Morgenmad på motellet, og så skal vi bare afsted, vi skal nemlig på sejltur i Abel Tasman National park. Abel Janszoon Tasman var hollænder og den første europæer der opdagede landet. Han opkaldt det efter en hollandsk egn der hed Zeeland, så derfor New Zealand. Det var iøvrigt også ham der lagde navn til Tasmanien i Australien, og the Tasman Sea  her imellem. Det var i 1642 han kom hertil, men han fuckede besøget godt og grundigt op med en fjendtlig holdning til de indfødte, det kostede ham 4 af hans søfolk livet, og først i 1769 kom Captain James Cook som den næste europæer tilbage hertil og fik kortlagt det hele. (det må være historieundervisning nok for i dag).

På en lille strand for enden af Stephen Bays road bliver vi hentet i en gummibåd og sejlet ud til vores “Luksusliner”. Først er vi kun 4 ombord, men lidt oppe af kysten samler vi 4 mere op, og med 8 passagerer ialt er der masser af plads ombord, og en god og hyggelig stemning.

En af de første ting vi kommer til er Split Rock, en stor kuglerund sten som er flækket i 2 dele. Den videnskabelige forklaring på fænomenet er en frostsprængning, Men Maoriernes forklaring er da meget sjovere. Deres historie er at Land og Vand er kommet op at skændes om hvem der ejer stenen, da den ved højvande ligger i vandet, men ved lavvande ligger på land. Kompromiset bliver at dele stenen.

Solen er efterhånden brudt rigtig igennem, og vejret er nu helt perfekt. Vi sejler langs med kysten, og her er bare så smukt at det næsten gør ondt i øjnene. Med jævne mellemrum bliver båden stoppet, og vi får forklaret en masse ting om området af kaptajnen og styrmanden (far og søn).

Babysæl i centrum af foto.

For enden af turen bliver vi sat i land, så vi kan gå en lille tur eller bade eller hvad vi nu har lyst til. På vejen ind i gummibåden ser vi et par stingrays, eller i hvertfald skyggen af dem…. spændende.
Mens vi hygger os på land gør “besætningen” frokosten klar, og vi bliver hentet tilbage til et veldækket bord med gør det selv sandvich og kold hvidvin til – fantastisk.

På tilbageturen gøres der bare holdt en enkelt gang, med en strandtur mere på en dejlig strand, og herefter er det tilbage til stranden for enden af Stephen Bays road.
Der er en times kørsel tilbage til Nelson hvor vi bor, og her kører vi ind til city center med det samme, så vi også får set byen og får lidt aftensmad.

Tilbage på motellet kan vi bare konstatere at det har været en helt igennem fantastisk dag, som ikke kunne have været bedre.

Så godt tilfredse kan vi nu sige

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Igen i dag skulle vi tidligt op, bilen skulle tankes inden vi kunne aflevere den i havnen ved færgen. Indtjekning af bagagen til færgen skulle også været foretaget 3 kvarter før afgang.
Alt gik glat og uden problemer, og så var det bare at vente på at boarde skibet.
Selve turen tog 3½ time og var rimelig begivenhedsløs, sceneriet kunne der dog ikke klages over, og vi kunne godt se at “bakkerne” blev lidt højere her på sydøen, og nu beklædt med træer i stedet for vissent græs.

Da vi kom i land, blev vi enige om at dele os, Vibse ventede på kufferter, og jeg gik til biludlejningen. Jeg kunne gå direkte til skranken, hvor en eddikesur kvinde bad om mit kørekort, så det får hun naturligvis, det får hende dog kun til med himmelvendte øjne at præcisere at det skal være det internationale… hmmm det har Vibse. Jeg prøver at forklare at vi lige har haft en bil på den anden side, men hun er hverken til at hugge eller stikke i, så jeg må gå igen.
Da vi endelig har fået vores kufferter, går vi tilbage til Avis, blot for at konstatere at der nu er en alenlang kø, som kun bevæger sig med en halv snegls fart…..zzzzzzzzzz
Da det er vores tur er det heldigvis en anden der ekspederer os, hun vil hverken se kørekort eller noget andet da hun hører at vi har haft en anden bil på nordøen, sød dame men hvis mine øjne kunne dræbe, lå der i øjeblikket et lig af en midaldrende kvinde i Avis biludlejning i Picton.

Bilen viser sig at være fuldstændig identisk med den vi afleverede for 4-5 timer siden, og det er dejligt, for så føler man sig hjemme med det samme.
Vi får lige lidt fuglefrø og en lemonade inden vi for alvor forlader byen.

Som nævnt tidligere er landskabet noget anderledes her, men absolut ikke mindre smukt.
Eneste egentlige stop på vejen er ved bro, der hedder Pelorus Bridge. Det er en meget smal bro, som er temmelig trafikeret med både almindelige biler og store lastbiler. Fra Pelorus Bridge er der 7-8 min. gang ind i skoven en hængebro, så den skal vi da også lige se og prøve.

