Dag 13, Robben Island og Kanalrundfart

Igen i dag var vejret helt i top, så efter morgenmaden gik vi ned på Waterfronten og spadserede lidt rundt, indtil vi skulle afsted med færgen til Robben Island kl. 11:00.

I forhold til den katamaran de normalt benytter, så va det godt nok en gammel plimsoller vi skulle med, men det vigtigste var da, at vi kom med på turen.

IMG_2139
Det tager normalt 20 minutter at sejle derover, men med dette fartøj tog det lige godt en time.
I havnen blev vi modtaget med 2 busser, der skulle transportere os rundt på øen, som er noget større end jeg havde forventet. I bussen er der, udover chaufføren, en guide som fortalte om det vi så, han fortalte hvad han hed, men da ingen normale mennesker kan udtale det så blev det til MP. På trods af hans accent, gik det fint med at forstå hvad han sagde, og han var faktisk temmelig morsom, selvom emnet var alvorligt, så det var en 10’er på en skala fra 1 til 10.

IMG_2166

Da vi blev sat af bussen skulle vi i fængsel. En tidligere fange var rundviser her. Han havde en meget kraftig stemme, så megafon var unødvendig, selvom vi var omkring 30 mennesker i gruppen.
Vi så de celler de sad i, der var forskellige typer. Nogle var til mange fanger, måske 30, mens andre var eneceller, bl.a. den Mandela sad i i 18 af de 27 år han var her. Et andet sted på øen var der nogle bure til vagternes hunde, de var dobbelt så store som fangernes eneceller, ufatteligt ikk’.

IMG_2214
IMG_2239

Hjemturen med færgen blev lige lidt mere urolig, bølgerne gik højt, og dem der sad i fronten blev vasket godt og grundigt. Godt vi sad bagi, men tilbage kom vi.

Efter denne tur skulle vi lige skynde os hjem på hotellet for at checke ind på flyet hjem, men alle gode pladser var taget, så vi beslutter at købe os til mere benplads. Det går også fint lige indtil vi skal betale for det, så vil de ikke være med mere “desværre kan betalingen ikke gennemføres, prøv med et andet kort”. Vi prøvede med 3 forskellige kort og indtil flere gange uden held……..AIR FRANCE website sucks, Vi prøvede sågar at ringe hjem til Air France kontor i København, men der kunne de heller ikke hjælpe os, så Air France er en minus 10 på en skala fra 1 – 10.

Vi skulle lige nå en havnerundfart, som var inkluderet i vores busbillet, så huhej ned til havnen igen. Det var en tur der tog ca. 30 minutter og var lige så interessant som en leverpostejmad, når du ikke er sulten.

Det var begyndt at blæse kraftigt, så vi måtte hjem på hotellet igen for at få noget mere tøj på, inden vi skulle ned og finde et sted og spise. Da vi havde gået rundt i havnen 4 gange, endte vi med at gå ind på Restaurant Hildebrand igen, der vidste vi jo at maden var god. Det var den da også i dag, så nu kunne vi roligt gå hjem for at skrive blog og drikke rødvin.

Så vores sidste hele dag i Sydafrika er ved at være forbi, og vi siger

godnat og sov godt

Vibse og Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *