Dag 3, Temba Safari

Dagen startede med at vi mødes kl. 8.30 til morgenmad, Men Barry siger at vi lige skal sætte os ind i firehjulstrækkeren, der er noget han lige vil vise os. Efter en ganske kort køretur bliver vi sat af, for det viser sig at morgenmaden skal indtages i naturen. Der er dækket fint op under træerne, og der mangler absolut ingenting, der er youghurt, forskellige slags morgenmadsprodukter som corn flakes osv. der mælk juice kaffe te og vi får gudhjælpemig også champagne. Ikke lang tid efter ankommer endnu en bil, det er kokken med det varme, der er æg og bacon, pølser og nylavede toastbrød. Det er bare helt perfekt, jeg kan kun komme i tanke om en ting der ikke spiller helt, og det er at jeg ikke har mit kamera med (vi skulle jo bare til morgenmad), så desværre er det ikke blevet foreviget.

På vej tilbage bliver vi lige kørt en lille tur rundt på området, og vi får da også set nogle få dyr inden vi igen er tilbage ved lodgen.

Resten af formiddagen er bare ren afslapning med lidt læsning, fotografering og gåen lidt omkring.

Frokosten bliver sat til livs på en høj overdækket terrasse med udsigt over vandhullet, det får vi dog ikke meget ud af da vi sidder med ryggen til. Der er nærmest ingen aktivitet blandt dyrene midt på dagen, så det gør ikke så meget.

Efter frokost er der afslapning igen, indtil vi skal afsted på en “Afternoon Gamedrive” som er en tur rundt i området for at se dyr fugle og planter og hvad der ellers er af spændende sager. Denne gang er det Francois der kører os, han er en meget behagelig mand som ved alt hvad der er værd at vide om det der rør sig i bushen. Han fortæller os en hel masse som vi jo desværre nok ikke kan huske om et par dage, men interessant det er det i hvertfald.
På et tidspunkt stopper han bilen og står ud og plukker en håndfuld blade fra et mimosetræ, hvorefter vi alle får lov at mærke hvor bløde de er. Han forklarer at hvis vi bliver nød til at forrette vores nødtørft, så er dette vores toiletpapir, derfor kalder de mimosen for toiletpapirtræet. I det hjørne af ejendommen hvor vi er er der særlig mange mimosetræer så det bliver selvfølgelig kaldt for toiletpapirskoven.

På turen rundt får vi set rigtig mange dyr og fugle, vi ser bl.a. impala’er, kudu’er, andre hjortearter jeg ikke kan huske navnet på, Strudse, flere forskellige farverige fugle og en stor Høg.

IMG_0625

Efter turen er det tid til aftensmad, og i dag skal vi ha’ Kudumedallioner med ris, kartoffel/grøn bønnemos sød græskarkompot og nogle meget fine boller til. Til dessert er der “lemon delight” som er en slags kage med noget creme i, alt smager fantastisk igen, så herfra skal der ikke lyde nogen klager.

Efter lidt aftenhygge er det hjem og skrive blog og så i seng, for i morgen skal vi op kl. 5:45 for så er der “Morning Gamedrive”.

godnat og sov godt
Vibse og Michael

Dag 2, Paris-Johannesburg-Temba

Så starter den lange del af turen, og den starter med en opmuntring, den plads jeg har valgt da vi checkede ind viser sig at have at have så meget plads fremadrettet, så jeg knap nok kan nå noget som helst med tæerne… juhuuu. Der er så bare lige det at sædet er ca. 5cm. smallere end min mås øv.

Nåh men vi får da serveret den sædvanlige gang flymad, tarvelig men nærende og så er det altså at jeg opdager hvad konsekvens benpladsen har….. der er ikke noget bord foran mig, næh det sidder i armlænet og når det bliver slået op går det ca. 3cm. ind i min mave, og jeg som troede at maden skulle ind gennem munden!! Da de 3 kvarter senere endelig tager sig sammen til at samle skraldet sammen, kan jeg endelig puste ud og slappe af og få prøvet mine nye Bose hovedtelefoner med noise canceling system.
Wow siger jeg bare, man tror det er løgn men de fjerner faktisk flystøjen næsten helt, aldrig før har der været så stille i en flyvemaskine.

1½ time før vi når Johannesburg serveres der morgenmad, og med tanke på gårsdagens middag takker jeg pænt nej til denne.
Jeg skal ikke sidde med bordpladen i maven en gang til.