Efter yderligere nogle kilometer, får vi dog et stop mere, ganske vist ufriviligt. En campingvogn er væltet og spærer hele vejen, så der går en 10-15 minutter, mens de får den rejst op og trukket til side, før vi kan komme videre.

Vi er fremme ved Motellet ved 17 tiden, og får så lige slappet lidt af , inden vi spiser til aften i den restaurant, der ligger lige ved siden af. (god mad).

Godnat og sov godt
Vibse og Michael

ps: gad vide om der er nogen der læser dette, hvis jeg tæller kommentarerne tror jeg det ikke

Som forventet vågner vi op til totalt overskyet vejr, men selv om der er lovet heldagsregn, så er det da heldigvis tørt.

Så efter lidt hjemmelavet morgenmad på værelset, går vi ud i byen.

Der er mange fine bygninger, og mange sjove mennesker at se på. Vi var egentlig blevet enige om, at p.g.a. vejret var det nok ligemeget med at tage kabelbanen op til udsigtspunktet over byen, men da vi kom dertil, ændrede vi den beslutning og kørte mod toppen.
Det hele havde helt sikkert set pænere ud i solskin, men det var faktisk ok.
Mens vi var på toppen, kan man sige at det kun gik ned af bakke med vejret, for nu begyndte det at regne, og det skulle vise sig at det blev det ved med, indtil aftenen faldt på.

Nu er new Zealændere jo ikke dumme, så da de ved at det regner temmelig tit her i Wellington, jamen så overdækker de da bare 80% af fortovene…. smart ikke.

Vi fik set et par kirker og deres parlamentsbygninger og en masse andet.
Den ene kirke “Old St. Pauls” var en helt fantastisk trækirke fra 1866, som havde klaret jordskælvet uden problemer.

Sidst på eftermiddagen skulle vi på museum, Te Papa er en slags multimuseum, med alt lige fra udstilling om Jordskælv og vulkan udbrud, 1. verdenskrig, Maori’ernes historie og meget andet. Jeg tror at en væsentlig grund til museets succes, ud over at det var superinteressant, var at der er gratis adgang.

sidste punkt på dagsordenen er aftensmad, og sandt at sige har vores besøg i landet ikke været en kulinarisk oplevelse indtil nu. Derfor finder vi, ved hjælp af Google og tripadvisor frem til en Italiensk restaurant med gode anmeldelser, og prøver lykken her.

Bingo, efter en supergod Pizza med en flaske Valpollicella Ripasso til og Tiramisu til dessert, ja selv det i Italien obligatoriske lille glas Limoncello man får når man har betalt var der, så kunne vi gå hjem, mætte og tilfredse.

Nu sidder jeg så her og skriver, Samtidig med at jeg hører en Guns’n Roses koncert der foregår i den anden ende af byen, og det er selvom vinduet er lukket, Jeg tror de har skruet op.

Klokken er mange, sååå

godnat og sov godt
Vibse og Michael

I dag vågner jeg med solen bagende ind på min ryg, det er helt vidunderligt godt vejr. Så dejlig morgenmad i dobbeltdøren, og mere perfekt kan sådan en morgen vel ikke blive.

Der skal pakkes, for vi skal videre til Wellington i dag, vores sidste destination på nordøen.

Allerede efter 30-40 km. begynder skyerne så småt at rulle ind, og jo længere vi kommer, jo værre bliver vejret.

Efter ca. 120 km.kommer vi til en by der hedder Dannevirke, og jeg som troede at det var et fæstningsværk i Slesvig, hvor dum kan man være.
Vi kom også forbi en vej der hed Jens Andersens road.

I takt med at vejret bliver dårligere, nærmer vi os landets hovedstad “Windy Welli”, og ved 2 tiden triller vi ind foran Amora hotel og bliver modtaget af “butleren”, der også sørger for både kufferter og bil, den rene luksus.
Jeg føler mig en lille smule dum, som jeg står der i korte bukser og t-shirt, mens alle andre strider sig frem i vinden iført trøje, jakke, hue og handsker, det blæser en stiv pelikan.

Efter lige at være kommet på plads, og slappet lidt af, måtte vi hellere, stærkt tilskyndet af vores maver, iføre os noget varmt tøj og komme ud og se lidt på byen. Det bliver ikke nogen lang tur, men lidt har vel også ret.

Jordskælvsramt bygning

Vi er tilbage på hotellet, og får tørret tøjet og redt håret.
Fra vinduet her på 7. sal med udsigt over havnen, ser det ud som om det bliver lidt klarere derude.

Efter en dejlig kort dag på kontoret siger vi så –

godnat og sov godt
Vibse og Michael