sige “Skagen Go Home”.

IMG_1735

Vel nede igen beslutter vi at spise frokost på den restaurant, der ligger lige ved kabelbanen. Shaan sørger for at få VIP bordet som han kalder det (han sætter ikke sit lys under en skæppe), men bordet fejler nu ikke noget, vi sidder helt ud til kanten og har en pragtfuld udsigt ud over havet og klipperne. Maden er dog ikke noget at skrive hjem om, så hverken Vibse eller jeg spiser op. Shaan spørger om vi ikke vil have resten med i en doggybag, hvilket vi dog afslår, så siger han at vi skal gøre det alligevel, for så vil han give det til nogen, som ikke har råd til mad, og det er jo faktisk en rigtig god idé, så sådan bliver det.

Herefter skal vi videre til Pingvinkolonien lidt syd for Simons Town. Det er et sted, som disse små pingviner tilsyneladende har fundet ganske uimodståeligt, for det er det eneste sted de lever, ihvertfald her ved Cape Town. Man skal godt nok betale for at komme ind og se dem, men de er ikke spærret inde, og de kan svømme til sydpolen, hvis de skulle få lyst Smiley, der blinker.

IMG_1780

Sidste punkt på dagsordenen er Winelands, en tur ind i det område, hvor sydafrikansk vin dyrkes. Tiden er dog løbet lidt fra os så det bliver sådan lidt hurtigt ind, hurtigt ud. På vejen dertil kommer vi forbi nogle Townships, og der må jeg altså sige, at det er en rystende oplevelse at se disse kæmpestore områder fyldt med blikskure der står så tæt at alle naboer kan høre hvis du slipper en vind. Der bor over en million mennesker i hver af disse Townships. Man tror ikke sine egne øjne, det er ganske enkelt forfærdeligt at det sker i 2012.

IMG_1796

Nu er vi jo bare nogle rige hvide…… så vi fortsætter da bare til en vingård, hvor vi smager på vin til 200 rand pr. stk., det svarer til 1/5 af det en arbejdsløs modtager pr. måned, og som er umuligt at leve af. Der er altså ikke noget at sige til at de bliver kriminelle.

IMG_1812

Efter vinsmagning skal vi bare tilbage til hotellet så hurtigt som muligt. Vi er allerede en time forsinket, og Shaan skal skynde sig hjem, hans søster har født en lille dreng mens vi har været på tur, og de har ringet til ham adskillige gange i løbet af dagen, og spurgt hvor han bliver af, så vi giver ham lidt ekstra, plus en flaske rødvin, som han kan nyde med sin kone.

Efter en kort afslapning på hotellet, må vi afsted igen, ned til Waterfront’en så vi kan få noget at spise, det bliver restauranten “Quay Four” valget falder på, der er levende musik, og det er helt ned til vandet. De får ikke nogen kokkehuer, men der var da meget hyggeligt, og servitricen var utrolig sød, så det går nok altsammen.

Nu er vi altså trætte, så efter en rigtig god dag, ja selv vejret blev godt i løbet af dagen, går vi hjem på hotellet og trækker en flaske vin op, det er dog ikke meget vi får drukket af den før søvnlopperne indfinder sig, så

godnat og sov godt

Vibse og Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *