I dag vågnede vi tidligt, så bad og pakning var færdig allerede en halv time før morgenmad, så vi gik lidt omkring og nød stedets fredelige atmosfære en sidste gang.
kl. 8:30 var så startskuddet på det sidste måltid på Temba, og det var som sædvanlig til ug med kryds og slange.
Efter morgenmaden var regnskabets time kommet, hvor vi skulle betale for de ting vi havde drukket eller købt på Temba samt de ture vi havde været på, det var nu ikke så slemt, så vi kan nok også få noget at spise i Cape Town
Minibussen der skal køre os til Johannesburg er allerede ankommet mens vi spiste morgenmad, så vi når også lige at få en hyggesludder med vores chauffør, en ældre hyggelig fyr ved navn Danie, inden hele staben igen liner op for at sige farvel. Den ene af pigerne der gør rent på værelserne er trukket i sit fineste skrud, en lyserød kjole med forklæde, og i det hele taget ser de bare søde ud, disse altid smilende væsener. De står og vinker til os da vi kører afsted. Jeg håber virkelig at vi kommer tilbage en dag.
Turen til lufthavnen er delt i to, vi skal først køre ca 3 timer til en krokodillefarm, som vi skal besøge. Jeg troede at man måske ville have en tyve tredive stykker af disse krybdyr, men jeg tog fejl, de havde over tusinde af dem, og de lå nærmest i lag og solede sig. Aktivitetsniveauet blandt dem var ca. ½ på en skala fra 0 til 100, så det var en lille smulle kedeligt at se på, men hva’ så gik der tid med det.
Der er vist lige fortalt en vits.
En ny 3 timers køretur starter, og landskabet begynder så småt at ændre sig efterhånden som vi nærmer os Johannesburg, eller Joburg som Barry konsekvent kaldte den. Undervejs fortæller Danie en masse om den afrikanske kultur og om det vi ser, om homelands og townships, og om hvordan han selv mistede sin farm efter overgangen til demokrati, på grund af nogle fuldstændig absurde regler i landet.
Vi ankommer nu til O.R.Tambo international Airport, og må nu sige farvel til både Danie, men også Pia, René og Mads, som jo skal til Danmark. Eftersom vi kun har fået morgenmad, begynder vi at lede efter et sted at spise, og finder da også et sted hvor Vibse kan få fisk og jeg kan få T-bonesteak og hotwings, ganske udmærket.
Nu sidder vi så og venter på at klokken skal blive 19:30, så vi kan komme videre til Cape Town.
Vi snakkes senere når vi er ankommet!
—-
Hej igen!
Efter 2 hurtige timer med flyvning lander i Cape Town lufthavn, og et par kilometer bliver tilbagelagt inden vi kommer til bagagebåndet, her kommer vores kufferter til gengæld i samme sekund som os, så det er bare at tage fat og så komme ud. Lige før udgangen bliver vi antastet af et taxaselskab, som synes de skal køre os til hotellet, så det får de da lov til. det er en tur på ca. 22 kilometer og de vil have hvad der svarer til ca. 190kr. så det er vel ok. Vores chauffør fortæller at han hedder Sean, og at han nok skal fragte os sikkert til hotellet. Han snakker ustandselig og tilbyder os at være chauffør for os en hel dag, og det ender da også med at vi laver en aftale for søndag, hvor han så skal hente os kl. 9:00.
Indcheckningen på hotellet går gnidningsløst, og inden vi ser os om er vi på plads i vores værelse. Vi har dog ikke været her særlig længe før Vibse får øje på en kakkerlak, og så går den vilde jagt. Efter en kort men hæsblæsende jagt er krybet besejret og bag lås og slå i et vandglas.
Den bliver i løbet af aftenen stillet for en dommer, som beslutter at løslade den, dog med den klausul at den bliver udvist for bestandig. Med besked om aldrig at vende tilbage til hotellet bliver den smidt ud af vinduet, og vi kan endelig komme i seng, så
Godnat og sov godt
Vibse og Michael