Vi lander planmæssigt kl. ca. 10.00 og kan nu betræde det afrikanske kontinent for første gang. Det tager så lige en god times tid at komme gennem paskontrollen og få udleveret kufferterne.

Udenfor står Anton klar med en minibus, der skal transportere os de sidste 400km. nordpå til Temba Safari Lodge. Hjemmefra har vi fået at vide, at den tur vil tage 4 timer, men nu siger Anton at det normalt varer 5 timer, men på grund af påsketrafikken kan det godt tage 2-3 timer længere. Puha ingen morgenmad og udsigt til en 7-8 timers køretur i en Toyota hiace uden benplads. Prøv lige at gætte hvor humøret ligger på en skala fra 1-10.

Heldigvis går det ikke så galt, på en tur hvor vi (der er 3 andre end os med)bogstaveligt talt bliver rystet godt sammen – kombinationen Toyta, grusveje, store ujævnheder og 110 km i timen gør sin virkning, er vi fremme på Lodgen ca. 16.30.

Vi bliver modtaget af hele personalet, der én efter én smilende giver hånd og siger Hello, fantastisk.
Barry, der er stedets manager, viser os vores hytter og forklarer nogle praktiske detaljer, hvorefter han beder os om at mødes i receptionen kl. 17.40 til en snak og middag kl. 18.00 præcis.

IMG_0526

Vores hytte, som hedder Girafhytten, er helt fantastisk flot og hyggelig og omgivelserne er også helt utrolige, så efter lige at komme lidt på plads tager vi os en kold øl/cola på terrassen.

IMG_0485

Vi mødes nu med Pia, René og Mads, det er de tre andre gæster og så selvfølgelig Barry, vi bliver budt på en lille en til halsen og så går snakken ellers, og da klokken nærmer sig 18.00 bliver vi bedt om at gå til bords ude i haven. Kokken som er en trivelig negerpige bryder sig nemlig ikke om at vente på gæsterne.
Vi får nogle kæmpe portioner med ristede kartofler, ristet kylling, gratinerede grøntsager og salat og det smager fabelagtigt, til dessert er der Pudding med vaniljecreme.

Barry deltager selv i middagen og fortæller en masse sjove historier og er i det hele taget en mægtig hyggelig fyr. Efter middagen går vi tilbage til Receptionen/baren/shoppen hvor vi sidder og hygger endnu en times tid.

Nu er der så bare lige denne blog, der skal skrives og så er det i seng.

Godnat og sov godt

Vibse og Michael

Dag 1, København-Paris

Det startede rigtig fint, solen skinnede fra en skyfri himmel, og vi var klar i god tid inden Molle og Marcus de 2 dejlige drenge kom og hentede os for at køre os i lufthavnen. Efter at have trisset lidt rundt i lufthavnen var det bare afsted til gaten, og stadig gik alt efter planen. Flyet begyndte at trille et minut før tid og vi landede i Paris et kvarter før tid, så langt så godt. Nu er der jo så bare lige det ved det at Paris Charles de Gaule lufthavnen er mega stor og jeg tror at vi har gået mindst fire kilometer for at komme fra det første fly til det andet, men det klarede vi da også ved tanken om at nu hvor vi er i gourmet’ernes land så må en dejlig middag vente på os…………….(lang næse). Det eneste der var at få var nogle gamle indtørrede boller med grå skinke og brun salat eller nogle prefabrikerede toast med skinke/ost eller Kylling/salat. Det blev de sidste der løb af med sejren, så nu er der bare flymaden tilbage og jeg er bange for at der heller ikke er meget gourmet over det.

Nåh vi jo prøve at holde humøret højt, og en positiv ting er der jo, fra nu af kan det kun gå fremad.

Nå nu er der en time og tyve minutter til flyet afgår, så ha’ det godt der hjemme.

Michael og Vibse

Nye oplevelser forude

I nær fremtid tager vi et smut til Sydafrika (Vibse skal da også se løverne Smiley, der blinker)

Vi er ikke rigtig klar over om det er muligt at komme på internettet, men hvis det er vil jeg prøve at opdatere denne blog med vores oplevelser dernede.

Vi skal først en uge på Temba Safari en lodge i Limpopo provinsen (malariafrit område), og bagefter skal vi 5 dage til Cape Town. Så I kan vel nok forstå at vi er spændte.

Michael